Gå til indhold

Er det de studerendes skyld?

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i Politiken den 10. februar 2015 under overskriften "Det er også samfundets skyld".

Tilbage i 1994 kom popgruppen TV2 med sangen; Det er samfundets skyld. Omkvædet var en ironisk hilsen til 80'ernes standardbemærkning om, at når noget var galt, ja, så var det samfundets skyld.

Jeg ved ikke, om Esben Lunde dansede til TV2 tilbage i 90’erne, men det virker som om omkvædet har bidt sig godt fast. Dog har han skiftet samfundet ud med de studerende. For Esben Lundes standardbemærkning til den kritik, der har været af de videregående uddannelsers kvalitet de seneste par uger, er netop, at det er de studerende skyld.

Venstres uddannelsesordfører mener således ikke, at undervisere, studieledere eller rektorer bør stilles til ansvar for, at der er god undervisning på de videregående uddannelser. I Esben Lundes univers har de studerende derimod alene ansvaret for uddannelsernes kvalitet.

Det lyder meget som Venstre, og det virker ikke særligt klogt. Er det de studerendes skyld, hvis de kun modtager 1½ times undervisning om dagen? Er det de studerendes skyld, hvis de skriver opgaver, som ingen læser? Er det de studerendes skyld, hvis underviserne hellere vil forske end engagere sig i at lære de studerende deres fag? Nej, selvfølgelig er det ikke det.

God uddannelse er et møde mellem motiverede studerende og motiverende undervisning. Uddannelsesinstitutionerne har mindst lige så stort et ansvar for god undervisning, som de studerende har for at møde motiverede og velforberedte op.

Det tror jeg sådan set også undervisere, studieledere og rektorer er enige med mig i. For det betyder rent faktisk noget for de studerendes læring, hvordan de underviser og tilrettelægger uddannelserne.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad det egentlig er Esben Lunde vil gøre for at højne kvaliteten på uddannelserne og styrke de studerendes engagement?

Umiddelbart blæser svaret i vinden. Men ser man lidt tilbage på hans tidligere udtalelser, så er svaret måske gemt her. For det er ikke længe siden, at Esben Lunde begejstret luftede tanken om brugerbetaling på de videregående uddannelser og blandt andet udtalte; ”man ville være blind, hvis ikke man kunne se, at brugerbetaling generelt medfører positive incitamentsstrukturer”.

Jeg ved ikke, om Esben Lunde ser klarere nu. Men jeg ved, at jeg ikke synger med på hans sang om, at det er de studerendes skyld. Og jeg nynner heller ikke med på hans gamle melodi om, at ”har du penge, så kan du få, har du ingen, så kan du gå”.

Senest opdateret 10. februar 2015