Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Taler Gode velfærdsuddannelser er et fælles ansvar

Gode velfærdsuddannelser er et fælles ansvar

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens tale til Børne- og Kulturchefernes årsmøde i Nyborg 14. november 2019.

Det talte ord gælder

1.000 tak for invitationen. Når jeg afleverer min søn i en skovbørnehave om morgenen, så gør jeg det med begejstring, fordi jeg ved, at det at være barn i vores land, betyder, at man møder nogle rammer, hvor man får lov at lege og være kreativ, blive beskidt, snitte med kniv, falde ned fra ting og rejse sig igen. Og at vi bygger hele vores tilgang til børn på, at de er noget i deres egen ret. Og at de skal høres, og de skal ses.

Det har I - med hver jeres udgangspunkt i hver jeres afkrog af landet - et kæmpe stort ansvar for. Derfor har jeg også været utrolig glad for invitationen til at komme. Jeg kan forstå, at mødet her er en form for debut, og derfor er jeg selvfølgelig særlig stolt over at få lov at være den første i min stol, der er med til at samtale i det her forum.

Jeg var ikke i tvivl, om at jeg skulle tage turen til Nyborg i dag. For jeg kan se, at der er så meget af det, som jeg vil som minister og som hele regeringen vil, nemlig at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i, som kræver, at I er på banen ude i kommunerne. Og som selvfølgelig også kræver, at jeg forstår, hvad det er, I sidder med.

Vi skal skabe en bedre praktik

For når jeg kigger på lærer- og pædagoguddannelsen, og når jeg er med ude i praktik, så kan jeg se, at der er brug for mere samspil. De studerende siger ofte til mig, at der er alt muligt, jeg kan gøre for at gøre deres uddannelser bedre. Men det er meget sjældent, uanset hvor jeg er – om det er i Aalborg, i Vordingborg eller på Campus Carlsberg - at de studerende ikke samtidig nævner praktikken. Og på den del – praktikken – er vi dybt afhængige af jer. Og jeg er enig i, at vi har brug for at få de kommunale kræfter mere på banen. Vi har brug for, at de folk, der sidder på de politiske poster, men ikke mindst de folk, der sidder i jeres gruppe, tager del i ansvaret. Men jeg siger også til de studerende, fordi det er min opfattelse, at det er I – ude i kommunerne – allerede i gang med at blive bedre til.

For jeg opfatter, at der er sket en udvikling hos jer i forhold til at tage den kasket på, der hedder at tage ansvar for praktikken. For det er klart, at når vi har en pædagogstuderende, der har en meget stor del af sin uddannelse ude i jeres kommuner, så kan det ikke nytte noget, at de to ting – uddannelsen og praktikken - er afkoblet fra hinanden. Og det kan ikke nytte noget, at den praktik, man kommer ud til, bliver oplevet sådan, at det ikke nødvendigvis er en pædagog, som er ens vejleder. Eller at vejlederen ikke har tid til at give feedback.

Vi har en fælles opgave i at se det her som en mere integreret enhed. At se det som noget fælles at styrke de her uddannelser, så vi i sidste ende kan blive ved med at have et land, som det er fremragende at være barn i.

Kineserne kopierer os

Kineserne er jo i gang med at kopiere os. Det kan jeg sådan set godt forstå. Efter sigende havde I - her på Fyn - 175 kinesere på højskole for at lære at lave børnehave. Og nu vil kineserne så lave 1.000 børnehaver efter dansk model. Det kan jeg godt forstå, jævnfør Knud i skovbørnehaven. Men jeg tror ikke, det er noget, man bare sådan gør. Jeg tror, at det, der gør det særligt at være barn i hver enkelt af jeres kommuner, er vores grundlæggende børnesyn. Og min opgave er, at få det børnesyn helt ind under huden på de studerende, der lige om lidt skal ud og arbejde hos jer. Hvad er det for nogle grundværdier, hvad er det for et fokus på fællesskab, hvad er det for et særegent blik på det enkelte barn, som vi også gerne skulle have fremadrettet. Det er min opgave.

Forskningen tættere på virkeligheden

Derudover er jeg jo også forskningsminister. Jeg følger jeres Ph.d.-råd på skoleområdet tæt. Både i forhold til, hvordan vi har succes med at få forskningen til at blive en integreret del af skolen, men også i forhold til, at få den viden, I har i jeres hverdag i kommunerne, ind i forskningen. Der er mange på børneområdet, der siger, sådan et Ph.d.-råd vil vi også have. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Men grunden til at jeg ikke bare har gjort det, er, at jeg gerne vil finde en model, der er endnu mere integreret, end den model, vi har på skoleområdet i dag.

Jeg tror, vi kan blive endnu bedre til at forske på en måde, der er relevant og vedkommende. Jeg tror, vi kan blive endnu bedre til rent faktisk at inkludere den viden, alle jeres folk sidder med hver eneste dag.

Det betaler sig at investere i mennesker

I skal vide, at vi i regeringen gerne vil basere vores beslutninger på alt det, I godt ved fra jeres hverdag med børn og unge; nemlig at det betaler sig at investere i mennesker. Det politiske grundlag, som vi bygger vores beslutninger på, tager alt for ofte udgangspunkt i, at det giver overskud på bundlinjen at fyre en pædagog, en skolelærer eller en socialrådgiver. Og så sidder man ude i den kommunale hverdag og tænker – det bliver jo hundedyrt lige om lidt.

Derfor har vi i Folketinget gjort en indsats for at øve os i at regne bedre. Vi prøver at vise, at det betaler sig at investere i mennesker via den model, der hedder Den Socialøkonomiske Investeringsmodel; SØM. Så brug den derude i kommunerne! Så vil jeg som forskningsminister gøre mit for, at de penge, vi bruger til for eksempel at forske i den tidlige indsats, kommer ud i virkeligheden og gør gavn. Vi har lige sat 21 millioner af i finansloven til at forske i den tidlige indsats. De penge skal ud og virke i praksis. De skal ikke ende bag en lukket dør på et eller andet forskningsinstitut.

Jeg oplever i øjeblikket en meget positiv udvikling. Både i forhold til synet på, hvor vigtigt det er at forske i den tidlige indsats og i forhold til det arbejde, vi skal i gang med på uddannelserne, med praktikken og i forhold til at sikre kvaliteten af fremtidens velfærdsmedarbejderne. Og det er jeg enormt glad for. For vi skal have et velfærdssamfund, hvor man er tryg, hvor man udvikles som barn, og hvor der er tid og ro til den enkelte. Det er en politisk opgave. Men det er også en ledelsesopgave. Og derfor er det vigtigt, at vi taler sammen. Og derfor har jeg glædet mig til at komme i dag.

Den faglige stolthed er stor

Det er også et spørgsmål om, at vi bliver ved med at motivere til, at det er vigtigt og spændende at være ansat i vores skoler, vores daginstitutioner og generelt i de velfærdsfunktioner, der er så afgørende for os alle sammen. I sidste uge var jeg i pædagogpraktik med Katrine i Nørresundby. Hun var i praktik i en børnehave. Og udover at jeg fik syn for sagen i forhold til, hvor træt man er efter sådan en dag, så var det mest inspirerende at opleve, hvor fabelagtigt dedikeret Katrine var. Hun ville det gerne. At være pædagog var et drømmejob for hende. Og det er jo i virkeligheden et enormt privilegium for mig som minister, at når de studerende skælder mig ud, så er det fordi de vil have mere og bedre faglighed. De vil lære mere, de vil have bedre praktik, de vil have mere vejledning.

Så når Katrine sidder og siger til mig: Det er min drøm at komme til at arbejde med børn, men jeg har brug for bedre rammer. Så bliver jeg faktisk stolt. For det er den ungdom og den faglige stolthed, vi har brug for. Men det siger også noget om, at der blandt mange unge stadig - til trods for rammerne i den offentlige økonomi, skolereformer og minimumsnormeringer - faktisk stadig er en opfattelse af, at det at være skolelærer, pædagog eller socialrådgiver er en kernefunktion i vores samfund.

Jeg vil så gerne, at vi giver Katrine og alle de andre studerende, det, som de efterspørger. Så vi ikke bare eksporterer vores model til Kina, men faktisk også selv i fremtiden får nogle rammer, vi kan være stolte af. Nogle rammer som gør, at vi kan være verdens bedste land at være barn i.

Tak skal I have.

Senest opdateret 15. november 2019