Gå til indhold

EU-projekt skal klæde studerende på til fremtidens arbejdsmarked

Aalborg Universitet er partner i et stort europæisk uddannelsesprojeket, som arbejder for at øge studerendes kvalifikationer og gøre dem klar til arbejdsmarkedet. Men hvad kan projektet? Og hvad skal det munde ud i? Det har vi spurgt projektleder Evangelia Triantafyllou om.

Hvad handler projektet om?Evangelia Triantafyllou

Projektet hedder CRETE2020, Critical Skills for Electronic Engineers of 2020 og skal bidrage til at afdække og imødekomme nye krav til fremtidens medarbejdere inden for ingeniørfaget. I projektet samarbejder vi med fem videregående uddannelsesinstitutioner fra Portugal, Grækenland, Belgien, Polen og to virksomheder fra henholdsvis Spanien og Grækenland.

Hvorfor har I igangsat projektet?

Projektet er sat i søen for at imødegå det paradoks, at 57% af arbejdsgivere generelt ikke kan finde nyuddannede, der er dygtige nok til at udføre deres arbejde, når de ansættes inden for ingeniørfaget. Projektet skal derfor bidrage til at klæde studerende på, så de kan mestre vigtige både bløde og hårde færdigheder, som den 4. industrielle revolution stiller krav om. Det er færdigheder som blandt andet robotteknik, kunstig intelligens, maskinlæring, tingenes internet (IoT), quantum computing, graphene & 2D materialer, 5G kommunikation, datalogi, indlejrede systemer, kritisk tænkning, præsentationsteknik og skrivning, kompetencer for iværksættere, konfliktstyring og projektledelse.

Aalborg Universitet Crete 2020 logo

Hvilke resultater vil I gerne opnå? 

Projektet begyndte i oktober 2018 og varer i to år. I april 2019 fandt det første intensive kursus sted på Aalborg Universitet i København, hvor flere end 50 studerende, undervisere, og iværksættere fra de seks lande deltog. Det næste kursus finder sted i Porto i Portugal fra den 20. til den 24. april 2020, og semestermodulerne er under udvikling. Projektet skal munde ud i en række uddannelsesmæssige aktiviteter fx:

  •  Udvikling af semestermoduler, der vil blive akkrediteret af partneruniversiteterne i de ovennævnte videnskabelige fag
  • Udvikling af undervisningsvejledninger om, hvordan man underviser og evaluerer bløde færdigheder i undervisning inden for videnskab og teknik
  • Udvikling af undervisningsvejledninger om, hvordan man implementerer problembaseret læring i videnskab og teknik
  • Organisering af to intensive kurser (Erasmus Intensive Course Week) i de ovennævnte fag i 2019 og 2020. Under disse forløb vil modulerne og målrettede undervisningsmetoder blive testet og vurderet af deltagerne (undervisere og studerende) 

Hvem kan få gavn af projektets resultater?

Vi håber, at projektets resultater kan være brugbare for både undervisere og studerende på andre videregående uddannelsesinstitutioner. Derudover at iværksættere og virksomheder på tværs af Europa kan bruge resultaterne i deres arbejde.

 Projektet har fået 219.993 EUR i tilskud fra Erasmus+.

Aalborg universitet projekt CRETE2020
 

 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 14. september 2023

Afsendere