Gå til indhold

Niveau 5

Her beskrives det læringsudbytte, som man forventes at have opnået med en kvalifikation på niveau 5. Nederst er der eksempler på konkrete kvalifikationer og link til de uddannelser, der fører til dette niveau.

Læringsudbytte

Viden

  • Skal have viden om praksis og anvendelse af metode og teori inden for et erhvervs- eller fagområde.

  • Skal have forståelse af praksis og/eller de vigtigste anvendte teorier og metoder og kunne forstå erhvervets anvendelse af disse.

Færdigheder

  • Skal kunne anvende og kombinere et alsidigt sæt færdigheder, der knytter sig til fagområdets praksis og arbejdsprocesser.

  • Skal kunne vurdere praksisnære problemstillinger og justere arbejdsgange og arbejdsprocesser.

  • Skal kunne formidle praksisnære problemstillinger og løsningsmuligheder til samarbejdspartnere og brugere.

Kompetencer

  • Skal kunne indgå i udviklingsorienterede og/eller tværfaglige arbejdsprocesser.

  • Skal kunne varetage afgrænsede ledelses- og planlægningsfunktioner i relation til erhvervs- og fagområdets praksis.

  • Skal kunne identificere og udvikle egne muligheder for fortsat videreuddannelse i forskellige læringsmiljøer.


Europæisk niveau

Dette niveau svarer til niveau 5 i den Europæiske Kvalifikationsramme (EQF).


Uddannelser, der fører til niveau 5

På Uddannelsesguiden.dk finder du oplysninger om de enkelte uddannelser:


Eksempler på kvalifikationer på niveau 5

Datatekniker

Uddannelsesbevis/grad

Beviset dokumenterer, at en person har opnået en kvalifikation som datatekniker med speciale i infrastruktur eller programmering.

Datateknikeren har viden og færdigheder inden for følgende kompetenceområder:

  • Design, planlægning, opbygning/installation, konfiguration, administration og vedligeholdelse af avancerede server- og netværksløsninger, herunder design og implementering af sikkerhedsløsninger samt fejlfinding og fejlretning på system- og modulniveau.
  • Strukturerede arbejdsmetoder for levering af it-service.
  • Programmeringsteknik samt design, opbygning og implementering af databaseløsninger.
  • Avanceret programudvikling af it-systemer og applikationer med tilhørende integration af sikkerhedsløsninger og grafiske brugergrænseflader.
  • Programudvikling ud fra standardiserede programmerings- og projektstyringsmetoder.
  • Opbygning, installation, konfiguration, afprøvning, vedligeholdelse, opgradering, fejlfinding og fejlretning af pc’er, servere og netværk med tilhørende perifere enheder på system- og modulniveau samt brugertilpasning og opgradering af operativsystemer og applikationer.

Beskæftigelse og videreuddannelse

Beviset leder til beskæftigelse i store og mellemstore private og offentlige virksomheder, der har sin egen it-afdeling med vedligehold, it-support og generel drift, samt til beskæftigelse i it-konsulentfirmaer der beskæftiger sig med drift eller programmering. Beviset giver direkte adgang til erhvervsakademiuddannelserne Automationsteknolog, It-teknolog og Multimediedesigner. Ydermere gives direkte adgang til professionsbacheloruddannelsen Eksport og teknologi.

Hvordan opnås uddannelsesbeviset?

 

Beviset opnås ved at gennemføre og bestå data- og kommunikationsuddannelsen trin 2. Uddannelsen er en vekseluddannelse med perioder i praktik og perioder med undervisning på en erhvervsskole. Uddannelsen afsluttes med en prøve. Prøven består af en projektopgave og en mundtlig fremlæggelse. Tildeling af beviset forudsætter, at eleven har opnået beståkarakter i både projektopgaven og den mundtlige fremlæggelse samt i hvert enkelt uddannelsesspecifikt fag.

Adgang: Alle, der har opfyldt undervisningspligten efter folkeskoleloven, og som har opnået mindst 02 i dansk og matematik på grundskolens afgangsniveau eller tilsvarende, har adgang til uddannelsen. Elever med uddannelsesaftale har tillige adgang til uddannelsen. Elevens uddannelsesplan udarbejdes på baggrund af en kompetencevurdering.

Hvem kan tildele uddannelsesbeviset?

Beviset udstedes af Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

Agrarøkonom, der er trin 5 i landbrugets lederuddannelse

Uddannelsesbevis/grad

Beviset dokumenterer, at en person har opnået en kvalifikation som agrarøkonom. Agrarøkonomen kan varetage drift, ledelse og udvikling af virksomheder på et eller flere produktionsområder med ansvar for personaleledelse og for strategisk udvikling af en landbrugsrelateret virksomhed med henblik på økonomistyring, produktion og salg.

Beskæftigelse og videreuddannelse

Beviset leder til beskæftigelse i den primære landbrugssektor, den finansielle sektor, foderstofindustrien og maskinbranchen. Den giver desuden mulighed for videreuddannelse til jordbrugsteknolog (erhvervsakademiuddannelse på trin 5) og skov- og landskabsingeniør (professionsbacheloruddannelse på trin 6).

Hvordan opnås uddannelsesbeviset?

 

Beviset opnås ved at gennemføre og bestå landbrugets lederuddannelse. Uddannelsen bygger videre på trin 1 og 2 i landbrugsuddannelsen og indeholder yderligere tre trin: Trin 3 Produktionsleder; Trin 4 Virksomhedsleder; Trin 5 Agrarøkonom. Hvert trin afsluttes med en eksamen. Til trin 5 hører der desuden fire eksamener.

Adgang: Landbrugsuddannelsens trin 2 er en forudsætning for at kunne få adgang til lederuddannelsen, der består af trin 3-5.

Hvem kan tildele uddannelsesbeviset?

Beviset udstedes af den udbydende skole.

Erhvervsakademigrad inden for laboratorieteknik (laborant AK)

Uddannelsesbevis/grad

Graden dokumenterer, at en person har opnået en kvalifikation som laborant. Laboranten kan planlægge og løse opgaver af teknisk faglig karakter inden for laboratorieområdet i forbindelse med produktion, udvikling, rådgivning og kontrol i såvel private som offentlige virksomheders tekniske laboratorier.

Beskæftigelse og videreuddannelse

Graden leder til beskæftigelse i private og offentlige tekniske laboratorier. Graden giver adgang til relevant professionsbacheloruddannelse tilrettelagt som selvstændig overbygningsuddannelse på niveau 6.

Hvordan opnås uddannelsesbeviset?

Graden opnås ved at gennemføre og bestå erhvervsakademiuddannelse inden for laboratorieteknik (laborantuddannelsen). Laborantuddannelsen er normeret til 150 ECTS-point, herunder praktik svarende til 50 ECTS-point. Uddannelsen rummer flere prøver og afsluttes med et eksamensprojekt.

Adgang: Der kan opnås adgang på flere måder: via en gymnasial uddannelse med opfyldelse af specifikke fagkrav; en erhvervsuddannelse som mejerist (trin 2) eller procesoperatør med opfyldelse af specifikke fagkrav; eller en adgangseksamen til ingeniøruddannelserne med opfyldelse af specifikke fagkrav.

Hvem kan tildele uddannelsesbeviset?

Uddannelsesinstitutionen udsteder bevis for fuldført uddannelse efter reglerne i eksamensbekendtgørelsen

Skibsfører (uden gymnasial baggrund)

Uddannelsesbevis/grad

Beviset dokumenterer, at en person har opnået en kvalifikation som Skibsfører. Skibsførere kan varetage opgaver som arbejdsleder om bord på et skib og virke som øverstbefalende, under hensynstagen til gældende regler og normer for sociale, sikkerhedsmæssige, miljømæssige og arbejdsmiljømæssige forhold. Skibsføreren kan gennemføre sejladsplanlægning og navigation.

Beskæftigelse og videreuddannelse

Med beviset som skibsfører kan man som styrmand af 2. grad sejle som styrmand i alle størrelser skibe. Efter 1 års tjeneste som styrmand, kan man få sønæringsbevis som styrmand af 1. grad, der giver ret til at sejle som overstyrmand i alle størrelser skibe. Efter yderligere sejltid kan man opnå sønæringsbevis som skibsfører, der giver ret til at føre alle skibe i alle områder.

Hvordan opnås uddannelsesbeviset?

Beviset opnås ved at have gennemført og bestået uddannelsen som skibsfører. Uddannelsen består af 2 års teori og op til 18 måneders praktik (farttid).

Adgang: Adgang til skibsføreruddannelsen forudsætter bestået sætteskipperuddannelse. Adgang til uddannelsen forudsætter endvidere, at ansøgeren er i besiddelse af et sundhedsbevis for søfarende og fiskere, der er gyldigt for den tjeneste, uddannelsen giver ret til, er skikket til udkig og er i besiddelse af et gyldigt vagtholdsbevis.

Hvem kan tildele uddannelsesbeviset?

Beviset udstedes af Marstal Navigationsskole eller MARTEC Skagen.

VVU-grad i finansiel rådgivning – Videregående voksenuddannelse (VVU)

Uddannelsesbevis/grad

Graden dokumenterer, at en person har opnået en kvalifikation i finansiel rådgivning. En person med en erhvervsakademiuddannelsesgrad i finansiel rådgivning kan kombinere viden om organisatoriske, økonomiske og samfundsmæssige forhold med metodiske og praktiske overvejelser om finansiel rådgivning på et globalt marked. Graden kvalificerer til at varetage funktioner på specialist- og mellemlederniveau i relation til finansiel rådgivning.

Beskæftigelse og videreuddannelse

Graden leder til beskæftigelse som finansiel rådgiver i en bank eller inden for realkredit, forsikring eller ejendomshandel.

Graden giver adgang til relevante diplomuddannelser på niveau 6.

Hvordan opnås uddannelsesbeviset?

Graden opnås ved at gennemføre en akademiuddannelse i finansiel rådgivning. Uddannelsen er en videregående voksenuddannelse og består af seks moduler: fire fagmoduler, et specialeforløb og et afgangsprojekt. Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen. Der er adgang til at opnå graden via en realkompetencevurdering. 

Adgang: Der kan opnås adgang på flere måder: via en gymnasial uddannelse; via en relevant erhvervsuddannelse; via en relevant grunduddannelse for voksne (GVU); via en gymnasial uddannelse; via en anden relevant uddannelse på mindst samme niveau 4. Derudover skal ansøgere have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende eksamen.

Hvem kan tildele uddannelsesbeviset?

Uddannelsesinstitutionen udsteder bevis for fuldført uddannelse efter reglerne i eksamensbekendtgørelsen.

AMU-bevis (Mejeri og jordbrug): Behandling mod kælvningsfeber og børbetændelse (hos køer) (44601)

Uddannelsesbevis/grad

Beviset dokumenterer, at deltageren har viden om koens anatomi, kælvningsforløb og sygdomme i forbindelse med kælvning med henblik på at kunne anvende denne viden ved indgivelse af calciumholdige lægemidler i blodårer i køer, der lider af kælvningsfeber og ved anbringelse af børstave (uteritorier) i børen hos køer der lider af børbetændelse, når det sker under vejledning af en dyrlæge.

Beskæftigelse og videreuddannelse

Uddannelsesbeviset giver mulighed for at varetage jobfunktioner i virksomheder/organisationer, som beskæftiger faglærte og/eller ufaglærte medarbejdere inden for det jobområde, arbejdsmarkedsuddannelsen retter sig imod, og som er beskrevet i uddannelsens mål. Personer, som har dette uddannelsesbevis, har på en række områder mulighed for at få beviset anerkendt ved optagelse på en erhvervsuddannelse (merit).

Hvordan opnås beviset?

Beviset tildeles ved bedømmelse af, om deltageren har nået arbejdsmarkedsuddannelsens centralt godkendte handlingsorienterede mål. For arbejdsmarkedsuddannelser, som afsluttes med en prøve, kan beviset også tildeles personer, som ikke har deltaget i undervisningen, men som aflægger prøven. Endelig kan beviset tildeles på baggrund af en individuel kompetencevurdering (IKV i AMU).

Hvem kan tildele beviset?

Beviset tildeles af offentlige og private uddannelsesinstitutioner, som er godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet til at udbyde arbejdsmarkedsuddannelsen.

Forsikringsakademiets uddannelse til certificeret privatrådgiver inde for skadesforsikring

Uddannelsesbevis Uddannelsesbeviset dokumenterer, at en person har opnået en kvalifikation som certificeret privatrådgiver inden for skadesforsikring. Privatrådgiveren kan sælge og rådgive om skadesforsikringer til privatkunder med en kompliceret risikoprofil og kan sikre kundens lønsomhed. Dette omfatter bl.a. viden om standardforsikringer som hus, ejerskifte, indbo, rejse, bil, hund, båd samt viden om relevante love og regler samt om skadessituationer.
Beskæftigelse Uddannelsen tilbydes til assurandører og kunderådgivere, der allerede er ansat i forsikringsbranchen. Uddannelsen til privatrådgiver er godkendt af Finanstilsynet og er derved en del af branchens referenceramme, når det drejer sig om rekruttering og mobilitet mellem virksomhederne.
Hvordan opnås uddannelsesbeviset? Beviset opnås ved at gennemføre og bestå uddannelsen. Uddannelsen er modulopbygget og udgøres af to hovedmoduler og en afsluttende mundtlig eksamen, hvor den studerende bliver bedømt med udgangspunkt i 7-trins-skalaen.
Hvem kan tildele uddannelsesbeviset? Beviset udstedes af Forsikringsakademiet.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 17. december 2020