Gå til indhold

Invitation til konference om udlandsophold for undervisere og medarbejdere

Styrelsen for Videregående Uddannelser inviterer til konference om europæisk uddannelsessamarbejde den 10. november 2016 i København. Deltagelse er gratis.

Konference om europæisk uddannelsessamarbejde

Få inspiration til det europæiske uddannelsessamarbejde, når Styrelsen for Videregående Uddannelser slår dørene op til konferencen 'Uddannelse med internationalt perspektiv - udlandsophold for undervisere og medarbejdere'. Konferencen afholdes den 10. november 2016 i København.

Konferencen har staff mobility som omdrejningspunkt og vil blandt andet tage fat på spørgsmålene: Hvad får undervisere og administrative medarbejdere ud af et ophold i udlandet? Hvad betyder det for kvaliteten i undervisningen? Og hvordan kan udlandsophold gøres til et strategisk redskab i det europæiske uddannelsesarbejde?

Konferencen favner alle uddannelsessektorer samt ungdomsområdet og henvender sig til rektorer, skole- og uddannelsesledere, undervisere og vejledere, lærere og koordinatorer af internationalt samarbejde samt andre med indflydelse på og interesse for uddannelse og læring.

Tilmelding

Konferencen afholdes torsdag den 10. november 2016 i DGI-Byen i København fra kl. 9.00-15.30. Det er gratis at deltage. Frist for tilmelding er den 28. oktober 2016.

 

Bliv klar til Erasmus+ : Få vejledning på konferencen

Efter konferencen kan deltagere få råd og vejledning om mulighederne for tilskud gennem Erasmus+ af rådgivere fra Styrelsen for Videregående Uddannelser. 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. juli 2020