Det talte ord gælder
Tak for invitationen.
I går åbnede Folketinget. Det var en stor dag. Det er det hver gang, Folketinget åbner. Niels Helveg Petersen sagde en gang:
“Der er to festlige dage i folketingsåret - åbningsdagen og afslutningsdagen. Alt det, der ligger midt imellem, det er som regel noget bøvl.”
Jeg er nu ret sikker på, vi får mange gode dage frem til, at Folketinget holder afslutningsdebat til sommer. Gode dage – med debat og fælles fokus på de vigtige ting, vi skal i gang med. Der skal nok også blive noget bøvl. Vi er ikke enige om alt. Og vi skal prioritere. Det er ikke altid nemt.
Lige nu står finansministeren og fremlægger regeringens finanslovsforslag.
Jeg synes virkelig, vi har fået nogle rigtig gode ting med:
- Vi prioriterer en milliard kroner ekstra til grøn forskning. Det er en massiv forskningssatsning, vi lægger op til her.
- Og så har vi foreslået i vores finanslovsudspil at afskaffe omprioriteringsbidraget. Fordi uddannelse er vigtigt. Og fordi vi gerne vil uddannelse. Så i stedet for at spare og skære ned hver eneste år, vil vi gerne give det her noget politisk vægt.
Der er også ting, som ikke er med. Det er jeg sikker på, I er bevidste om hver og en af jer. Jeg kan også godt forstå, hvis I har lyst til at bruge spørgetiden på det bagefter. Det skal I selvfølgelig også være velkomne til.
Det eneste jeg kan sige, det er: Nu har vi lagt vores finanslovsforslag frem, og så skal det selvfølgelig forhandles. Det er der, vi er i dag.
To områder er vigtige
I dag er det første gang, jeg møder jer i samlet flok. Det er en god anledning til at præsentere nogle af de forandringer, jeg håber, vi kan lave sammen i de næste år.
Som I nok har opdaget, er der særligt to områder, jeg er optaget af:
Det ene handler om klimaudfordringen. Den skal forskningen være med til at finde løsninger på.
Det andet handler om den stigende stress og mistrivsel, vi ser hos de studerende. Jeg har ikke besøgt et eneste af jeres uddannelsessteder endnu, hvor jeg ikke har stødt på lige præcis den udfordring. Det skal vi have gjort noget ved i fællesskab.
Vi skal løse klimaudfordringen sammen
For det første - klimaforandringerne. Vi står midt i dem. De seneste fire år har været de varmeste år i nyere tid. Vandstanden i havene stiger. Dyr og planter har det rigtig svært.
Vi skal gøre noget nu. Derfor har vi også sat os et ret ambitiøst mål. Vi skal reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent inden 2030. Det er en ambition, selv Uffe Elbæk ville kalde ‘crazy’. Og sandheden er, at vi ved faktisk ikke, hvordan vi når derhen.
Derfor har vi så afgørende brug for jer. Det er i forskningen, at de her løsninger skal findes.
Lige præcis her, hvor vi er i dag, på DTU er I allerede i fuld gang. Da jeg besøgte universitetet i august, havde jeg fornøjelsen af at tale med professor Peter Vesborg fra Institut for Fysik. Jeg siger ikke, jeg forstod alt, hvad han prøvede at sige til mig. Altså, no offence, Peter. Det der katalytisk aktivitet var ikke pensum på statskundskab.
Men jeg forstod trods alt så meget som, at det, Peter arbejder med, er at omdanne sol- og vindenergi til kemisk brændstof. Energi, der kan lagres. Det er en vigtigt mission, hvis vi vil gemme den grønne energi til dage, hvor solen ikke skinner og vinden ikke blæser.
Vi skal tænke den grønne forskning bredt
Når vi tænker på forskning, der skal redde klimaet, er det også ofte den forskning, vi tænker på.
Men for mig som forskningsminister med den her grønne milliard er det utrolig vigtigt, at vi tænker den grønne forskning bredt. Vi har brug for at få alle forskningsgrene i spil.
Vi har brug for humaniora, når vi skal have folk til at ændre adfærd og handle mere bæredygtigt.
Vi har brug for CBS, når vi skal udvikle nye grønne forretningsmodeller.
Og vi har brug for samfundsvidenskaben, når vi vil forstå, hvordan klimakrisen påvirker forskellige samfundslag og kulturer.
Klimaforandringerne er komplekse. Det samme er de løsninger, vi skal finde i fællesskab.
Vi skal værne om forskningsfriheden
Det er ikke et spørgsmål om enten-eller. Men både-og.
Det gælder også de tilgange, vi har til forskningen. Vi har både brug for forskning i konkrete løsninger og forskning, der har et længere sigte, hvor vi ikke nødvendigvis er helt sikre på, hvor vi ender henne.
Vi vil prioritere ekstra mange midler til grøn forskning – fordi det er nødvendigt. Men vi har ikke tænkt os at blande os i, hvordan I gør det. Vi har tillid til, at I gør det bedst, når I gør det på jeres måde. Med jeres egne metoder og egne måder at gribe videnskabelighed an på.
Forskningsfriheden – den skal vi stå vagt om. Og det regner jeg sådan set også med, I gør. At I værner indædt om både kvaliteten og troværdigheden af forskningen. En sag som den stormombruste oksekødsrapport bekymrer mig. Vi skal kunne stole på forskningens resultater. Det er en fuldstændig afgørende grundpille, både i det arbejde, vi laver politisk, og også i den offentlige debat og vores demokrati.
Nu har jeg indbudt alle rektorerne til en dialog om det her. Jeg er glad for, at der er blevet taget vel imod den invitation. Og jeg oplever heldigvis også, at det er noget, der ikke kun er politisk vigtigt, men også noget, der er meget, meget centralt for jer.
Stressede studerende er et samfundsproblem
Så forskningsfriheden- og integriteten er vigtig. Det er de studerendes trivsel også. Og nu er vi fremme ved punkt nummer 2: For vi står over for det problem, at hver 5. studerende i dag føler sig stresset. Jeg synes, det er et vanvittigt højt tal – og det er ikke bare op til eksamen. Det er også på en helt almindelig onsdag.
Jeg mødte for nylig en kvindelig studerende, som begyndte at græde for øjnene af mig, da jeg spurgte: "Hvordan har I det?" Jeg tror faktisk ikke, det er et spørgsmål, de får så tit fra en minister: "Hvordan har I det?" Men jeg rejser lidt rundt og spørger om det for øjeblikket.
Den kvindelige studerende, hun var tynget af sine egne forventninger til sig selv. Forventninger om at klare det godt på studiet. Forventninger om at præstere på topniveau til eksamener. Forventninger om at være social i fredagsbaren og have mange venner. Med andre ord: En samlet forventning om at være perfekt.
Hver eneste gang jeg er ude og tale med studerende, så hører jeg om det her præstationspres. Der er mange, som har det godt. Men gruppen, som sidder i den anden del, den vokser. Vi ender med, at det her går ud over de studerendes læring, deres tid som studerende, og det, de ender med at kunne, når de kommer videre.
Vi har brug for, at de trives for at kunne lære. At de trives for at kunne dyrke nysgerrigheden. At de har det der lys i øjnene. Når I fylder viden på, at de faktisk tager imod.
Vi har brug for nysgerrigheden
Vi har brug for nysgerrigheden.
Derfor tror jeg, at det er på tide, vi begynder at se de studerende som hele mennesker. Og holder op med at mase dem ind i et system, hvor jagten på 12-taller spolerer deres lyst til at lære nyt.
Jeg siger ikke, at vi skal pakke de studerende ind i vat. Tværtimod tror jeg, at der nogle steder er brug for at stille højere krav og klarere krav. Det må godt være ambitiøst. Det skal være ambitiøst at læse på universitetet. Men lige nu har vi en voksende gruppe, hvor det pres ikke bliver en positiv drivkraft, men noget, der spænder ben.
Underviserne har et ansvar
Og når så mange af jeres studerende mistrives, kan vi ikke blive ved med at tale om, at de har alle muligheder i verden. Det har de jo på papiret. Men når det er så stor en gruppe, er det altså noget strukturelt. Og så skal vi også tale om det som noget strukturelt.
Der er jo noget politisk, vi kan gøre. Heldigvis. Det er svært at lovgive mod stress og pres og mistrivsel. Det er svært at lovgive om, at nu skal de have det godt – 'go fix'. Men der er trods alt, noget, vi kan se på.
Noget handler om optagesystemet. Jeg var på Aalborg Universitet i mandags, hvor noget af tilbagemeldingen var, at på de studier, hvor der kræves et rigtig højt snit for at komme ind, fik de så mange 10 og 12-talselever, som i virkeligheden var så dygtige til at karakteroptimere, at de havde mistet noget af evnen til at lære. Det dilemma skal vi se på i forbindelse med at diskutere optagelsessystem. Der er også noget, der handler om karakterskalaen. Det ser vi også på.
Men også på universiteterne skal I kigge på kulturen. Jeg tror, vi skal blive bedre til at skabe fællesskaber. Og jeg tror, vi skal være ekstra opmærksomme på, hvordan I som universiteter pirrer nysgerrigheden. Og får de studerende i en retning, hvor de ikke er på sikker grund, men hvor det er spændende og ukendt terræn.
Underviserne spiller en rigtig vigtig rolle. Jeres nærvær, tilstedeværelse og engagement betyder rigtig meget for de studerende, jeg har talt med i forhold til at trives.
Derfor glæder jeg mig også rigtig meget til at hædre nogle af vores allerdygtigste undervisere til marts, når vi uddeler de nye undervisningspriser.
Fordi universiteterne går jo på to ben. Forskning og uddannelse. Begge dele er vigtige. Begge dele skal være fremragende.
Nyt, spændende år i vente
Nu står vi over for et spritnyt Folketingsår. Og jeg glæder mig. Også mere, end jeg plejer. Ikke mindst til at være minister for et område, som er så vigtigt og så spændende.
Jeg har set, hvad I kan på universiteterne. Og det er ikke så lidt:
I finder nye løsninger på komplicerede problemer. I skaber nybrud, der får verden til at måbe. I skaber små mirakler.
Jeg ved også, at I er kendt for at råbe højt. Det har jeg hørt fra nogle forgængere. I siger jeres mening højt og tydeligt. Og I skal vide: Det sætter jeg pris på. I skal også vide, at jeg vil lytte. Det er ikke det samme som, at jeg kommer til at være enig hver eneste gang. Debatten er vigtig.
Nu glæder jeg mig til, at vi i fællesskab kan skabe flere små mirakler:
- Finde nye løsninger på klimaudfordringerne.
- Uddanne dygtige og helstøbte kandidater, der kan sprede viden ud i hele landet.
Jeg kan ikke love, at det bliver helt uden bøvl. Men jeg kan love, at I spiller en nøglerolle for at tegne fremtiden.
Tusinde tak.