Fysiksamarbejde til gavn for verden

Når eleverne har strålende øjne eller klør sig i nakken og finder svar på en svær formel, føler fysiklærer Mikkel Max Jorn på Vibenshus Gymnasium i København sig særligt ansporet i sit arbejde, og det sker tit for tiden, hvor den internationale klasse på skolen deltager i et samarbejdsprojekt med gymnasier i fire andre europæiske lande. Projektet har fået tilskud fra Erasmus+.

Hvert halve år mødes elever og lærere fra fysikklassen på Vibenshus Gymnasium med fysikelever og lærere fra England, Frankrig, Tyskland, Polen og bliver klogere på fusionsenergi - en potentielt forureningsfri energiform, som det endnu ikke er lykkedes at producere på en bæredygtig måde. Det langsigtede mål med projektet er at bidrage til at udvikle et europæisk netværk af fysikere, der kan knække den kode, forklarer Mikkel Max Jorn:

"Fusionsenergi er en fantastisk mulighed for kloden, som det kræver superdygtige fysikere og ingeniører at udvikle. I projektet samler vi derfor fysikelever på tværs af europæiske lande. De laver spændende eksperimenter og lærer at løse problemer som en fysiker. De øver sig også i at formidle viden om fusionsenergi til menigmand og ikke mindst politikere. Fusionsenergi er nemlig mildest talt ikke en billig sag at udvikle, og derfor bliver fysikere nødt til at kunne sikre sig opbakning til det vigtige arbejde i takt med, at politikerne, folkestemninger og økonomiske konjunkturer kommer og går", påpeger Mikkel Max Jorn.

Mikkel Max Jorn er initiativtager til og leder af projektet, der har titlen ”Fusion Energy - The Clean Energy Source of the Future?”. At projektet har et ambitiøst mål er en vigtig drivkraft for ham.

"Jeg ville gerne arbejde direkte for, at kloden er et godt sted for vores børn og børnebørn om 100 år. Det kan jeg ikke gøre selv, for jeg er slet ikke klog nok, men jeg kan bidrage til, at mine elever udvikler deres i forvejen store talenter, bliver bevidste om problematikken om fusionsenergi og får en international kontaktflade med samme interesser, som de senere kan indgå i forskernetværk med om at finde gode klimaløsninger".

Vej ind i forskernetværk

Det er det første Erasmus+-projekt, som Mikkel Max Jorn står i spidsen for, men han har lang erfaring med europæisk samarbejde fra et tidligere job i Europa-Kommissionen og er en varm tilhænger af europæisk samarbejde. Han ser europæisk samarbejde som et vigtigt middel til at reducere nationalisme og er overbevist om, at projekter som ”Fusion Energy - The Clean Energy Source of the Future?” gør en forskel:

"Gevinsterne ved et projekt som vores er endnu større end at styrke elevernes faglighed og potentielle forskning. Det knytter også bånd mellem europæerne, og jeg er stolt og glad over, at vores demokratier kan finde ud af at foretage en langsigtet investering i det".

To år inde i projektet har eleverne knyttet venner på kryds og tværs af landegrænser, nogle elever holder ferie sammen, og der er sågar opstået kæresteforhold. Som sidegevinst har projektet givet eleverne markant forøgede engelskkundskaber. De mange timer, de tilbringer i selskab med elever fra skoler i andre europæiske lande om at forstå og formidle kompleks viden, har bidraget til at give deltagerne skyhøje karakterer i engelsk, forklarer Mikkel Max Jorn med stolthed i stemmen.

Det faglige er i højsædet, når hans elever rejser ud i Europa for at besøge en partnerskole eller får besøg af en engelsk, fransk, tysk eller polsk partnerklasse.  Projektet skal motivere flere elever og fysiktalenter til at yde deres bedste, så studierejserne til partnerskolerne er på ingen måde ferieture. Eleverne skal stå på tæer fagligt, og det gør de. Alle får samtidig den erfaring, at det kan være rart at være "nørd" i et "nørdet" selskab og del af et fagligt netværk, siger Mikkel Max Jorn. Det er hans håb, at hans elever under og efter en universitetsuddannelse vil gøre brug af deres nye kontakter og få let ved at blive del af et europæisk forskernetværk:

"Jeg tror på, at et netværk af unge forskere på tværs af grænser kan levere svar på nogle af klodens store udfordringer, men hvordan får man lige et netværk ude i verden"? For eleverne i projektet er det allerede en realitet.

Projektet er treårigt, og de foreløbige resultater er så lovende, at det har givet Mikkel Max Jorn og Vibenshus Gymnasium appetit på endnu et europæisk uddannelsessamarbejde, nemlig at dygtiggøre kommende europæiske forskere til at udvikle nye og mere effektive måder at opbevare den sol-, vand- og vindenergi, som kloden er afhængig af, indtil fusionsenergiteknologien er udviklet nok.

"Arbejdet med projektet om fusionsenergi har vist mig, at det er vejen frem for kloden, men at det tager tid, og vi må også handle her og nu. Med samme opskrift som i fusionsprojektet vil vi derfor også dygtiggøre vores elever inden for energiopbevaring og give dem et fremtidigt europæisk forskernetværk af venner, de kan stole på og arbejde sammen med om denne vigtige opgave".

I det nye projekt vil han samarbejde med en engelsk partnerskole fra fusionsenergiprojektet og har fundet tre nye partnerskoler: en i Polen, en i Grækenland og en i England. Et tredje projekt er også i støbeskeen. Mikkel Max Jorn vil med en skole i Fransk Guinea og Spanien arbejde med at skabe europæiske forskere, der kan kvalificere klimamålinger fra rummet. Den type målinger er blevet nedprioriteret af den nye amerikanske administration, og derfor må Europa ruste sig til at løfte denne vigtige opgave, forklarer han.

En tidsrøver

Mikkel Max Jorn har også lært undervejs, at det er tidskrævende at tilrettelægge et projekt, ansøge om økonomisk støtte og koordinere det. Under forberedelsen af fusionsenergiprojektet blev moderorganisationens internationale koordinatorstilling sparet væk, så Mikkel Max Jorn skulle på egen hånd formulere en ansøgning om Erasmus+-støtte. Det var så stor en mundfuld, at han undervejs måtte overdrage ansvaret til den tyske partnerskole.

"Jeg har undervejs lært at uddelegere, og det kan jeg blive endnu bedre til. Hele pointen i samarbejde er at deles om ansvar og finde fælles løsninger, og det har været en god øvelse for mig. Jeg har faste holdninger til, hvordan ting skal gøres, og jeg vokser ved at udvise tillid og give opgaver fra mig og opdage, at de kan løses på andre og nogle gange også bedre måder".

Ansøgningsprocessen kalder han ”mildest talt besværlig":

"Det er en tidsrøver, selvom det går hurtigere og bedre, når man får erfaring med det, og selvom vi har fået fantastisk støtte og vejledning fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse".

Mikkel Max Jorn har også oplevet at få massiv opbakning fra sin egen skoleledelse og ser dét som en forudsætning for deltagelse i europæisk uddannelsessamarbejde. 

"Uden ledelsens opbakning havde det ikke været muligt at realisere projektet, for det har krævet utroligt mange ressourcer, som skoleledelsen skal være villig til at afsætte lærertimer til", understreger Mikkel Max Jorn.

Det har blandt andet taget meget tid at udvikle didaktisk undervisningsmateriale i form at videoer, formelsamlinger, præsentationer, opgavesamlinger og eksperimenter. Dertil kommer dokumentation og den løbende koordination mellem partnerskolerne, som foregår pr. mail og med fysiske møder en gang pr. halvår.

"Der skal være styr på både det faglige, det pædagogiske, dokumentationen og det rent logistiske. Eksempelvis bor eleverne hos hinanden, når de er på besøg i andre lande, og så skal man vide alt om allergier, specielle diæter, diagnoser, socialt sindelag, om piger må bo hos drenge og så videre", fortæller Mikkel Max Jorn.

Vokser som lærer

For at involvere sine lærerkollegaer hjemme på Vibenshus Gymnasium i det europæiske samarbejde inviterer Mikkel Max Jorn altid en lærerkollega med, når han har møder med projektpartnerne, og når eleverne mødes. Det har mindsket, men ikke helt løst det problem, at han som ildsjæl bærer en stor del af indsatsen. 

"Jeg prøver at undgå, at det europæiske samarbejde drives af min person alene, da det er sårbart for gymnasiet, hvis jeg eksempelvis får et andet job. Så jeg involverer altid mine lærerkolleger. Jeg har eksempelvis lige haft min gode kollega og fysiker Jacob Debel med i München til koordinering af to elevophold i London og i Aix-en-Provence, men det kan alligevel godt indimellem føles lidt svært og ensomt".

Fordelene opvejer dog fuldt ud ulemperne, fastslår han. At skolen har en international linje og deltager i et Erasmus+-projekt er et trækplaster blandt ansøgere, og der er langt flere ansøgere til Science-linjen (som nu er blevet international) end før projektet.

For Mikkel Max Jorn selv har det europæiske uddannelsessamarbejde også haft stor og positiv betydning både fagligt og personligt:

"Jeg er vokset. Jeg har skulle sætte mig ind i en masse nyt, fået indblik i andre undervisningsformer og opmuntres i min egen praksis ved at opleve, at min undervisning også kan gøre en forskel for en engelsk eller polsk elev".

Samtidig oplever Mikkel Max Jorn at være med til at skabe samfundsborgere, som kan bidrage med mere til samfundet, end han selv har fået mulighed for, fordi han ikke fik samme muligheder. Det er stærkt ansporende, forklarer han.

"Selv kedede jeg mig gennem hele min grundskole og gymnasietid, fordi jeg ikke blev udfordret fagligt. Eleverne i dette projekt bliver langt klogere og kan gøre en større forskel. Man kan sige, at jeg lever lidt igennem dem. Samtidig gør jeg noget, som virkelig optager mig, og det gør mig helt sikkert til en mere motiverende og motiveret lærer".