Gå til indhold

Gør videnskaben nærværende

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved overrækkelse af Forskningskommunikationsprisen den 20. april 2018.

Det talte ord gælder

Kære prismodtager

Mine damer og herrer

I dag hylder vi den gode fortælling og de forskere, der med entusiasme og begejstring deler deres resultater med danskerne.

I mere end 30 år er dagens prismodtager hver morgen begyndt sin dag med en skefuld grød lavet efter følgende opskrift:

3 håndfulde spinat, 3 buketter broccoli, lidt revet ingefær, saften af 1/2 citron, 1 håndfuld persille, 1 ark noritang, 1/2 æble, 1/2 kiwi, 1/2 avocado, 1 lille håndfuld bønnespirer, 5 valnødder og et halvt glas urtethe.

Det hele blendes sammen og pyntes med blåbær eller friske krydderurter efter præference.

De grønne ingredienser er de sunde tarmbakteriers livretter og gør dig efter sigende til et livsglad energibundt. Oluf Borbye Pedersen har sammensat opskriften til den sunde, grønne grød ud fra sin forskning.

Hvis nogen ved, hvad tarmbakterier kan lide, så det er Oluf Borbye Pedersen. Han er en af verdens førende eksperter på området og har blandt andet været med til at kortlægge menneskets 10 millioner tarmbakterielle gener.

Efter en forelæsning med Oluf tør jeg godt love, at I får en helt ny opfattelse af jer selv.

Det viser sig, at vi ikke er født på menneskenes planet, men på bakteriernes planet. At vi har udviklet os med de kriblende og krablende bakterier. De er faktisk vores venner.

Det viser sig, at jeg er en superorganisme, som består af 90 procent bakterieceller med DNA og kun 10 procent menneskeceller med DNA. Alene i vores tarme findes der 50.000 milliarder bakterier fordelt på 700 forskellige arter.

Spændende detektivarbejde

Oluf Borbye Pedersen holder ikke bare forelæsninger, men er også medforfatter på en populær kogebog: ”Tarme i topform”, som gør det muligt for os alle at leve sundere på baggrund af forskning.

Det kan godt være, at det ikke er så fint i den videnskabelige verden at udgive en kogebog. Men i mine øjne er det lige så vigtigt som at publicere artikler i store videnskabelige tidsskrifter. Det er nemlig med til at bygge bro mellem videnskab og hverdagen.

Videnskab er ikke bare tal og diagrammer. Det er også opskrifter på mad, der gør os sundere. Det er Andreas Mogensens foredrag på gymnasier om sit ophold i rummet. Det er et tv-hold, som følger Eske Willerslevs jagt efter fossilt DNA i Amerika.

Det er et spændende detektivarbejde, som handler om alt det, vi ikke ved, og hvordan vi prøver at finde ud af det.

Opklaringsarbejdet går for eksempel ud på at finde sammenhængen mellem den mad, vi spiser, og de bakterier, der blomstrer i vores tarme. Og at finde ud af, hvad sammensætningen af bakterier i tarmene betyder for vores sundhed.

Tidligere havde vi måske et billede af, at forskning kun er noget, der foregår på laboratorier og lønlige lektorkontorer. Videnskabsfolkene sad i deres elfenbenstårne på universiteterne, langt fra hverdagslivet og uden kontakt til omverdenen. Sådan er det ikke længere, og det er Forskningens Døgn er et godt eksempel på.

I den her uge gør 300 forskere videnskaben nærværende for både store og små gennem undervisning, foredrag og events i hele landet.

I gør os klogere på demokrati og diktatur, vikingetiden, vindmøller og meget, meget mere.

Når vi inddrages i jeres opklaringsarbejde, smittes vi af jeres begejstring. Det er god forskningsformidling, og det kan vi ikke få nok af.

At navigere i viden

Viden bliver i dag formidlet til os på nye måder. Spredningen sker med lynets hast.

Google erstatter de tunge leksikoner. Med en søgning kan vi fordybe os i historien, i poesien eller i matematiske formler og dele vores nye viden på de sociale medier.

Vi kan se forskningsresultater formidlet gennem TED Talks. Vi kan høre podcasts om kunstig intelligens eller se film om matematiske paradokser på YouTube.

Det er et fremskridt og en gave.

De mange muligheder stiller også nye krav til os. Historieforfalskning, fupmedicin og fake news er blevet hverdagskost.

Vi skal lære at skelne mellem, hvad der er vigtig viden og, hvad der ikke er. At skelne mellem, hvad der sandt, og hvad der er falskt.

Befolkningens tillid til, at massemedierne rapporterer nyhederne retvisende, halter. Hver tredje mener ikke, at fakta og forskning fylder nok i den offentlige debat.

Til gengæld har de fleste danskere stor tillid til forskerne. Og hele 80 procent synes, at forskningsresultater skal fylde mere i nyhedsdækningen.

Jeg glæder mig til vores debat senere om, hvordan vi får flere videnskabelige fakta ind i nyhederne, så den offentlige debat kvalificeres.

Regeringen har en klar ambition om mere og bedre formidling af dansk forskning.

I forskere har ikke svar på alt, men I kan hjælpe os med at navigere. Og derfor har vi brug for, at I blander jer, så I kan bidrage med vigtig viden og nye vinkler i nyhedsformidlingen.

Vi har brug for, at I stiller jer til rådighed og bringer perspektiv og baggrund ind i debatterne. At I viser os, at forskningsbaseret viden og evidens har en større værdi end blot personlige ”synsninger”.

Forskningsformidling er også at stille op til interview eller at skrive en kronik.

Måske er det en udfordring at medvirke i artikler og tv-indslag, hvor I ikke får alle resultater og forbehold med. Men når I omsætter tal og diagrammer til oplysning, der taler direkte ind i danskernes liv, så skaber I indsigt. I gør os klogere.

Hvis flere forskere søger nye kanaler til at formidle forskningen, får flere også glæde af jeres arbejde.

Vækker vores nysgerrighed

Oluf Borbye Pedersen rejser rundt i verden med sine foredrag. Han stiller op i tv, radio, talkshows.

Han brænder for at formidle sit arbejde.

Når han fortæller os, at vores liv afhænger af de bittesmå bakterier, får vi lyst til at lytte.

Når han deler sin begejstring og entusiasme for sine resultater, giver han os lyst til at interessere os for videnskaben.

Han gør os nysgerrige. Og nysgerrighed er det stof, som fremskridtet er gjort af.

Derfor får Oluf Borbye Pedersen Forskningskommunikationsprisen 2018.

Tak for ordet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023