Gå til indhold

Vi skal samle og styrke Europa

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds tale ved Erasmus+-konference den 20. november 2025.

Det talte ord gælder.

Kære alle.

Jeg er glad for at stå her i dag og tale om et af de mest succesfulde samarbejdsprojekter i europæisk historie: Erasmus+.

Et program, der gennem årtier har givet millioner af unge mennesker modet, muligheden og kompetencerne til at bevæge sig ud i Europa – og vende hjem med nye perspektiver.

Gennem mere end tre årtier har Erasmus+ bidraget til at udvide horisonter, skabe læring og styrke den europæiske samhørighed.

Og programmets indflydelse er stor. For den enkelte, som deltager i Erasmus+, men også for Europa.

Erasmus+ er meget mere end mobilitet. Det er et kulturelt projekt. Et demokratisk projekt. Og et af de stærkeste konkrete beviser på, hvad europæisk samarbejde kan.

Når en dansk studerende læser et semester i Barcelona, eller når en tysk lærling kommer i praktik i Odense – så styrker vi ikke bare enkeltindivider.

Vi styrker Europa som helhed.

Når unge europæere rejser mellem lande for at studere, for eksempel gennem Erasmus+-programmet, så kommer de hjem med meget mere end nye færdigheder.

De kommer hjem med oplevelser, kultur, sprog og ikke mindst: Nye venner.

Derfor er det vigtigt, at vi fortsat værner om og udvikler Erasmus+. At vi støtter, at endnu flere unge – uanset baggrund – får mulighed for at deltage. At vi styrker samarbejdet mellem vores institutioner.

Erasmus+ har i årtier vist os, at uddannelse handler om mere end eksamensbeviser og jobfærdigheder.

Det handler om at væve et europæisk netværk af forståelse, identitet og samarbejde. Det handler om udveksling af viden, kultur, sprog og venskab.

Gennem uddannelse, ungdom og sport.

En af EU’s stiftere, Jean Monnet, skrev i sit memoir:

“Tout est possible dans les moments exceptionnels, à condition que l’on soit prêt, que l’on ait un projet clair à l’instant où tout est confus"

Eller på dansk:

"Alt er muligt i exceptionelle øjeblikke, så længe du er klar, så længe du har et klart projekt i det øjeblik, hvor alt er forvirrende".

Vi står i et forvirrende øjeblik globalt for tiden. Vores fælles værdier – demokrati, frihed, retssikkerhed – bliver udfordret. Derfor er det også vigtigere end nogensinde, at vi lærer hinanden at kende. At vi krydser grænser. At vi forstår, hvorfor vi står stærkere sammen, end vi gør hver for sig.

Erasmus+ skaber netop disse møder. Møder, der minder os om, at Europa ikke kun er institutioner, bureaukrati og traktater. Europa er mennesker.

Mennesker, som deler et ønske om at skabe fremtidens Europa i fællesskab.

Og vi ved, at det virker.

Studerende, der rejser ud, vender hjem med større sproglige færdigheder, større kulturel forståelse og ofte også større engagement i demokratiet.

Forskere og undervisere bygger bro mellem institutioner og lande – og løfter kvaliteten af vores uddannelser og vores viden.

Virksomheder, der tager imod internationale praktikanter, ser nye ideer, nye metoder og nye perspektiver.

Erasmus+ er samlende og styrkende. Erasmus+ er en klar og vigtig del af det europæiske projekt.

Verden er under forandring. Europa står over for nye udfordringer. Konkurrenceevnen i EU er under pres. Vores sikkerhed er udfordret.

De udfordringer, vi står over for kan ikke løses af Danmark alene. Det er udfordringer, der også skal løses med europæisk samarbejde.

Vi står stærkest, når vi deler viden, lærer af hinanden og udvikler færdigheder sammen.

Både Draghi- og Letta-rapporterne har peget på, at vi står over for en færdighedsudfordring i Europa

Den gode nyhed er, at de talenter, vi har, er af højeste kvalitet. Den dårlige nyhed er, at vi ikke har nok af dem. Det er et stort problem for vores konkurrenceevne og for Europas udvikling.

Derfor er Erasmus+ et vigtigt program. Det er gennem uddannelse og mobilitet, vi skal investere i mennesker. Vi skal opbygge færdigheder, viden og kreativitet.

Erasmus+ er en investering.

En investering i Europas konkurrencekraft. I social sammenhængskraft. I fremtidens arbejdskraft. Og i et Europa, hvor unge føler sig hjemme. Ikke kun i deres eget land, men i hele det europæiske fællesskab.

Danmark er klar til at tage sin del af ansvaret for, at Europa står stærkt med dygtige mennesker i centrum.

Erasmus+ er et redskab til at binde færdigheder, samarbejde og konkurrenceevne sammen.

Vi har brug for et kontinent, der kan mere. Opfinder mere. Skaber mere.

Et kontinent forbundet med resten af verden.

Et kontinent fyldt med blomstrende virksomheder og højt kvalificerede fagfolk, der kan konkurrere i en global økonomi.

Det er i vores uddannelsessystemer, gennem frivillighed og i sportsklubberne, vi udvikler os. Hvor færdigheder opbygges. Og hvor banebrydende ideer fødes.

Det er her, talenter formes. Og det er ofte her, fundamentet for fremtidens iværksættere lægges.

Det er her, morgendagens færdigheder finpudses.

Internationalt udsyn. Samarbejde på tværs af grænser er Europas store styrke.

Intet enkelt land kan forberede fremtidens arbejdsstyrke alene. Men sammen, ved at samle vores ressourcer og vores viden, kan vi konkurrere på den globale scene.

Ikke som enkeltstående lande, men som ét samlet kontinent. Et kontinent, der værdsætter uddannelse, innovation og samarbejde.

Vi må aldrig glemme de europæiske værdier.

Især når protektionistiske og antidemokratiske vinde blæser omkring os.

Alt, hvad vi gør, handler om, hvem vi er. Hvem vi ønsker at være.

Erasmus+ handler også om identitet. Det handler om gyldigheden af det europæiske projekt. Hvor vi skal hen. Og hvordan vi forholder os til hinanden. Hvordan vi sammen finder løsninger på fælles udfordringer.

Lad os derfor fortsat værne om og styrke Erasmus+. For når vi investerer i mennesker, viden og samarbejde, investerer vi i hele Europas fremtid.

Vi investerer i det, der gør os til hvem vi er.

Vi investerer i et Europa, hvor nysgerrighed, samarbejde og solidaritet fortsat er vores fælles kompas.

Jeg håber, I får et godt møde. Tak.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Senest opdateret 24. november 2025