Gå til indhold

Dansk Erhverv: Rejs ud og bliv mere attraktiv som arbejdskraft!

Hvorfor er udlandspraktik på CV' et vigtigt for arbejdsgiverne? Og hvad vil virksomhederne især gerne have, at de studerende får med dig hjem? Mette Fjord Sørensen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef hos Dansk Erhverv, giver svar.

Hvorfor er danske studerendes deltagelse i udlandspraktik vigtigt for arbejdsgivere?

Fordi praktik i udlandet betyder, at du får andre udfordringer, end du gør til dagligt på studiet. Du kommer uden for din ’comfort zone’ og får trænet din selvstændighed på en helt anden måde, end hvis du bor i Aarhus til dagligt og tager på praktikophold i København. Når de studerende rejser til udlandet, får de noget ekstra med hjem, som de kan tilbyde arbejdsgiverne efter uddannelsen. Det gør dem mere attraktive som arbejdskraft.

Hvordan vurderes udlandspraktik i forhold til praktik i Danmark?

Praktik er rigtigt godt, uanset om praktikken foregår i Danmark eller udlandet, fordi de studerende får anvendt al den viden og de teorier, de har læst sig til, i praksis. Med udlandspraktik får de så tilmed sproglige og interkulturelle kompetencer samt et netværk, som de og den arbejdsplads, hvor de senere bliver ansat, kan nyde godt af.

Det er ofte meget mere besværligt at komme til at arbejde i udlandet senere i livet, når de studerende er blevet mere ’sat’ af børn, hus og fast arbejde. Udlandspraktik er en unik mulighed for at opsamle erfaringer og kompetencer udefra, mens de endnu ikke har så mange private forpligtelser. Så grib chancen for at tage et praktikophold i udlandet, når den er der! Det vil jeg opfordre alle til.

Hvilke kompetencer ser virksomheder blive udviklet via udlandspraktik?

De studerende får interkulturel forståelse, for de lærer om de uskrevne regler og normer, der gælder i et andet land, og de lærer at begå dig i en helt anden sammenhæng, end de er vant til. På arbejdspladserne i fx Frankrig gør man tingene på andre måder end i Danmark, og når den studerende har oplevet det, kan han/hun bringe den viden med sig hjem til et job. Derudover får de selvfølgelig sproglige kompetencer, som er guld værd. Ofte bliver de bedre til engelsk, og selvom de ikke kan nå at lære fx portugisisk under et praktikophold i landet, får de alligevel opsnappet lidt sprogligt, de kan bruge og evt. bygge videre på senere.

Hvordan bidrager en ansat, som har været i udlandspraktik, til en virksomhed?

Når du har mærket på egen krop, hvordan tingene foregår i et andet land, kan du bidrage med ’do’s and don’ts’ på et meget praksisnært niveau. Desuden kan du bidrage med udenlandske kontakter. Hvis du har været i praktik i Spanien og får arbejde i et firma, som gerne vil ind på det spanske marked, kender du måske nogen, som kan hjælpe. Du kan også byde ind med en bredere vifte af samarbejdskompetencer, fordi du har prøvet at samarbejde med kolleger på tværs af sprog- og kulturforskelle.

Er udlandspraktik lige vigtigt i alle erhverv?

Ja. Det er nemt at få øje på fordelene ved, at du har sproglige og interkulturelle kompetencer, hvis du skal arbejde i en stor virksomhed med datterselskaber eller kunder i udlandet, og hvor forretningssproget er engelsk. Men selvom arbejdspladsen ikke i forvejen har meget kontakt med udlandet, kan det sagtens vise sig, at disse kompetencer er et plus, fx når nye markeder og samarbejdsrelationer overvejes. Og de personlige kompetencer som selvstændighed og gå-på-mod, som den studerende har med hjem fra et praktikophold, kan bruges alle steder.

Er udlandspraktik noget, der efterspørges på arbejdsmarkedet?

Ja, de kompetencer, du får på et praktikophold i udlandet, er bestemt i høj kurs på arbejdsmarkedet. Praktikken kan give forretningsforståelse og viden om, hvordan dit fags teorier kan bruges i virkeligheden. Oveni hatten bliver du bedre til fremmedsprog og får en viden om andre kulturer, som du ikke kan læse dig til. Det er alt sammen kompetencer, som arbejdsgiverne kigger efter, når de skal ansætte nye folk.

Hvad bør danske studerende være særlig opmærksom på at få med sig hjem fra udlandspraktik?

For det første: kontakter! De studerende skal sørge for, at få et stærkt netværk med faglige og personlige kontakter, mens de er i udlandet. Brug tid på at lære landet, miljøet, arbejdspladsen og menneskene omkring dig at kende. Det er sådan, du bedst får indsigt i landets normer og kulturelle koder, og samtidig danner du netværk. Det er ikke kun et netværk af kolleger, som er vigtigt. De folk, de studerende omgås med i fritiden, kan også komme dem og  en fremtidig arbejdsplads til gavn senere.

Mette FjordMette Fjord Sørensen er uddannelses- og forskningspolitisk chef hos Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv er en af landets største erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer og repræsenterer 17.000 virksomheder og 100 brancheorganisationer inden for handel, rådgivning, videnservice, oplevelse, velfærd og transport.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 14. september 2023