Gå til indhold

Flere kvinder skal til tops

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i Berlingske den 4. marts 2015.

Flere kvinder end mænd læser på universitetet i Danmark, og næsten halvdelen af dem, der bliver ph.d., er kvinder.

Alligevel mener Esben Lunde (V) ikke, at det er noget problem, at kun få kvinder kommer til tops i dansk forskning.

Det fremgik af hans indlæg i Berlingske mandag. I Esben Lundes verden, som åbenbart er både neutral og objektiv, er det altid de klogeste og mest velkvalificerede, der får professorstillingerne. At de udvalgte, siden de første universiteter blev grundlagt, næsten altid har været mænd, kommer han ikke med nogen forklaring på.

I den virkelige verden er vi mange, der mener, at talent er ligeligt fordelt mellem kønnene. Derfor er det tankevækkende, at to ud af tre lektorer er mænd, og at fire ud af fem professorer er mænd.

Kønsfordelingen på universiteterne er skæv i toppen, og det betyder, at vi mister talent. Selvom Esben Lunde siger noget andet, så er jeg ikke tilhænger af kvoter. Jeg er tilhænger af lige muligheder for mænd og kvinder. Og det tror jeg ikke på, at vi har i dag.

Hvis ikke Esben Lunde kan se, at det er et problem, er han enten ligeglad, eller også mener han, at kvinder bare ikke er ligeså kloge som mænd.

Begge dele er skræmmende.

Senest opdateret 04. marts 2015