Gå til indhold

Generelt om procedurer og kompetencefordeling

Der er forskellige typer anerkendelse afhængig af formålet.

1. Erhvervsmæssig anerkendelse
1.1. Anerkendelse inden for lovregulerede erhverv
1.2. Erhvervsmæssig anerkendelse i øvrigt

2. Uddannelsesmæssig anerkendelse
2.1. Formel anerkendelse i uddannelsessystemet
2.1.1. Optagelse
2.1.2. Merit
2.1.3. Kompetenceafklaring
2.1.4. Tildeling af danske uddannelsestitler
2.2. Uddannelsesmæssig anerkendelse i øvrigt


1. Erhvervsmæssig anerkendelse

1.1. Anerkendelse inden for lovregulerede erhverv

Inden for de såkaldte lovregulerede erhverv skal personer med udenlandske erhvervskvalifikationer have autorisation eller anden formel godkendelse.

Et erhverv er typisk lovreguleret, når der ifølge love eller administrative bestemmelser – enten direkte eller indirekte – kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at få adgang til udøve erhvervet. Der er også tale om lovregulerede erhverv, når erhvervstitlen er beskyttet, når man skal have en bestemt stilling, og når der ifølge love eller administrative bestemmelser stilles andre formelle krav, f.eks. vedrørende bestemte sprogkundskaber, obligatorisk løbende faglig udvikling, betingelser for kapital- eller aktieandel, territoriale begrænsninger eller en bestemt forsikringsdækning.

Det er de kompetente myndigheder (dvs. de myndigheder, der administrerer erhvervene), der afgør, om betingelserne for at udøve erhvervet er opfyldt.

Personer, der er statsborgere i et EU/EØS-land eller et land, som EU har indgået aftale med, og som har deres erhvervsmæssige kvalifikationer fra et af de lande, skal inden for de fleste lovregulerede erhverv have deres ansøgninger behandlet efter EU's direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, direktiv 2005/36/EF. For visse erhverv (læge, sygeplejerske, tandlæge, jordemor, dyrlæge og farmaceut) foreskriver direktivet et princip om automatisk anerkendelse på grundlag af, at man har harmoniseret mindstekravene til uddannelse. Se:

Inden for sundheds- og lærererhverv har nordiske statsborgere med nordiske erhvervsmæssige kvalifikationer desuden automatisk adgang til erhvervsudøvelse ifølge nordiske overenskomster. Ansøgninger, der ikke er omfattet af EU- eller nordiske regler, f.eks. ansøgninger fra statsborgere i tredjelande, skal behandles i overensstemmelse med de danske retsregler, der gælder for det enkelte erhverv, og med eventuelle internationale konventioner inden for det enkelte erhvervsområde, f.eks. inden for søfartserhverv.

Den koordinerende funktion i forhold til gennemførelsen af det europæiske direktiv varetages af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Som koordinerende myndighed er styrelsen ansvarlig for at koordinere de kompetente myndigheders virksomhed og for at drage omsorg for, at direktivet gennemføres ensartet på de berørte erhvervsområder.

Ansøgninger om autorisation og lignende sendes direkte til den kompetente myndighed.

Kompetencen til at træffe selve afgørelsen om anerkendelse af adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv er som nævnt placeret hos de kompetente myndigheder. Myndighederne skal dog som grundlag for deres afgørelser indhente en vurdering fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det indebærer, at de kompetente myndigheder skal følge styrelsens vurdering af ansøgeres uddannelseskvalifikationer og herefter træffe afgørelse om anerkendelse af personernes samlede uddannelses- og erhvervskvalifikationer.

Der er i loven angivet visse undtagelser fra pligten til at høre styrelsen. Efter de gældende regler er der desuden mulighed for at fritage myndigheder helt eller delvist fra den generelle pligt til at få styrelsens vurdering af uddannelseskvalifikationerne hos en person, der ansøger om adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv. Det gælder i tilfælde, hvor det er godtgjort, at myndigheden har procedurer, kriterier og en praksis, der i tilstrækkelig grad sikrer personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer anerkendelse af disse kvalifikationer. Se listen over

De kompetente myndigheder orienterer årligt styrelsen om deres afgørelser.

Se også:

1.2. Erhvervsmæssig anerkendelse i øvrigt

Alle personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer har efter loven ret til at få foretaget en vurdering af deres uddannelseskvalifikationer hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Dette gælder for uddannelser på alle niveauer.

Styrelsens vurderinger kan blandt andet anvendes vejledende i forbindelse med jobsøgning.

Derudover er styrelsens vurderinger af personers udenlandske uddannelseskvalifikationer bindende i visse arbejdsmarkedssammenhænge, idet de skal lægges til grund for

  • optagelse i arbejdsløshedskasser
  • myndigheders afgørelser om ansættelse.

Arbejdsløshedskasser og myndigheder skal følge styrelsens vurderinger i disse situationer. Det betyder, at de skal behandle ansøgninger om optagelse henholdsvis ansættelse på lige fod med ansøgninger fra dansk uddannede med samme uddannelsesniveau som det, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har angivet i sin vurdering.

2. Uddannelsesmæssig anerkendelse

2.1. Formel anerkendelse i uddannelsessystemet

2.1.1. Optagelse

Den enkelte uddannelsesinstitution træffer afgørelse om optagelse af ansøgere med udenlandske uddannelseskvalifikationer. Vurderinger fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen skal dog lægges til grund, når en uddannelsesinstitution tager stilling til, om den udenlandske uddannelse er generelt adgangsgivende. Det indebærer, at ansøgningen om optagelse skal behandles på lige fod med ansøgninger fra dansk uddannede med samme uddannelsesniveau som det, styrelsen har angivet i sin vurdering.

Læs mere om arbejdsdelingen:

2.1.2. Merit

Den enkelte uddannelsesinstitution træffer afgørelse om merit, dvs. godskrivning af udenlandske uddannelseskvalifikationer, således at de erstatter dele af en uddannelse. Uddannelsesinstitutionen kan benytte en vurdering fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vejledende i sin afgørelse om merit.

Personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer kan klage over uddannelsesinstitutioners meritafgørelser til et særligt klagenævn:

En afgørelse, der er truffet af nævnet, vil være den endelige administrative afgørelse.

Der gælder særlige regler for afkortning af uddannelsestiden i en erhvervsuddannelse. Skolen træffer afgørelse om afkortning af elevens uddannelsesforløb på grundlag af en kompetencevurdering. Det faglige udvalg træffer afgørelse om eventuel yderligere afkortning af praktikuddannelsen på baggrund af ansøgerens eventuelle erhvervserfaring.

2.1.3. Kompetenceafklaring

Inden for nogle uddannelser er der procedurer for anerkendelse af realkompetence. Det betyder, at ansøgeren kan få deres kompetencer vurderet og eventuelt godskrevet, hvad enten de er opnået gennem uddannelse, erhvervserfaring eller på anden måde.

2.1.4. Tildeling af danske uddannelsestitler

Den enkelte uddannelsesinstitution tager stilling til, om udenlandske uddannelseskvalifikationer kan anerkendes som svarende fuldt ud til en bestemt dansk uddannelse. Det vil dog i praksis næppe kunne ske uden aflæggelse af dansk eksamen.

Universiteterne tildeler normalt ikke grader, medmindre en væsentlig del af uddannelsen er gennemført ved en dansk uddannelsesinstitution. 

2.2. Uddannelsesmæssig anerkendelse i øvrigt

Alle personer med udenlandske uddannelseskvalifikationer har efter loven ret til at få foretaget en vurdering af deres uddannelseskvalifikationer hos Uddannelses- og Forskningsstyrelsen med henblik på videre uddannelse i Danmark. Kvalifikationsindehavere, der har ansøgt om merit, kan dog ikke få en vurdering fra styrelsen med henblik på denne afgørelse.

Styrelsens vurderinger kan anvendes vejledende, men er i visse tilfælde bindende som beskrevet ovenfor i afsnit 2.1.1.

Læs mere om reglerne:

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 02. oktober 2020