Vi skal have flere kvindelige forskere

Sidste år udviklede Goldman Sachs sammen med Apple et kreditkort, som de rendte ind i et stormvejr på. For kortet vurderede mænd til at have en langt højere kreditværdighed end deres hustruer. Det var computer-algoritmen, den var gal med, lød forklaringen. En forklaring så himmelråbende, at det med rette løftede spørgsmålet om, hvad det er for data, man fodrer algoritmen med, og hvem der bygger den.

For hvis den måde, vi skaber en teknologi på, hælder for meget mod et bestemt tankesæt, vil den blive diskriminerende. Det kan ikke være anderledes. Derfor er det vigtigt, hvem der sidder med fingrene nede i udviklingsarbejdet, når ny teknologi fødes. Kreditkortet er et godt eksempel på, at vi skal have alle talenter og køn i spil i forskningsverdenen. For det er forskningen, der former morgendagens samfund. Det er forskere, der skal finde vaccinen mod corona, det er forskere, der skal være med til at finde løsninger på vores grønne omstilling, og det er forskere, der bygger de algoritmer, der påvirker vores samfund mere og mere. 

Derfor er det afgørende, at vi får bragt alle talenter og køn i spil. Ikke mindst, hvis man er optaget af et stærkt dansk erhvervsliv. Fordi, vi som land ikke kan være tjent med, at den ene halvdel af befolkningens talent systematisk ikke bringes i spil, når vi ellers er enige om, at vi skal leve af at tænke smart og udvikle morgendagens løsninger. For så går vi helt naturligt glip af innovation og banebrydende forskning. Det, der i sidste ende fører til vækst og nye arbejdspladser. Kampen for at bringe alle talenter i spil handler dermed ikke kun om ligestilling, men er i sidste ende også udtryk for klog erhvervspolitik. En god forretning.

Desværre har vi på trods af mange års kamp stadig en skæv fordeling på forskergangene herhjemme. Det skal vi have rettet op på. For hver kvindelig forsker, der er ansat på et dansk universitet, er der næsten to mandlige. Og jo længere man bevæger sig op ad forskernes karrierestige, jo mere dominerer mændene. I 2018 udgjorde kvinder 56 procent af de færdige kandidater fra danske universiteter og 50 procent af de færdige ph.d.er. Til gengæld udgjorde de kun 34 procent af lektorerne og 23 procent af de universitetsansatte professorer.

Udviklingen går for langsomt, og vi vil ikke acceptere, at der ikke bliver rykket på det. Derfor må vi aktivt gøre noget for at skubbe til udviklingen. Nu.

Det har begge vores partier gjort. Først med det offentlige forskningsprogram YDUN i 2013, der var målrettet kvinder og havde som formål at styrke talentudnyttelsen i dansk forskning. Og sidste år oprettede den nuværende regering med støtte fra et enigt Folketing forskningsprogrammet Inge Lehmann for at skabe en bedre balance mellem kønnene i forskningen.

En overvældende søgning fra kvindelige forskere til Inge Lehmann-programmet i år har vist, at der er brug for det. Derfor har vi sammen med SF, Enhedslisten, Venstre, De Konservative, Alternativet og Frie Grønne aftalt at mangedoble Inge Lehmann-programmet med aftalen for forskningsreserven næste år, så vi afsætter over 100 millioner kroner. For når vi år efter år kan konstatere, at det ikke går særlig hurtigt fremad, bliver vi nødt til at afprøve flere forskellige virkemidler. Her kan talentprogrammet være en hjælp.

Vi er smerteligt bevidste om, at et forskningsprogram målrettet kvinder ikke gør det alene. Manglen på ligestilling i forskerverdenen er et produkt af manglende ligestilling i hele samfundet. Det kalder på flere og tidligere indsatser, hvilket vi både i regeringen og hos Radikale Venstre er klar til at se på. Men vi kan ikke gøre alt fra Christiansborg. Det er afgørende, at universiteterne også selv tager aktiv del i at gøre noget for at fremme karriererne for kvindelige forskere. Derfor er der også indledt en dialog med universiteterne om problemstillingen, og de har allerede iværksat en række tiltag.

Det er ikke en problemstilling, der er en hurtig løsning på. Der er et langt sejt træk i gang, hvor der skal ændres på arbejdspladskulturer og ubevidste stereotype opfattelser. Når det er sagt, så har vi ikke har gjort nok, hverken politisk eller i universitetsverdenen. Derfor er der brug for, at vi i langt højere grad samarbejder om at styrke kønsbalancen blandt universitetsforskere.