Gå til indhold

Vores uddannelser skal være blandt verdens bedste

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) offentliggjort i regionale medier den 26. februar 2014.

For at vi i Danmark kan opretholde vores velfærd og fortsat være et privilegeret land, er det helt afgørende, at vi kan gøre os gældende i et stadigt mere internationalt orienteret verdenssamfund. Det kræver, at vores uddannelser er blandt verdens bedste. Intet mindre.

For netop danskernes viden og dygtighed er nogle af de kerneprodukter, vi som land, samfund og individer skal leve af.

Jeg vil derfor arbejde målrettet for, at kvaliteten af vores uddannelser når helt op i toppen af den internationale superliga. Det er et ambitiøst mål i en tid, hvor der satses stærkt på uddannelse i mange af verdens nye vækstlande. Og det kommer til at kræve betydelige forandringer. Jeg inviterer derfor alle ambitiøse kræfter - både uddannelsesinstitutionerne med rektorerne i spidsen, studerende og erhvervslivet - med i det arbejde, der skal til, for at vores ambition kan blive til virkelighed.

Regeringen investerer historisk meget i uddannelse, for vores uddannelser skal være så gode, at danske virksomheder og offentlige institutioner kan modtage nyuddannede, som har allerhøjeste faglige niveau. Jeg mener ikke, at vi har råd til at have et billigere eller mindre ambitiøst mål for fremtiden.

Men det er ikke kun et spørgsmål om penge og investeringer. Det drejer sig også om at arbejde med struktur og indstilling. På studierne skal vi tilbyde, at de studerende møder topengagerede undervisere og forskere, der kan og vil videreformidle på højt niveau. Erhvervslivets bidrag er at blande sig endnu mere. Det skal vi give mulighed for. Virksomheder skal ikke blot hente de studerende, når de har fået eksamensbeviset i hånden, men også løbende samarbejde med forskere og studerende om relevante projekter. De må og skal stille krav til uddannelsernes indhold, og de skal sikre udfordrende og udviklende opgaver, når de tager studerende i praktik. De studerende selv skal engagere sig ihærdigt i deres uddannelse, fordybe sig i deres fag og bidrage til at skabe en god og seriøs undervisningskultur. 

Vi forventer os meget af de studerende - men de studerende skal også stille krav til os. Først og fremmest skylder vi dem, at de kan bruge deres uddannelse. Det er rimelige krav, at uddannelser skal gøre de studerende dygtige til noget, der er brugbart på arbejdsmarkedet og giver spændende karrieremuligheder. De skal kunne forvente både at få en stærk grundfaglighed og mulighed for at få en bred anvendelig dannelse, som er nødvendig for at kunne følge med på et arbejdsmarked, hvor omstillingshastigheden er hurtigere end nogensinde før.

Når vi sætter os for at løfte kvaliteten, stiller det krav til uddannelsesinstitutionerne. Jeg er sikker på, at det vil gavne hele forsknings- og uddannelsesmiljøet. Engagerede og dygtigere studerende vil bidrage positivt til forskning, til nye ideer og til udvikling. Og med uddannelser i international topkvalitet vil vores uddannelsesinstitutioner blive attraktive for flere dygtige, internationale studerende og forskere, der kan bidrage til at højne kvaliteten yderligere. Så lad os være ambitiøse sammen.

Senest opdateret 26. juni 2014