Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Kronikker og debatindlæg Velkommen i land til Georg Stages unge søfolk

Velkommen i land til Georg Stages unge søfolk

Indlæg af uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) og Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier, bragt i JydskeVestkysten den 8. juli 2022.

I dag afmønstrer endnu et hold elever fra skoleskibet Georg Stage, når det lægger til blandt smukke træskibe under Tall Ship Race i Esbjerg. Her vil 63 elever gå fra borde en kæmpe oplevelse rigere og med en grunduddannelse i sømandskab i rygsækken.

Sådan har omkring 11.000 elever gjort det siden 1882, hvor det første Georg Stage sejlede sit første togt, og både Skoleskibet Georg Stage og Skoleskibet ’Danmark’ har i generationer spillet en rolle for Danmarks position som stor søfartsnation.

Rederierne har stor gavn af unge mennesker fra skoleskibene, som ikke alle har passet ind på de traditionelle uddannelser herhjemme, men har fundet deres metier på havet.

De unge er blevet bekræftet i, at de kan mere, end de troede inden uddannelsen, og rigtig mange vender tilbage med oplevelsen af at være succesfulde og en del af et stort fællesskab.

Skoleskibet Georg Stage er ikke som uddannelser er flest. Her hænger praksis og teori uløseligt sammen. Her er bøger og afleveringer byttet ud med bølger og ankerspil, og det store samarbejde om at navigere det gamle sejlskib så præcist som et urværk er et nøgleelement i uddannelsen. Det er en uddannelsesinstitution, som bidrager til det mix af tilbud til unge mennesker herhjemme, der er med til at sikre, at flest muligt finder vej til en uddannelse og i sidste ende til et job.

Job er der nok af i Det Blå Danmark i øjeblikket, hvor rederierne næsten står klar på kajen til at ansætte nye folk. Det er derfor vigtigt, at flere også vælger et job i Det Blå Danmark efter deres uddannelse på Georg Stage. På den måde kan de unge nemlig være med til at videreføre en arv om Danmark som stor søfartsnation og blive en del af et centralt dansk eksporterhverv.

Sidste år blev regeringen og partierne bag Finansloven enige om, at skoleskibet Georg Stage kan fortsætte mange års værdifuld indsats. Og gennem politiske prioriteringer er der sikret bevilling til to årlige togter til og med 2023.

Velkommen i land i Esbjerg til alle elever og god vind til Georg Stage. 

Senest opdateret 08. juli 2022