Gå til indhold

Det rigtige valg er det, du træffer med både hjertet og hjernen

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) bragt i Berlingskes uddannelsestillæg ’Dit Studievalg 2022’ den 19. januar 2022.

Kære kommende studerende

Du står over for et spændende og vigtigt valg: Dit studievalg. Uddannelse gør os klogere på verden. Giver kompetencer til dit kommende job. En videregående uddannelse er med til at forme dig som menneske. Du vil få ny viden, flere færdigheder og evner. Men du vil også komme til at udfordre dig selv, møde nye venner og indgå i nye fællesskaber. Og når du står med dit eksamensbevis på den anden side, kommer du til at bruge både de menneskelige og faglige ting, du har fået med undervejs.

Der er mange overvejelser, når man skal vælge en videregående uddannelse: Hvad motiverer mig? Hvad er jeg god til? Hvor vil jeg gerne gøre en forskel?

Stil dig de spørgsmål og tal gerne med andre. Men spørgsmålene er ikke: ”Hvad synes andre, jeg helst skal” eller ”Hvad vil lyde prestigefuldt at komme ind på”?

Vi lever i et velstående og højt udviklet land. Med et stærkt fællesskab og et velfærdssamfund, der giver tryghed, muligheder og fri adgang til uddannelse, sundhed osv. Med et stærkt erhvervsliv, der med produktion og service skaber værdi, forretning og indtjening. Og i et demokrati, hvor oplyste borgere, der ikke falder for den første og vildeste konspirationsteori er et afgørende fundament. Alt det er du med til at bidrage til, når du tager en uddannelse.

Der er utroligt mange muligheder. Og du skal selv træffe dit valg. Men lad mig give et par eksempler på, hvor vi som land har nogle særlige behov for at uddanne flere dygtige medarbejdere.

En af de vigtigste opgaver, som hele verden står over for er håndtering af klimakrisen. Hvis den grønne omstilling skal lykkes, har vi brug for vi flere med evner inden for grønne, digitale og tekniske fag. Vi får brug for flere ingeniører, maskinmestre og it-kompetencer af forskellig slags. Det kan være værd at tænke over, når man vælger studie. Hvis du drømmer om at gøre en forskel i klimakrisen, så kan dit studievalg blive det første skridt i retning af grønne kompetencer og en masse spændende jobmuligheder.

Nogle af de vigtigste opgaver i vores samfund, hvor man virkelig kan gøre en forskel for andre mennesker, er på velfærdsområdet. Vi har brug for dygtige og motiverede lærere, pædagoger, SOSU’er, socialrådgivere og sygeplejersker. Her kan du virkelig kan være ”noget for nogen”. Så hvis du er klar til at gøre en stor og meningsfuld forskel for børn, ældre, syge eller mennesker med sociale udfordringer, så er det måske i den retning, du skal gå?

De sidste to år har vi befundet os i en omfattende pandemi. Danmark har en stor life-science-branche, hvor tusindvis af mennesker hver dag arbejder med produktion, forskning og innovation inden for bioteknologi, sundhed og farmaci? Her gør produkterne en stor forskel for mennesker – og Danmark har en stor, værdifuld eksport, som du kan være med til at bidrage til i fremtiden.

Det kan være svært at forestille sig, hvad man gerne vil lave om 5, 10 eller 20 år. Heldigvis giver de fleste uddannelser mange forskellige muligheder. I stedet for at tænke på, at du skal lande på den helt rette hylde eller at der kun findes én rigtig uddannelse at komme ind på – så tænk på, det som om, du skal i den rigtige retning.

Så kære kommende studerende. Det rigtige valg er det, du træffer med både hjertet og hjernen. Mærk efter og undersøg mulighederne – også de muligheder der er, når du står med eksamensbeviset i hånden bagefter. Og vigtigst af alt er faktisk det, at du tager en uddannelse. Både for dig selv og for samfundet.

Senest opdateret 09. maj 2023