Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Kronikker og debatindlæg Studerendes trivsel er et puslespil med 5000 brikker

Studerendes trivsel er et puslespil med 5000 brikker

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) bragt i Avisen Danmark 8. marts 2021.

For nylig hørte jeg om en kvinde, der havde sat et puslespil med 5000 brikker til salg på Den Blå Avis. En gruppe studerende fra et kollegie kontaktede hende. De havde mistet deres studiejobs, følte sig isolerede på kollegiet og manglede i den grad noget at få tiden til at gå med. ”Alt det, der gør det specielt at bo på kollegie, er forsvundet i den her tid”, skrev en af de studerende til hende.

Historien er for mig et billede på, hvordan det står til hos mange af landets studerende lige nu. Vi har talt en del om udfordringerne for dem, der sidder alene i små lejligheder og værelser. Men dem, der bor sammen på kollegier, føler sig også isolerede og rastløse. Det viser, at det ikke kun er manglen på socialt samvær, der er problemet lige nu. De studerende savner meget af det, der skaber mening i hverdagen og studielivet. Fællesskab, undervisning, studiejobs. Gruppearbejde, praktikforløb, udlandsophold, fredagsbarer.

Et løft af studerendes trivsel er derfor ligesom puslespillet med 5000 brikker. Der skal mange forskellige brikker til, før vi kan se det fulde billede.

For nylig opfordrede jeg studerende til at kontakte mig, hvis de havde spørgsmål til den aktuelle situation. Et af spørgsmålene lød: ”Kommer vi til at få en ringere uddannelse end den, vi reelt skulle have haft, hvis vi havde fulgt almindelig undervisning? Jeg frygter, at vi bliver kendt som corona-årgangene, som arbejdsgivere ikke ønsker at ansætte”.

Det er et spørgsmål, jeg har hørt mange versioner af de sidste måneder – både direkte fra de studerende og fra uddannelsesinstitutionerne. Det er en bekymring, der fylder. Det er for mig også et eksempel på, at faglighed er en forudsætning for trivsel. Et højt fagligt niveau er fundamentet for et meningsfuldt studieliv. Og fagligheden er udfordret lige nu. Én ting er online-undervisning. Uddannelsesinstitutionerne har gjort en kæmpe indsats for at omlægge og gennemføre undervisningen, så studerende stadig får de kompetencer, de skal have. Men der er nogle elementer af en uddannelse, der bare ikke kan digitaliseres. Det er fx sygeplejersken, der skal lære at tage en blodprøve. Lærerens erfaring i klasseværelset. Laborantens tætte sparring med en virksomhed. Mange studerende mister afgørende praktiske elementer i deres uddannelse, som netop skulle være med til at forberede dem på livet på den anden side af studierne. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Både for faglighedens skyld, men i den grad også for trivslen. Derfor er jeg glad for, at Regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier nu har afsat 100 millioner kroner til videregående uddannelser med mange praksisrettede elementer.

Det faglige løft skal ses i sammenhæng med de andre puslespilsbrikker, vi har arbejdet med siden nedlukningen i marts 2020. Sidste år satte jeg gang i arbejdet med et idékatalog fuld af ideer fra både uddannelsesinstitutioner, virksomheder, kulturliv og studerende selv til, hvordan man kan styrke unges trivsel under corona. Regeringen og Folketingets partier har også afsat fem millioner kroner til rådgivning og opsøgende indsats for sårbare og udsatte studerende. Vi har givet mulighed for at søge ekstra SU-lån og givet uddannelsesinstitutionerne meget fleksible rammer i forhold til at tilrettelægge eksamener.

Min pointe er, at ingen indsatser kan stå alene, når det gælder den store trivselsudfordring på de videregående uddannelser. Vi arbejder på – brik for brik – at skabe en samlet indsats. Socialt, økonomisk og fagligt.

Kvinden med puslespillet besluttede at forære det gratis til de studerende på kollegiet. Imens de arbejder på deres 5000 brikker, lover jeg, at vi i regeringen arbejder på vores. Vi kan ikke lægge hele puslespillet på én gang, men at sikre et fagligt løft og imødekomme den usikkerhed, de studerende føler i forhold til egne kvalifikationer, er en afgørende brik, når vi skal sikre både faglighed og trivsel.

Senest opdateret 09. marts 2021