Gå til indhold

Duften af grøn omstilling

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens tale hos GreenLab Skive, 7. juni 2021

Det talte ord gælder


Tusind tak for engagementet til alle tilstedeværende. Fordi I viser, at det er muligt.

I siger selv, at I er ”ydmygt stolte”. Jeg synes godt, man kan slå en streg over det der ”ydmygt”. Slå lidt ud med armene. Og sige, at det her er et banebrydende eksempel på, hvordan vi kommer i mål med den grønne omstilling. Hvordan vi gør flotte ord som ”Power-to-X”, ”brint” og ”biogas” – forskningsbaserede, tekniske begreber – håndgribelige for mennesker.

At mærke de grønne kræfter

Det burde egentlig være alle danskere forundt at få en gratis rundvisning på det her sted. Hoppe over et par grøfter i selskab med jer. For det er, når man ser det, at man kan forholde sig til de grønne ambitioner, vi går og taler om. Når man kan komme helt tæt på og mærke, hvordan kræfterne udspiller sig.

Ligesom hvis man står for foden af en vindmølle: Kigger op mod toppen og hører, hvordan vinden hamrer mod vingerne. Eller når man ser en luftballon på himlen. På en sommeraften, og alle stopper op og tager billeder. Så begriber man, hvordan kræfterne spiller op mod hinanden og hvilke potentialer, det har.

Det er det samme, der sker her. Hvor man kan se det. Høre det. Måske også dufte det. På så overbevisende en måde, at stærke fondskræfter, virksomheder, lokalt erhvervsliv og ikke mindst verdensklasse forskningsmiljøer køber ind på det samarbejde. 

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen på rundvisning i GreenLab. Foto: Mette Johnsen
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen på rundvisning i GreenLab. Foto: Mette Johnsen

Forskning skaber bedre liv

Og det er rigtigt, Anders Bjarklev: Vi deler en mission. Vi deler en mission om, at den forskning, I laver, og som flere her i rummet er bannerførere for på et meget højt niveau, kommer ud og gør gavn. At vi faktisk får den ud og gør en forskel i samfundet.

Vi deler et ønske om, at forskning er en kraft, der skal skabe bedre liv for os alle sammen. Det er jo hele grunden til, at der er i omegnen af 23 milliarder - på finanslov efter finanslov - til netop den offentligt finansierede forskning.

Det handler om at forbedre menneskers liv! Udvikle teknologier for en bæredygtig forandring, som Bjarklev siger.

Broen mellem forskning og erhvervsliv

Men det kræver altså, at vi formår at skubbe al vores viden, al vores know-how, alle vores nybrud og alle vores teknologier ud til virksomhederne.

Hvis der er noget, jeg er blevet mere og mere bevidst om. For hver dag jeg har privilegiet af at sidde med forskningsministeransvaret. Så er det, at vi har forskningsmiljøer i verdensklasse. At vi har virksomheder, der er klar.

Alligevel er det som om, at der er langt fra det ene element til det andet.

Konstateringen om, at hvis ting skal op i skala, så skal man til Jylland. Den synes jeg jo er skøn at høre med mine jyske rødder. Men det handler også om at gøre det på en måde, hvor man lokalt binder sig til det. Hvor alle går ind, og hvor man i virkeligheden bygger videre på andelstanken: Lægger, ikke bare sine kroner, men også sin biogas i den samme beholder. Har et ejerskab, der gør, at det kommer tilbage igen.

Det er det, det hele går ud på. Og jeg er glad for Villum Fondens begrundelse for at være med til at sparke det her i gang. Der er ingen tvivl om, at brobygningen mellem forskning og erhvervsliv - det er måske det sværeste sted at rejse penge. Og det er jo helt skørt. For vi har så meget forskning. Vi har så mange virksomheder. Vi har så meget engagement.

Så tusind tak for jeres bidrag. Jeg er slet ikke i tvivl om, at pengene kommer til at gøre en kæmpe forskel.

Tag jeres grønne partnere under armen

Regeringens målsætninger. Og de strategier der skal føre os derhen. For eksempel den grønne forskningsstrategi. Det handler om at se på hvert enkelt led. At se på helheden. Samtidig med at vi sørger for, at vi ikke taber noget på gulvet.

Fra politisk hold kunne vi godt tænke os, at vores ambitioner smitter af på andre stærke kræfter. Men vi ved godt, at det kræver stabile rammer, og det bestræber vi os på at skabe i de her år. Så det glæder mig usigeligt, at det allerede bliver grebet af kræfter, der er med på at gå i samme retning.

Den grønne forskningsstrategi har 4 store satsninger:

  • CO2-fangst
  • Power-to-X
  • Plastaffald
  • Landbruget

Det er ekstra dejligt, at vi kan se så meget af det være tilstede i det, I laver her. Og nu ved jeg ikke, om jeg må komme med reklameindslag her fra talerstolen. Men jeg vil godt bruge anledningen til at sige, at Innovationsfonden har 700 millioner kroner til lige præcis de fire store missioner.

Der er ansøgningsfrist efter sommerferien, og jeg vil så inderligt håbe, at: Hvis I har nogen som helst snitflade, et potentiale eller en interesse i den retning. Så gå arm i arm med jeres grønne partnere og prøv at byd ind på missionerne.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen taler i GreenLab Skive. Foto: Mette Johnsen
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen taler i GreenLab Skive. Foto: Mette Johnsen

Uddannelseshjertet banker

Her til sidst. Så er der også folk med stærke uddannelseshjerter til stede. Jeg vil gerne kvittere for, at det her samarbejde kommer til at smitte af på uddannelse - uanset om det er maskinmestre, DTU-studerende eller en helt tredje kategori.

Det er lige til at blive højstemt over, at den viden, der skabes i mødet mellem forskning, demonstration og virksomheder, kommer videre til næste generation.

Vi viser, at det kan lade sig gøre at finde grønne løsninger.

  • Hvor vi skaber flere arbejdspladser, i stedet for at lukke dem
  • Hvor vi får flere mennesker med, i stedet for at skabe ulighed
  • Hvor vi faktisk forbedrer folks liv, i stedet for at lægge begrænsninger
  • Og hvor vi samtidig kommer i mål på den grønne bane

Det er helt unikt.

Jeg er meget glad og taknemmelig for invitationen til at være med. Stolt over den del, som vi politisk har kunnet bidrage til. Men jeg vil også sige tak for, at engagementet er så bredt og så stort.

Det, tror jeg, er helt nødvendigt.

Tusind tak!

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. september 2023