Internationalisering i dagtilbud

Maren Pilegård Andersen er udviklingskonsulent i Videncenter for Integration, Børn og Unge i Vejle Kommune (VFIN) og har erfaring med EU-projekter. Læs med, når Maren giver sit bud på, hvorfor dagtilbud bør engagere sig i det internationale uddannelsessamarbejde, og hvordan de kommer i gang.

Udsyn april.jpg

Hvordan ser du internationalisering som en mulighed for dagtilbud?

I Videncenter for Integration, Børn og Unge i Vejle Kommune (VIFIN) arbejder vi med efteruddannelse af pædagogisk personale og udvikling af pædagogisk praksis i kommunen inden for digitale medier, sproglæring, inklusion og global dannelse. Vi har både arbejdet med nationale og internationale partnerskaber. Vi har som mål at fremme mulighederne for udveksling af kommunens daginstitutioner og i højere grad at kunne inddrage internationale daginstitutioner i vores udviklingsprojekter for at tilføje nye perspektiver, viden og læring til området. 

I foråret deltog vi i et kontaktseminar om Early Childhood Education and Care. Målet var at skabe kontakt til udenlandske børnehaver med samme projekt- og emneinteresse som os. Derudover ønskede vi ny inspiration til andre relevante projekter samt muligheden for at få indblik i kulturforskelle mellem faglige praksisser i børnehaver i forskellige lande. 

Hvordan kommer dagtilbuddene i gang?

Arbejdet med internationalisering kan ske på mange forskellige måder. Man kan deltage i fælles kurser, besøge hinanden i kortere eller længere perioder, udvikle og afprøve nye pædagogiske metoder eller dele aktiviteter og viden om alt fra traditioner og kultur, sprog og legeaktiviteter. Her giver Erasmus+ flere muligheder såsom kurser, besøg, jobshadowing og fælles projektarbejde om udvikling af nye pædagogiske metoder og praksis.

eTwinning, som er en elektronisk platform udviklet af EU til at understøtte udveksling mellem dagtilbud og skoler, giver gode muligheder for at samarbejde på en nem måde. Platformen er gratis og rummer e-mailservice, chatfunktion, fælles kalender og deling af filer. Gennem eTwinning kan institutionerne også indgå i projekter med andre partnere fx universiteter og undervisningsinstitutioner, som kan bidrage til ny viden og læring og ressourcer til at håndtere projektarbejdet. Derudover kan man deltage i kontaktseminar, som udbydes af Styrelsen for Videregående Uddannelser. De er et godt udgangspunkt, hvis man søger partnere til europæiske samarbejdsprojekter og inspiration fra praksis i andre lande.  

Hvordan gavner det europæiske uddannelsessamarbejde pædagogerne og børnene i institutionen? 

Gennem Erasmus+ får vi mulighed for at igangsætte projekter, der giver os mulighed for international udveksling af arbejdsmetoder og fagtraditioner. Det kan give os indblik i andre pædagogers faglige tilgange og refleksion over egen kulturelle og faglige tilgang til arbejdet. Vi kan lære af andre, der har særlige kompetencer. Det kan være gennem kurser eller besøg, hvor vi udveksler erfaringer og kompetencer eller i fællesskab undersøger og udvikler nye måder at udføre arbejdet på. 

For børnene handler det om at danne dem til at blive kommende medborgere i en globaliseret verden. Det kan man eksempelvis gøre ved at udveksle kulturelle traditioner eller lave projekter, hvor børnene kommunikerer med andre børn på tværs af lande ved hjælp af digitale redskaber. Projekterne kan tilføje ny viden, nye kompetencer eller metoder til pædagogerne, som kan tage hensyn til særlige børns behov såsom inklusion, diversitet, håndtering af traumer blandt flygtningebørn eller bare give ny læring, ny udvikling og nye aktiviteter, der kan bruges med børnene i det daglige arbejde. 

For pædagogerne kan det være både personligt og fagligt givende at deltage i udvekslinger eller projekter. De lærer nye kompetencer om projektarbejde og arbejde i en international kontekst.

 

Maren Pilegård Andersens råd til dagtilbud, der gerne vil i gang med det europæiske samarbejdsprojekter

  • Allier jer med de ressourcer og eksperter, som I har til rådighed. Sidder der nogen i jeres kommune, der har ressourcer og erfaring, som kan hjælpe jer med at få skrevet en god ansøgning og kan give råd til, hvordan I får strikket et godt projekt sammen?
  • Start småt med et udviklingsprojekt eller et besøg og byg derudfra et partnerskab op, som kan føre til nye og større projekter. Gå sammen flere dagtilbud i et lokalområde og brug hinandens viden og erfaring til at komme i gang.
  • Brug e-Twinning til at søge partnere. Platformen er nem at overskue.
  • Lav samarbejder med partnere fra andre sektorer – fx universiteter, professionshøjskoler eller kommunale institutioner som VIFIN. Institutionerne kan bidrage med erfaring, viden og ressourcer i ansøgning og projektarbejde.
  • Vær modige og nysgerrige. EU-projekter kan virke uoverskuelige, men når man først har sat sig ind i systemet og har fået et overblik, så kan man sagtens finde ud af det.

Maren VFIN
Maren Pilegård Andersen er udviklingskonsulent i Videncenter for Integration, Børn og Unge i Vejle Kommune (VFIN).

  

eTwinning - fællesskabet for skoler i Europa

eTwinning er en gratis elektronisk platform, hvor skoler på tværs af de europæiske lande kan udvikle samarbejdsprojekter og udveksle ideer.B

 

Senest opdateret 29. november 2016