Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Kronikker og debatindlæg Sprog skaber forbindelser og forretning

Sprog skaber forbindelser og forretning

Af Jesper Petersen, uddannelses- og forskningsminister, og Lars Sandahl Sørensen, direktør, Dansk Industri bragt i regionale og lokale medier i november og december 2021.

Wir haben ein Problem. Så kort kan det siges. På tysk.

En ny kortlægning af sprogområdet fra Det Nationale Center For Fremmedsprog (NCFF) viser desværre, at vi i fremtiden kan komme til at mangle sprogundervisere i tysk og fransk både i grundskolen og på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Blandt folkeskolelærere, der er uddannet til at undervise i tysk og fransk, vil op mod en fjerdedel nå pensionsalderen inden for 13 år. Og der forventes ca. 18 procent færre undervisere i tysk og ca. 36 procent færre undervisere i fransk ved de gymnasiale ungdomsuddannelser i 2039/2040.

Selvfølgelig kan man komme langt med engelsk, men det er en klar styrke at kunne begå sig på andre fremmedsprog. Tyskland er Europas største økonomi. Frankrig er den tredjestørste. Og deres sprog bruges meget i forskellige internationale politiske sammenhænge. Derfor er der stor efterspørgsel fra erhvervslivet på medarbejdere, som taler tysk og fransk. Og den efterspørgsel må vi forvente kun vil stige i fremtiden – især efter brexit.

Engelsk har længe været på fremmarch i kraft af den massive udbredelse af engelsksprogede kulturprodukter, og at unge bruger engelsk, når de er på nettet eller gamer. Men engelsk kan ikke stå alene. Derfor er det vigtigt, at vi i Danmark også i fremtiden har veluddannede unge, der taler andre fremmedsprog som tysk og fransk. Med gode færdigheder i fremmedsprog kan unge lettere bygge bro til unge i andre lande, og det vil styrke deres livs- og jobmuligheder.

Sprog skaber relationer mellem mennesker og åbner døren til andre lande og kulturer i forskellige sammenhænge. Når vi på ferien kan tale med befolkningen, lokale borgere og måske knytte et venskab hen over en grænse. Når vi tager et udvekslingsophold på vores uddannelse. Når vi er på forretningsrejse eller arbejder i udlandet. Alt sammen skaber det relationer, erfaringer og oplevelser mellem mennesker.

For erhvervslivet er det helt afgørende, at flere unge mestrer sprog som tysk eller fransk, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Som samfund har vi brug for smede, elektrikere, ingeniører og marketingmedarbejdere, der kan begå sig på tysk og fransk, når danske virksomheder skal sælge deres produkter på de internationale markeder.

Særligt tyskkundskaber er efterspurgt af virksomhederne. En nyere undersøgelse fra DI viser, at mere end seks ud af ti eksportvirksomheder får behov for medarbejdere, der mestrer tysk, inden for de næste fem år, mens hver fjerde af virksomhederne peger på medarbejdere med franskkundskaber.

Undersøgelsen viser samtidig, at mere end fire ud af ti virksomheder enten oplever vanskeligheder, når de skal forhandle, undlader at lave markedsfremstød uden for Danmarks grænser eller endda taber ordrer, hvis de ikke har medarbejdere med de rette sprogkundskaber. Derfor er det en udfordring for virksomhederne, hvis de ikke kan finde medarbejdere med de relevante sprogkompetencer. Og det bliver et problem for Danmark, hvis manglen på medarbejdere med relevante kompetencer betyder, at virksomhedernes konkurrencekraft og samhandlen med udlandet svækkes.

En fælles sprogforståelse er ikke kun vigtig for samfundsøkonomien. Sproget fungerer som en bro mellem kulturer og hjælper os med at forstå hinanden. Det muliggør flere mellemfolkelige relationer, og at man kan tilgå viden, nyheder og kulturprodukter på flere sprog. Det skaber en værdi, som ikke kan aflæses i tabeller, men det gør den ikke mindre betydningsfuld.

Derfor skal hele sprogfødekæden fra folkeskole til gymnasier og til de videregående uddannelser styrkes, så flere unge er i stand til at tale andre fremmedsprog end engelsk, når de er færdige med deres skole og uddannelse.

En måde at nå derhen på er at sætte mere fokus på praktiske sprogkundskaber – altså det talte sprog. For målet er, at vi også i fremtiden har og fastholder dygtige studerende, folkeskolelærere, gymnasielærere og medarbejdere til erhvervslivet, som taler tysk og fransk.

Og der skal skabes attraktive sproguddannelser, som unge gerne vil læse. Som er fagligt stærke og relevante. Og som hjælper med at øge bevidstheden for fremmedsprog som en værdifuld og vigtig kompetence.

Senest opdateret 22. december 2021