Gå til indhold

Vi spilder talent

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i Berlingske den 23. juni 2014.

Styrken ved det danske velfærdssamfund er, at vi frit kan vælge. Det er ikke pengepungen eller mors ambitioner, der bestemmer, om vi kan uddanne os til det, vi drømmer om. Så længe vi har evnerne og engagementet, ligger verden åben.

Eller gør den?

I praksis er svaret nej, når vi ser på unge danskeres uddannelsesmønstre. Der er en verden til forskel på de valg, der træffes af akademikerbørnene i Birkerød og arbejderbørnene i Bramming. Selv i Danmark, selv i 2014.

23 procent af unge fra ufaglærte hjem tager en videregående uddannelse mod 67 procent fra akademikerhjem. Akademikerbørn har ni gange så stor chance for at ende med en kandidatgrad som børn af ufaglærte. Ni gange. Det fortæller mig, at vi spilder talent.

Det er ikke godt for de unge eller for Danmark, og det strider mod min retfærdighedssans, at den sociale arv er så tydelig i uddannelsessystemet.

Det er urimeligt, at forældres sociale baggrund sætter dagsordenen, når unge former deres egen fremtid. Social arv er muligheder, der ikke bliver opsøgt, drømme der ikke bliver forfulgt – måske slet ikke drømt. Det er det, som jeg og Radikale Venstre kæmper for at ændre.

Derfor stiller jeg nu krav om, at alle de videregående uddannelsesinstitutioner skal præstere bedre for at få og fastholde studerende fra alle samfundslag. Samtidig sætter jeg en analyse i gang, så vi kan blive klogere på, hvorfor nogle universiteter – f.eks. Syddansk og Aalborg – i langt højere grad end andre får studerende fra ikke-akademiske hjem.

Endelig skal vi have nye ideer til, hvordan vi bryder den sociale arv. Jeg er især interesseret i input fra dem, som selv har prøvet at møde det videregående uddannelsessystem uden at kunne trække på forældrenes erfaringer. Det skal et nyt mønsterbryderkorps af kendte og ukendte mønsterbrydere og eksperter hjælpe med.

Jeg ved godt, at den sociale arv især skal brydes i hjemmet, i børnehaven, i skolen, på ungdomsuddannelsen. Men det ændrer ikke på, at de videregående uddannelser også har et ansvar Det kræver, at man er villig til at lytte til de unge, at man tør kigge kritisk på sin egen butik, og at man vil handle for at forbedre sig.

Danmark er et lille land i en verden med stor global konkurrence. Vi har ikke råd til at lade talent gå til spilde. Initiativer til at bryde den sociale arv handler ikke om at sænke det faglige niveau. Talent findes i alle grupper. Det er ikke socialpolitik, jeg efterspørger, men initiativer, som gør, at de videregående uddannelser får unge i alle grupper i tale, så flere unge oplever at have flere muligheder.

Det betyder ikke, at alle skal være akademikere. Langt fra. Men alle skal opleve, at de kan finde deres rette hylde. Jeg ønsker et samfund, som ikke stiller sig tilfreds med, at lægens datter har ni gange større sandsynlighed for at få en kandidatgrad end kioskejerens søn. Jeg ønsker et uddannelsessystem, som opsøger talenterne, uanset hvor de er. Det er ikke nogen nem opgave. Men det er ikke en undskyldning for at lade stå til.