Gå til indhold

Tænk vildt og kreativt

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds tale ved overrækkelse af Innovationsprisen den 24. april 2018

Det talte ord gælder

Kære finalister

Mine damer og herrer

Det er en fornøjelse at være i selskab med så kreative og fremsynede studerende.

I denne uge hylder vi forskningen. Med Innovationsprisen i dag hylder vi de gode ideer. Evnen til at vende problemer på hovedet og bruge sin viden til at finde løsninger på dem.

I 1928 var det et stort problem, at vi kunne dø af simple infektioner som halsbetændelse og lungebetændelse.

Da den skotske bakteriolog Alexander Fleming ved et tilfælde fandt ud af, at skimmelsvampen penicillium notatum er en frygtindgydende bakteriedræber, gjorde han århundredets opdagelse. Det antibakterielle stof penicillin revolutionerede lægevidenskaben.

Allerede i oldtiden brugte kinesere, indere og de gamle egyptere mug fra skimmelsvamp til at lindre inficerede sår, selvom de ikke forstod sammenhængen mellem mug og antibakterielle egenskaber.

Det handler om at åbne øjnene for sammenhænge. Og konstatere sammenhænge.

Siden 1990 er børnedødeligheden mere end halveret. Det kan vi blandt andet takke antibiotikaen for – og de forskere og fagfolk, der gennem historien har udviklet løsninger, som forebygger og bekæmper sygdomme.

Men nye løsninger kan også give nye problemer.

Penicillinen redder mange liv, men overdreven brug af antibiotika gør også, at farlige bakterier udvikler resistens. Den britiske O’Neill rapport forudsiger, at der i 2050 vil være lige så mange, der dør af resistente bakterier som nu af kræft. Det er et nyt problem, som nutidens forskere skal finde løsningen på.

Forskning og innovation er nøglen til at løse de store samfundsudfordringer, til sundhed og til økonomisk vækst. Det er vores nøgle til fremtiden.

Derfor har regeringen en vision om, at vi bliver en forskningsnation i den absolutte verdenselite. Hvert eneste år investerer Danmark 1 procent af BNP i forskning, så vi kan finde løsninger på fremtidens udfordringer.

Vi investerer i innovative opdagelsesrejsende.

Og vi gør det godt. Danske forskere er blandt de mest citerede i verden. Konkurrencen om Innovationsprisen er med til at vise, at vi har en stor talentmasse inden for forskning og innovation.

Tænk vildt og kreativt

Heldigvis er vi mennesker født nysgerrige. Vi er født med lysten til at stille spørgsmål, til at undre os over verdens beskaffenhed og søge løsninger på problemer.

Allerede som børn er vi fulde af geniale ideer. Hvad siger I for eksempel til ideen om en app, der matcher elever til at stå på rulleskøjter sammen? Et ur, der måler dit stress-niveau? Eller en hjemmeside, der skal bekæmpe ensomhed ved at lade unge og ældre mødes?

Det er ikke projekter fra konkurrencen om at vinde Innovationsprisen i dag, men idéer, som sidste år blev udviklet af folkeskoleelever i Helsingørs Design to Improve Life Udfordring.

Innovation er en afgørende motor i udviklingen af vores samfund. Derfor er det vigtigt, at vi motiverer til innovation. At vi prioriterer det.

Ellers risikerer vi at spilde geniale ideer på gulvet. Vi spilder chancen for at gøre opdagelser, som kan skabe bedre liv – ja måske endda redde liv.

Derfor skal vi give elever og studerende tid og rum til at tænke vildt og kreativt og arbejde med deres ideer i folkeskolen, i ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser.

Projekterne i denne finale er rigtig gode eksempler på, hvad det kan føre til, når vi tænker innovation i de videregående uddannelser.

En fantastisk generation

Kære finalister. I kommer fra forskellige uddannelser. Men I har én ting tilfælles: I har alle sammen spottet et behov eller et problem i vores tid eller i fremtiden. Behov, som kan løses med nye ideer, som kan omsættes til praksis og skabe værdi for den enkelte og potentielt for hele befolkningen.

I har alle evnen til at få en god ide og forfølge den. Evnen til at vriste hjernen ud ad vanetænkningen.

Måske bliver filtrering af antibiotika fra modermælk en løsning, som forhindrer børn over hele verden i at blive syge, fordi de bliver ammet?

Måske er en løsning på at brødføde den voksende verdensbefolkning at dyrke grøntsager i brugte skibscontainere i byerne uden at bruge jord eller sollys?

Innovation er ideer, som bryder med ”plejer”. Som ser problemer fra en ny vinkel. Det afgørende er, at I kombinerer jeres viden på nye måder eller i nye sammenhænge.

I er fantastiske eksempler på, at studerende er flittige, arbejder systematisk og bruger jeres intellekt og kreativitet til at løse samfundets udfordringer.

Jeg mener faktisk, at jeres generation er den mest fantastiske generation af unge, vi nogensinde har set i Danmark. Politikere som mig selv beder jer om at være hurtigere, klogere, bedre. Og I klager knapt. Tvært imod. I gør præcis, hvad vi beder jer om.

Tak for mange gode, spændende, innovative ideer til at tackle fremtidens udfordringer.

Lov mig, at I aldrig tager tænkehatten af.

Hjertelig tillykke med jeres projekter. Jeg glæder mig til at se dem komme ud at ”leve”.

Tak for ordet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023