Gå til indhold

Vigtigt valg venter unge

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) bragt i en række regionale medier primo marts 2016.

Mange unge skal inden længe træffe en af de vigtigste beslutninger i deres liv: Nemlig valget af en videregående uddannelse.

Den 15. marts kl. 12.00 er der ansøgningsfrist for dem, der fra september vil optages på en videregående uddannelse via kvote 2.

For nogen er valget ligetil. For andre er det et svært valg. Uanset om man hører til den ene eller anden gruppe, er det vigtigt at tænke sig godt om. For et uddannelsesvalg kan få afgørende betydning for resten af livet.

Derfor vil jeg opfordre kommende ansøgere til at grave et spadestik dybere. Det er et valg for livet. Spørg dig selv, om der venter et job på den anden side af studiet. Og prøv at overvej, om uddannelsen ligger inden for noget, du kan se dig selv arbejde med i mange år.

På ug.dk og uddannelseszoom.dk er der hjælp at hente. Her er der oplysninger om uddannelsernes indhold, ledighed, frafald, løn og andet, der kan have betydning for det vigtige valg. For som med alle andre valg er det vigtigt at træffe sit valg på et så oplyst grundlag som muligt.

Adgang til uddannelse i hele landet

Regeringen er optaget af, at der er adgang til gode videregående uddannelser i hele Danmark. Og der er heldigvis allerede gode muligheder i mange byer. Det afgørende er dog i sidste ende ikke, hvor i landet ens uddannelse ligger. Det vigtigste er, at man vælger en uddannelse, der interesserer en, og som har gode jobudsigter.

Jeres ansvar

Vi har et fantastisk uddannelsessystem i Danmark, hvor alle har mulighed for at tage en uddannelse. Det offentlige støtter studerende ved at betale både uddannelsen og SU.

Men det forpligter. Det er vigtigt, at den studerende lægger alle sine kræfter i og bruger den tid, et fuldtidsstudium kræver. En uddannelse er en gave. Men det er ikke en, man får. Det er en, man tager.

Så grib muligheden! Jeg opfordrer alle, der har lysten og viljen til at dygtiggøre sig, til at bruge det privilegerede danske uddannelsessystem og lægge fundamentet for den fremtid, de ønsker.

Held og lykke med det vigtige valg!

Senest opdateret 11. marts 2016