Gå til indhold

V som i Visionsløs

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (RV) bragt i forskellige regionale medier den 23. januar 2015.

I weekenden kunne avisens læsere se et meget skingert indspark fra to Venstre-medlemmer.

Blandt andre Venstres uddannelsespolitiske ordfører Esben Lunde, der efterhånden har ført valgkamp i et halvt år. Derfor masser af larm, men ingen mod til at vise os nogle visioner. Det er ærgerligt, for havde han ærligt turde vise os sin politik, ville det være tydeligt, at vi er uenige.

I indlægget angriber Lunde mig for at have forlangt, at universiteterne begrænser optaget på de uddannelser, der fører alt for mange unge ud i ledighed. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt. Hverken overfor de unge eller de skatteborgere, der rundhåndet betaler for uddannelserne.

Vi skal gerne have flere unge til at tage uddannelser, men der skal være et job i den anden ende. Det har selvsagt ikke været populært på de uddannelser, der bliver ramt. Men jeg gennemfører det ikke af hensyn til stilkarakterer eller popularitet. Jeg gennemfører det, fordi det er vigtigt.

Lunde er særligt forarget over, at Syddansk Universitet nu selv har valgt at skære ned på nogle konkrete sprogfag. Det kan han ikke lide. Men man kan ikke skære ned uden, det kan mærkes – ja, uden det ligefrem kan gøre ondt. Det kræver mod.

Problemet for Esben Lunde og Venstre er, at han gennem et halvt år ikke selv har haft modet til at fremstille en eneste vision eller et eneste konkret løsningsforslag, der viser, at Venstre faktisk tør skære ned på de uddannelser, der uddanner unge til arbejdsløshed.

I Venstres finanslovsforslag bebuder Venstre ellers selv nedskæringer på netop humanistiske fag som sprogfag til at finde økonomiske besparelser, der endda vil føre væk fra uddannelsessystemet – i modsætning til regeringen.

Men modet til at konkretisere den plan udestår fuldstændigt. Hvilke humanistiske fag er det, der skal beskæres, Lunde? Hvilke skal ikke? Og hvor hårdt? Hvor mange pladser vil Venstre skære?

Vis os nu noget mod, Lunde. Vis os hvad du vil. Også selv om der snart er valg.

Senest opdateret 27. januar 2015