Gå til indhold

Middelfart gør skolebørn til verdensborgere

At sende skoleledelser til udlandet for at lære at samarbejde med skoler på tværs af landegrænser er sammen med et stærkt skolenetværk centrale elementer i en igangværende internationalisering af Middelfart Kommunes folkeskoler.

Til-artikel-om-middelfart-kommune.jpg

Elev- og lærerudvekslinger med skoler i udlandet har længe været praktiseret af en række folkeskoler i Middelfart Kommune, men nu skal skolelederne også på farten. Med tilskud fra Erasmus+ tager skolelederen og den internationale koordinator på alle kommunens skoler nu sammen afsted på kursus. 

Del af noget større

Initiativet er ét af mange, som skal sikre, at kommunens børn forstår sig selv som del af den store verden, forklarer formanden for skoleudvalget i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd:

”Vi har gjort internationalisering til ét af tre strategiske indsatsområder for kommunens skoler. Vi kræver, at alle skoler skal arbejde med internationalisering på måder, der favner alle elever. Det er en naturlig opgave for skolerne at lære eleverne at se sig selv som en del af noget større”.

Han peger på, at børn i Middelfart Kommune vokser op én times kørsel fra nabolandet Tyskland, der er Danmarks største samhandelspartner, og at Middelfart Kommune er del af trekantområdet med flere industriarbejdspladser end i København, Aarhus og Odense tilsammen. 

”Der er en økonomisk vækst-dagsorden, der tilsiger, at den internationale dimension er vigtig i skolen. Samtidig har vi pligt til at sikre, at skolebørn bliver livsduelige, og i dag indebærer det, at man kan begå sig i verden. Det er en vigtig del af børns dannelse at hæve blikket og se ud”, siger skoleudvalgsformanden. 

Siden 2015 har det derfor været et konkret mål i Middelfart Kommunes skolepolitik, at alle skoler skal sikre, at alle elever arbejder med internationale emner, fortæller Johannes Lundsfryd. 

Der er ikke afsat ekstra økonomiske midler til at realisere strategien, og kommunalpolitikerne i Middelfart Kommune har bevidst valgt ikke at blande sig detaljeret i, hvordan skolerne arbejder med internationalisering forklarer han. Men strategien slår fast, at alle skoler skal have et internationalt udvalg og en international koordinator, der skal deltage i regelmæssige netværksmøder med de internationale koordinatorer fra kommunens øvrige skoler og skoleforvaltningens internationale vejleder, Vibeke Vedsted Andersen. 

Skolelederen er vigtigst

Stillingen er ny, men Vibeke Vedsted Andersen trækker på mange års erfaring med internationalisering, da hun også er lærer og international koordinator på Vestre Skole, som er én af de skoler i kommunen, der arbejder mest aktivt med internationalisering. 

Til artikel om Middelfart Kommune 2

Vestre Skole har deltaget i en lang række EU-støttede samarbejdsprojekter med skoler i andre EU-lande, og erfaringerne herfra bruger hun nu til nye tiltag, der skal få flere af kommunens skoler op i gear i forhold til at arbejde med internationalisering – og det gav hende ideen til at sende skolelederne på efteruddannelse i internationalt samarbejde. 

”Min erfaring og alle undersøgelser viser, at skolelederen er den allervigtigste person i forhold til at puste kraft ind i skolens arbejde med internationalisering. På nogle skoler er det ildsjæle, der driver det, men de brænder ud eller skifter job på et tidspunkt, så det gælder om at få arbejdet funderet i ledelsen”, siger Vibeke Vedsted Andersen. 

Kurserne er tilrettelagt, så hver skoles skoleleder og internationale koordinatorer sammen i en uge rejser til et sted i Europa for at deltage i et kursus, der klæder dem bedre på til det internationale arbejde. 

”Nogle skoleledere kommer afsted på meget konkrete kurser i at udarbejde og administrere ansøgninger om EU-tilskud til europæiske samarbejdsprojekter, andre skal på mere kreative kurser, hvor målet er at udvikle noget i et fællesskab med skoler i andre EU-lande. Og bagefter er det planen, at skolelederne og de internationale koordinatorer skal mødes ved netværksmøder og udveksle erfaringer for på den måde i fællesskab at kvalificere de forskellige aspekter i det internationale samarbejde”, fortæller Vibeke Vedsted Andersen. 

Netværk er alfa og omega

Netværk er helt centralt i arbejdet med internationalisering, har Vibeke Vedsted Andersen erfaret. Hun ser det som en vigtig del af sin mission at lære skolerne at etablere og bruge deres internationale netværk bedre. Skolernes internationale koordinatorer holder derfor fælles netværksmøder sammen med hende hver anden måned.

”I en travl hverdag på skolerne er det vigtigt at holde fast i det internationale arbejde, og regelmæssige netværksmøder sikrer, at der er et forum for fælles inspiration og videndeling. Faste møder er også med til at sikre, at deltagerne følger op på de initiativer, der er i gang på skolerne”. 

Vibeke Vedsted Andersen hører mange lærere og skoleledere sige: Hvordan skal vi samarbejde med verden, når vi ikke har noget netværk?. De savner at opleve det personlige møde og håndtrykket med en samarbejdspartner, de stoler på. 

Middelfart Kommune arbejder derfor med netværk på mange fronter. Vibeke Vedsted Andersen har taget initiativ til en virtuel gruppe for kommunens skolebibliotekarer, hvor kommunens lærere kan finde inspiration om globale undervisningsmaterialer, som de kan bruge i undervisningen. 

Kommunens dansk-som-andetsprogslærere bliver også sendt på kursus i Europa for i fællesskab med deres europæiske kolleger at blive klogere på den multikulturelle skole og integration af flygtningebørn. Deres viden herfra bliver også bagefter delt i kommunens netværk.  

Og Vibeke Vedsted Andersen har mange flere netværk og ideer i støbeskeen:

”Det her er kun starten. Internationaliseringen går ikke over, og der er mange veje at gå, som vi slet ikke er begyndt at betræde endnu. Kun fantasien sætter grænser”.

Vibeke Vedsted Andersens seks råd til at arbejde strategisk med internationalisering i folkeskoler: 

  • Lav en kommunal målsætning og strategi for den internationale dimension og afsæt økonomiske midler til at realisere den.
  • Ansæt en central international koordinator i skoleforvaltningen, så lærerne ved, hvor de kan få vejledning, råd, inspiration, nyheder og viden om didaktik.
  • Mød lærerne der, hvor de er. Spørg eksempelvis: Hvad kan jeg gøre for, at det her bliver let? Og hjælp dem med at implementere den internationale dimension i det arbejde, de i forvejen laver.
  • Lad skolernes internationale koordinatorer indgå i netværk og sørg for, at de mødes regelmæssigt.
  • Start med små projekter.
  • Luk ikke indsatsen ned igen, den lever ikke videre af sig selv.

10234409-.jpg

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 11. november 2021

Afsendere