Gå til indhold

Flere vil uddanne sig i udlandet med Erasmus+

Danske uddannelsesinstitutioner og organisationer har søgt om rekordmange penge til at sende elever, studerende og undervisere på udlandsophold i Europa. Ved årets første Erasmus+-ansøgningsrunde har de søgt for mere end 25 millioner euro. Det er en stigning på 12 procent sammenlignet med 2016.

Et semester på et universitet i Tyskland, et praktikophold hos en møbelsnedker i Portugal eller et efteruddannelsesophold i Frankrig om iværksætteri i skolen for lærere.

Interessen for at tage på udveksling, praktik- og undervisningsophold i Europa med tilskud fra EU’s uddannelsesprogram Erasmus+ er fortsat stor hos de danske uddannelsesinstitutioner og organisationer.

Styrelsen for Forskning og Uddannelse har frem til fristen den 2. februar 2017 modtaget 235 ansøgninger mod 219 sidste år.

Institutionerne har samlet søgt om tilskud for 25,3 millioner euro. Det er en stigning på 12 procent set i forhold til 2016.

Ny viden til undervisningen

Tilskuddene skal gå til at gennemføre studie- og praktikophold for elever og studerende. Opholdene sker som en integreret del af deres uddannelse. Derudover vil institutionerne sende undervisere og medarbejdere på uddannelsesophold i Europa for eksempelvis at hente ny viden om innovation i undervisningen i de videregående uddannelser, nye metoder til at styrke fremmedsprogsundervisning i voksenuddannelsessektoren eller til videndeling med europæiske kolleger om forebyggelse af frafald i ungdomsuddannelserne.

Samarbejder om større projekter

Flere institutioner har i år valgt at gå sammen om større mobilitetsprojekter. For eksempel har en kommune indsendt en ansøgning på vegne af alle skoler i kommunen.

Inden for de erhvervsrettede grund- og efteruddannelser og sektoren for voksenuddannelse er der sket et fald i ansøgninger, men institutionerne har søgt om flere midler og til større projekter i forhold til 2016. Ungdomsområdet står for den største stigning i antal af ansøgninger til mobilitetsprojekter i 2017.

Den internationale dimension i Erasmus+, som giver videregående uddannelsesinstitutioner mulighed for at få tilskud til udlandsophold i lande uden for Europa, er også populær.

Styrelsen har modtaget 18 ansøgninger om tilskud til uddannelsessamarbejde med institutioner i eksempelvis Singapore, Marokko, Bosnien og Hercegovina, Kenya. Professionshøjskolerne står for den største søgning.

Der er afsat 19 millioner euro til udveksling, praktik- og undervisningsophold i 2017. Ansøgningerne bliver nu behandlet, og ansøgere vil få svar senest den 1. juni 2017.

Frist for ansøgning om tilskud til strategiske partnerskaber

Næste frist for at søge om tilskud gennem Erasmus+ er 29. marts 2017 kl. 12.00. Her kan uddannelsesinstitutioner, skoler og organisationer søge om tilskud til europæiske samarbejdsprojekter, der øger videndelingen mellem uddannelsessektorer og erhvervslivet.

For tilskud til mobilitets- og samarbejdsprojekter inden for ungdomsområdet er ansøgningsfristerne 26. april og 4. oktober 2017 kl. 12.00.

Om Erasmus+

  • Erasmus+ er EU’s uddannelsesprogram. Programmet trådte i kraft 1. januar 2014 og løber frem til 31. december 2020.
  • Erasmus+ giver tilskud til strategiske partnerskaber og mobilitet i de videregående uddannelser og erhvervsrettede grund- og efteruddannelser, i børnehaver, grundskoler og på ungdomsuddannelser. Derudover giver programmet tilskud til almen voksenuddannelse og folkeoplysning samt ungdomsaktiviteter og idræt.
  • I 2017 fejrer Erasmus+ 30 års fødselsdag. Flere end 130 000 danskere har haft gavn af programmet siden 1987.

Kontakt

Peter Grønnegård
Kontorchef
Tlf.: +45 72 31 78 83
Email: pegr@ufm.dk

Afsendere