Gå til indhold

Kapacitetsopbygningsprojekter inden for videregående uddannelse

Videregående uddannelsesinstitutioner fra EU-programlande kan samarbejde om kapacitetsopbygning af uddannelser og uddannelsessystemer i et eller flere partnerlande.

Acceptér marketing cookies for at se denne video.

Tillad venligst alle cookies for at se denne video.



Video: Erasmus+ Capacity Building in Higher Education, Europa-Kommissionen, 2022

Hvad er et kapacitetsopbygningsprojekt?

Et kapacitetsopbygningsprojekt inden for videregående uddannelse (Capacity Building in Higher Education) er et tværnationalt samarbejde mellem institutioner inden for videregående uddannelse i EU-programlande og partnerlande uden for EU. Projekterne arbejder med at støtte moderniseringen, kvaliteten og tilgængeligheden af videregående uddannelse i partnerlande. Det skal medvirke til både social og økonomisk udvikling i partnerlandet. Fokus i projektet er derfor på ét eller flere partnerland(e).

Hvilke aktiviteter støttes?

Der er tre typer kapacitetsopbygningsprojekter:

1. Fostering access to cooperation in higher education
Mindre projekter, som retter sig mod videregående uddannelsesinstitutioner i partnerlande. Denne projekttype skal imødekomme nye ansøgere, underrepræsenterede lande eller regioner og målgrupper med færre muligheder. Tilskuddet ligger mellem 200.000-400.000 EUR, og projektet løber 2-3 år.

2. Partnerships for transformation in higher education
Projekterne retter sig også mod videregående uddannelsesinstitutioner i partnerlande, men forventes at være mere innovative, have et bredere fokus og en større "impact" på både institutionernes styring og på forholdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv. Tilskuddet ligger mellem 400.000-800.000 EUR, og projektet løber 2-3 år.

3. Structural reform projects
Strukturelle projekter retter sig mod makroniveauet, det vil sige nationale videregående uddannelsessystemer og uddannelsespolitik i udvalgte partnerlande. Her kan man lave aktiviteter, der udvikler politik, styrings- og ledelsessystemer, styrker relationer mellem det videregående uddannelsessystem og øvrige aktører og fremmer internationalisering. Det er et krav, at den nationale myndighed for videregående uddannelse i partnerlandet deltager. Tilskuddet ligger mellem 800.000-1.000.000 EUR, og projektet løber 3-4 år.

Hvem kan søge?

Et konsortium af videregående uddannelsesinstitutioner eller anerkendte sammenslutninger af rektor-, lærer-, eller studenterorganisationer fra EU-medlemsstater og tredjelande, der er associeret med programmet (herefter: EU-lande) samt tredjelande, der ikke er associeret med programmet (herefter: partnerlande) kan ansøge. 

Partnerlandene kan være fra EU's regioner 1, 2, 3, 5, 6, 7, 8, 9, 10 and 11, se oversigt nedenfor. Belarus og Rusland kan ikke deltage. 

Der skal indgå

  • Mindst fire organisationer
  • Mindst én videregående uddannelsesinstitution fra mindst to EU-lande og mindst to videregående uddannelsesinstitutioner fra ét eller flere partnerlande uden for EU
  • Antallet af organisationer fra EU-lande må ikke være højere end antallet fra partnerlande 

Hvis der er tale om et "structural reform project", skal projektet inkludere den nationale myndighed, som er ansvarlig for videregående uddannelse i partnerlandet (f.eks. ministerium) som fuld partner.

Projekterne kan evt. involvere NGO'er, små og mellemstore virksomheder og andre organisationer med forbindelse til videregående uddannelsesinstitutioner.

Deltagende videregående uddannelsesinstitutioner fra et EU-land skal have et Erasmus Charter for Higher Education (ECHE). Det skal tilsvarende institutioner fra partnerlande ikke, men de skal forpligte sig på ECHE-principperne. Du kan læse mere om ECHE her:

Hvor mange penge?

Det samlede projekt kan forløbe over to eller tre år og involvere aktiviteter af forskellig varighed.

Budgettet varierer, men ligger mellem 200.000 til 1 mio. EUR. Midlerne bruges til at dække udgifter til løn, rejse, ophold, udstyr og udlicitering.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist: 8. februar 2024 kl. 17.00. Der er pt. ingen aktuelle frister.

En organisation ansøger om tilskud på vegne af hele partnerskabet hos EACEA (European Education and Culture Executive Agency) i Bruxelles. Der ansøges gennem EU's Funding & Tender Portal. 

Hvor finder jeg mere information?

Til brug for din ansøgning får du brug for at nærlæse Erasmus+-programguiden. Læs om ”Capacity Building in the Field of Higher Education” på side 311.

Her finder du blandt andet vurderingskriterier, budgetregler og landesatser for tilskud og en detaljeret redegørelse for forberedelsen af et kapacitetsopbygningsprojekt.

Al vejledning og behandling af ansøgninger varetages af EACEA (European Education and Culture Executive Agency) i Bruxelles.


Læs om et konkret eksempel på et kapacitetsopbygningsprojekt i Moldova, og hvad danske institutioner kan få ud af at indgå i et kapacitetsopbygningsprojekt.


Find inspiration og gode råd til samarbejdet med lande uden for EU gennem Erasmus+ i publikationen om den internationale dimension af Erasmus+.

Inspiration til kapacitetsopbygningsprojekter

Kontakt

Therese Hyll Bruun
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 83 17
Email: thbr@ufm.dk
Jonas Bæk
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 84 44
Email: jona@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 20. februar 2024

Afsendere