Gå til indhold

Den grønne omstilling kalder på kreative hjerner

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens tale ved Åbning af Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konserverings (KADK) klimaudstilling den 5. september 2019.

Det talte ord gælder

Kære rektor, kære bestyrelsesformand og ikke mindst kære studerende.

Det er en fornøjelse at være med til at åbne jeres klimaudstilling. 

Det er ikke mere end en måneds tid siden, at jeg var herude til jeres bæredygtige modeshow. Det var noget af det første, jeg gjorde som ny uddannelses- og forskningsminister. Og det var jeg glad for. Jeg blev helt høj over at se det engagement, der var i at kombinere kreative kompetencer og tøjproduktion med ønsket om bæredygtighed.

Kan man tillade sig at gå ind i tøjbranchen?

Da jeg var herude, blev jeg præsenteret for en historie om en pige til et åbent hus-arrangement. Hun havde stået sådan lidt for sig selv og havde været splittet. På den ene side syntes hun, mode og design var utrolig spændende og kunne godt tænke sig at søge ind.

Men kunne man overhovedet tillade sig at gå den vej? Kunne man tillade sig at gå ind i en branche, hvor det handler om at producere og forbruge endnu mere, end vi gør i forvejen?

Det er jo et relevant spørgsmål. Produktionen af tøj regnes for den næstmest forurenende industri overhovedet – kun overgået af olieproduktionen. Hvert år producerer vi på verdensplan 150 milliarder stykker tøj. Det svarer til 20 stykker tøj til hvert eneste menneske på kloden. Meget af det bliver slet ikke brugt.

Det tøj, vi ikke når at købe, bliver nogle gange brændt. Man ser det for sig: Enorme bål, hvor sko, tasker og tøj går op i røg. Det er næsten ikke til at bære. 

Så kan man tillade sig at bygge sit liv på at bidrage til det? Svaret til den studerende var, som det er til jer her i dag: "Ja, det kan man."

For vi har jo brug for dygtige studerende som jer til at lave det om! Vi har brug for, at I viser verden, at modebranchen, arkitekturen og kunsten kan bidrage til at få has på de klimaforandringer, der truer vores klode.  

Projekter med potentiale

Vi taler meget om, at det er ingeniører og nye teknologiske løsninger, der skal være med til at redde planeten.

Jeg synes, udstillingen her i dag vidner om, at de kreative kompetencer er mindst ligeså vigtige i den kamp. 

Det har store perspektiver, når I præsenterer en app, der kan få os til at spise mindre kød.

Det har store perspektiver, når I præsenterer en helt ny type fortovssten, der kan aflede de store mængder regnvand, som følger af klimaforandringerne.

Og det er skræmmende, når I med projektet herovre - Verdens Ark, forholder jer til konsekvenserne af klimaforandringerne og det faktum, at den danske befolkning måske en dag skal forlade landet – eller kloden.

Det viser noget om de enorme livsomstyrtende forandringer, klimaforandringerne kan få, hvis vi ikke handler.  

Alle sektorer skal bidrage til den grønne omstilling

Vores nye regering ønsker at gøre noget ved det. Vi har blandt andet sat os det mål, at vi vil nedbringe Co2 med 70 procent inden 2030. Det er et meget ambitiøs mål. Og skal vi nå det, så har vi brug for jer. 

Derfor er jeg glad for, at I har gjort klima og FN's verdensmål til en integreret del af uddannelsen her på KADK.

Tak for at vise vejen

Det vil jeg gerne sige tak for. Og jeg vil gerne sige tak til de forskere og undervisere her på KADK, der har initiativ til klimaudstillingen.

Tak til Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond og Dreyers Fond for at støtte op.

Og ikke mindst: Tak til alle jer studerende, der har bidraget.

I beviser, at de kreative fag kan være levende og innovative og samtidig være med til at spare på klodens ressourcer.  

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023