Gå til indhold

Vinderne af PIU-konkurrencen 2021 er kåret

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen udskrev før sommerferien for 9. gang en konkurrence blandt elever i erhvervsuddannelserne om at lave en kort film eller skrive en historie om deres praktikophold i udlandet. Vinderne blev kåret i København torsdag d. 25.november

PIU-konkurrencens vindere 2021

Bedste historie

I historie-kategorien gik førstepræmien på 7.000 kr. til Simone Luna Lohmann Pedersen (tv. på billedet), der fra december 2020 til juni 2021 var i praktik som gartner i Portugal på den økologiske gård Quinta da Fornalha.

Her har Simone sammen med de lokalansatte og to andre PIU-elever fra Roskilde Tekniske Skole holdt skik på 30 hektar skovhaver, appelsinplantage og fire nye haver med bede, der tilsammen har forsynet gårdens restaurant, lokalområdet og turisterne med frugt og grønt.

Simone får præmien for en meget engageret historie, der ikke alene er godt fortalt, men også giver indsigt i de nye fagligheder, Simone har tilegnet sig under sit 6 måneders lange ophold i Portugal. Om økologi, jordforbedring og dyrkning i et varmt klima - og om en særlig beskæringsteknik, der respekterer figentræets lange liv.

Simone er i dag igen taget i praktik i udlandet. Denne gang dog knap så langt hjemmefra, nemlig i Malmø. 

Det var administrerende direktør i tænketanken DEA, Stina Vrang Elias (th. på billedet), der på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens konference om Erasmus+ i DGI-byen, overrakte diplomer og buketter til vinderne.    

Bedste film

I kategorien film gik førstepræmien på 7.000 kr. til Camilla Martins (i midten på billedet), der har været i praktik i Norge som møbelsnedker, først i Bergen hos Philipp von Hase og siden i Tromsø hos firmaet Ekte.

Camilla Martins får præmien for en meget smuk og velkomponeret film, der lader billederne fra snedkerværkstedet og den norske natur smelte sammen til ét højere tredje. Camilla giver os desuden et indblik i snedkerhåndværket. Vi ser, hvordan det damper, når træet skal bøjes, og vi ser eksempler på, hvad Camilla har været med til at skabe. ”365 dage i Norge”, som filmen hedder, er også historien om godt kollegaskab, naturkræfter og om at gribe chancen, når den er der. På alle måder altså en vinderfilm.

Camilla bliver færdig som snedker i september 2023. Pt er hun på skoleforløb på NEXT i Rødovre, men efter jul tager hun tilbage til Ekte i Tromsø, hvor hun har været heldig at få forlænget sin første praktikaftale. 

Se Camillas film her: 


Acceptér marketing cookies for at se denne video.

Tillad venligst alle cookies for at se denne video.


Øvrige historie-vindere 2021

Andenpræmien på 5.000 kr. i historiekonkurrencen gik til Asbjørn Nielsen – endnu en gartner fra Vilvorde, dvs. Roskilde Tekniske skole. Asbjørn har skrevet historien ”I granatæbletræernes skygge” om sit halve år på gården Finca La Paz i Andalusien. 

Asbjørn får præmien for sin histories sproglige overskud, smittende stemninger og historiske fakta. Ingen tvivl om, at Asbjørn - udover at være en dedikeret gartnerelev med sin plantedagbog i inderlommen - også har en forfatterspire i maven.    

I dag er Asbjørn hjemme i Danmark og leder efter en dansk praktikplads. Hvis det ikke lykkes, er planen at tage tilbage til Spanien og arbejde vinteren over. 

Tredjepræmien på 3.000 kr. for en velfortalt historie gik til Sheila Behnke, der har skrevet om sit ophold som social- og sundhedsassistent på plejehjemmet AWO Servicehaus i Kiel.

Sheila får præmien for meget ligefremt og fordomsfrit at beskrive arbejdsmetoder og arbejdsvilkår, hun mødte i Tyskland, og som var væsensforskellige fra dem, hun kendte fra sin praktiktid i Danmark. Sheilas historie er fyldt med refleksioner over plejepraksis og omsorgsarbejde, og den efterlader, som andre gode historier, læseren med noget at tænke over. 

Sheila, der har været elev på SOSU Nord, besluttede efter hun kom hjem fra Tyskland at læse videre til socialrådgiver

Øvrige film-vindere 2021

Andenpræmien på 5.000 kr. i filmkonkurrencen gik til Julie Josefine Larsen, der er dyrepasserelev fra Hansenberg i Kolding.

Julie Josefine får præmien for en film, hvis billedside, musik og klipperytme understøtter historiens budskab – nemlig, at nervøsiteten ved at skulle rejse ud alene for første gang i sit liv – hurtigt blev erstattet af stolthed og glæde ved at kunne stå på egne ben og føle sig fagligt tilstrækkelig i en af Europas meget anerkendte zoologiske haver i Rotterdam i Holland.

I filmen fortæller Julie Josefine også om de mange forskelle, der er mellem dyrepasserens arbejde i Holland og Danmark. 

Og endeligt gik tredjepræmien på 3.000 kr. i filmkonkurrencen til Arturo Romera, der studerer økologisk landbrug på Kalø Økologiske Landbrugsskole og har været i praktik i på en gård lidt uden for Madrid. 

Arturo får præmien for en film med varme og stemningsfulde billeder fra praktikstedet og med en spansk guitar, der sætter rytmen for klippene og bakker speaken op. Arturo havde boet 5 år i Danmark, da han som 21-årig kok og bager fik lyst til at vide mere om, hvor fødevarerne egentlig kommer fra. Det var derfor han begyndte på Kalø Økologiske Landbrugsskole

Arturos film er derfor også en meget personlig historie om at rejse tilbage til Spanien, hvor han er født, og under sit ophold få øje på, hvor meget han har savnet, men også, hvor meget Danmark og Kalø har lært ham.

Hvorfor en PIU-konkurrence? 

For at synliggøre, hvad elever får ud af et praktikophold i udlandet og herigennem motivere flere unge til at bruge PIU-ordningen undervejs i deres uddannelse, udskriver Uddannelses- og Forskningsstyrelsen hvert år en konkurrence. Unge, der er eller har været i praktik i udlandet med PIU-ordningen, kan deltage ved at lave en film eller skrive en historie om deres oplevelser og erfaringer fra udenlandsopholdet.

Hvert år tager omkring 1.500 elever på erhvervsuddannelserne et praktikophold i udlandet med økonomisk støtte fra PIU-ordningen. Praktikopholdene giver en masse gode oplevelser og et stort udbytte for eleverne både fagligt, socialt og personligt. Der medfølger spændende oplevelser ved at bo og arbejde i et andet land i en kortere eller længere periode, og det er de oplevelser, vi ønsker, bliver spredt til andre interesserede.

Hvem kan deltage?

Alle elever, der er eller har været i praktik i udlandet med støtte fra PIU-ordningen.

Hvad kan du vinde?

Der uddeles i alt seks præmier:

2 præmier på hver 7.000 kr.

2 præmier på hver 5.000 kr.

2 præmier på hver 3.000 kr.

Hvilke kriterier bedømmer vi ud fra?

Filmen eller historien skal fortælle noget om:

  • Hvordan din hverdag så ud - både på arbejdspladsen og i fritiden
  • Hvad du har fået ud af dit ophold, både fagligt og personligt
  • Hvad der var anderledes i forhold til at arbejde i Danmark
  • Det land, som praktikopholdet har fundet/finder sted i

Der vil være en ekstern jury, som laver en helhedsvurdering ud fra ovenstående kriterier.

Filmen må maksimalt vare 3 minutter. Hvis du lægger musik på filmen, skal du sørge for, at musikken ikke er omfattet af regler om ophavsret, dvs. musikken skal være 'Royalty Free'.

Historien må maksimalt fylde 3 A4-sider (6.000 tegn inkl. mellemrum). Der er ingen krav til formen: Det kan være dagbogsform, artikelform, et essay eller andet. Du skal vedlægge billeder fra dagligdagen på praktikstedet, som vedhæftes, når du indsender din historie.

Indsendelse og frist

Historier med vedhæftede billeder indsendes til EUD@ufm.dk.

Film uploades og indsendes via wetransfer.com til EUD@ufm.dk.

Alle deltagere i konkurrencen skal desuden indsende følgende oplysninger til EUD@ufm.dk:  

  • Hvor dit praktikophold har fundet sted (virksomhedens navn, by og land)
  • Opholdets varighed (måned, år)
  • Fag/uddannelse
  • Hvilken erhvervsskole i Danmark, som du er eller har været tilknyttet
  • Dine kontaktoplysninger inkl. telefonnummer.

Frist for indsendelse var den 4. oktober 2021

 

Offentliggørelse af præmiemodtagerne

Præmiemodtagerne har fået direkte besked i begyndelsen af november og blev altså offentliggjort på Erasmus+-konferencen i København 25.november 2021.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen forbeholder sig ret til at bruge alle indsendte bidrag i hel eller delvis gengivelse til informationsmateriale og/eller presseomtale af PIU-ordningen. 

Kontakt

Lars Møller Bentsen
International rådgiver
Tlf.: +45 72 31 89 26
Email: lmb@ufm.dk
Lise Frank
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 88 73
Email: lifr@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 27. november 2023