Gå til indhold

Comenius: Sundhed på dagsordenen

Glem alt om chips, cola og sofakartofler. De unge på matematik-, biologi, -og idrætsstudieretningen i 2. g på Aalborg Tekniske Gymnasium satte i uge 47 fokus på ”En Sund Sjæl i et Sundt Legeme”. De modtog gæster fra Grønland, Tyskland og Frankrig i forbindelse med et Comenius multilateralt skolepar

Sundhed på dagsordenen

Glem alt om chips, cola og sofakartofler. De unge på matematik-, biologi, -og idrætsstudieretningen i 2. g på Aalborg Tekniske Gymnasium satte i uge 47 fokus på  "En Sund Sjæl i et Sundt Legeme". De modtog gæster fra Grønland, Tyskland og Frankrig i forbindelse med et Comenius multilateralt skolepartnerskab, og fik både klatret, testet kondien og dannet tværnationale venskaber.

AALBORG: Der er trængsel om bordfodbolden i aulaen på Aalborg Tekniske Gymnasium, og hører man godt efter, er det engelsk, der bliver talt med både dansk, grønlandsk, fransk og tysk accent. Rundt omkring er der ligeledes unge i gang med armbøjninger, konditest, kostberegninger og målinger af lungekapacitet, hvilket medfører grin, kommentarer og ivrig notering fra de omkringstående.

Tredages-workshoppen "A Healthy Mind in a Healthy Body" er i fuld gang, og det er en tilfreds international koordinator og lærer i kemi, teknikfag og fysik, Anja Ravnsbæk, der går rundt blandt de unge gæster, der besøger Aalborg i forbindelse med det Comenius Multilateralt Skolepartnerskab, som kører på andet projekt-år.

"Det lå lige til højrebenet, at projektet skulle handle om, hvad sund livsstil betyder for en god indlæring, da det er et område, eleverne på denne studieretning interesserer sig meget for," fortæller Anja og uddyber, at slutmålet er, at få nogle elever med en større bevidsthed om kroppen og dens fysiske og psykiske formåen og desuden at skabe en bevidsthed om kulturelle aspekter og traditioner for sundhed i andre lande.

Gerne grønlandske veninder

Cecilia Bundgaard Knudsen har netop gennemført fem af de ni poster, der skal prøves i løbet ad dagen, og har bevist over for sin tværnationale gruppe, at hun er stærk i armbøjninger. Hun er også privat vært for to af de grønlandske elever, og den 18årige 2.g-elev har set meget frem til besøget.

"Jeg synes, det er interessant at få et indblik i, hvad de tænker om Danmark, og håber, vi kan bevare kontakten. Og så har jeg da lært, at grønlændere ikke spiser mange grøntsager, men er mest glad for traditionel dansk mad som kartofler, kød og rugbrød."

Hun glæder sig især sig til morgendagens besøg på Nordkraft, hvor eleverne skal dyrke bl.a. Shine yoga, hoppe på trampoliner og klatre på en 20 meter høj væg. Som tidligere klatrer på højt niveau er hun helt på hjemmebane - og eleverne har da også haft en finger med i programmet, røber Bjarne Sønderstrup, lærer i biologi og matematik for 2. g-klassen.

"Klassen har taget flot medejerskab på planlægningen, og de fungerer også som gode værter, der bryder isen, hvis der f.eks. er lidt sprogvanskeligheder."

Anja Ravnsbæk supplerer, at de danske elever oftest er de mest selvstændige og gode til at tage initiativer i de internationale sammenhænge, skolen også tidligere har deltaget i.

"Det er fantastisk at opleve, hvordan selv de stille elever blomstrer op, og i det hele taget bliver verden meget mindre og mere håndgribelig, når man rejser ud i den - derfor prioriterer vi også skolepartnerskaberne så højt, ligesom vi også deltager i andre internationale projekter. Dette er det tredje skolepartnerskab, og vi har planer om måske at prøve et bilateralt kun med Frankrig næste gang," fortæller Anja Ravnsbæk.

Kost i Tyskland – doping i Frankrig

Tre af de fire skolepartner-lande har tidligere været i Island sammen, hvor de bl.a. satte spot på hvilke fem sportsgrene, der er mest populære i de enkelte lande, og workshoppen i Aalborg er den anden sammen. Den første fandt sted i Grønland og havde som tema "Ekstrem sport og psykologien bag." Og hvor danskerne har valgt at sætte de biologiske aspekter i fokus, vil workshoppen i Tyskland til februar være koncentreret om sund kost, hvor tyskerne står meget stærk, fortæller Anja Ravnsbæk.

"Når vi så skal besøge Frankrig til april vil der være bl.a. EPO og andre dopingmidler på programmet og faren ved disse. Alt i alt kommer vi bredt omkring vores tema."

Første workshopdag er ved at ende, og de unge skal have samlet og fremlagt resultaterne af de ni tests, hvilket spreder lidt konkurrencestemning. Nogle af de danske elever har allerede planlagt, at der skal spilles fodbold efterfølgende, ligesom de også har fået sneget paintball ind i programmet for i morgen. Og et hurtigt kig på de internationale gæster viser, at det nok skal blive en succes.

Senest opdateret 17. marts 2014