Gå til indhold

Vi skal ikke have en overflod af akademikere

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, bragt i regionale aviser i perioden 24. marts - 4. april 2014.

Regeringen har nu nået sit mål om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse, og mindst 25 procent skal fuldføre en kandidatuddannelse. Det er vigtigt, at så mange som muligt får en uddannelse. Men det betyder ikke, at vi nu kan læne os tilbage i stolen og slappe af.

For selvom flere unge vil tage en kandidatuddannelse de kommende år, har vi fortsat også brug for uddannede med en mere praktisk tilgang. Derfor er det vigtigt, at vi også får erhvervsakademierne og professionsbacheloruddannelserne med.

For at en virksomhed som Grundfos kan fungere, er der behov for alle typer arbejdskraft. Det er ikke nok kun at have civilingeniører, der kan tænke teoretisk og skabe overblik over et projekt. Der er også behov for produktionsteknologer, der forstår, hvordan nye værktøjer helt praktisk kommer til at indgå i produktionen.

Omvendt er det heller ikke meningen, at en sygeplejerske skal beslutte, hvilket behandlingsforløb den enkelte patient skal igennem. Sygeplejersken og lægen skal arbejde sammen. Der er behov for både teori og praktisk viden.

Vi har behov for alle typer af kompetencer, så vi ikke skal hive arbejdskraft ind fra udlandet i manglen på praktisk erfaring herhjemme. Vi skylder også de studerende, at de ikke uddanner sig til arbejdsløshed, og sammensætningen af ekspertisen skal passe til virksomhedernes behov.

Jeg opfordrer kommende studerende til også at søge ind på erhvervsakademierne og professionsbacheloruddannelserne. Jeg vil se på, hvad vi fra politisk side kan gøre for at løfte kvaliteten og øge interessen for erhvervsakademierne og professionsbacheloruddannelserne.

 

 

Senest opdateret 26. juni 2014