Gå til indhold

Tidsbegrænset ansættelse

En ansættelsesaftale kan indgås for et forud aftalt tidsrum eller til udførelse af en bestemt arbejdsopgave.

En tidsbegrænset ansættelsesaftale medfører, at ansættelsesforholdet automatisk ophører, når tidsrummet er forløbet eller arbejdsopgaven er udført.

Som tidsbegrænset ansat finder reglerne i lov om tidsbegrænset ansættelse anvendelse.

Samme vilkår som en fastansat

Loven sikrer den tidsbegrænsede ansatte mindst de samme løn- og ansættelsesvilkår, som en sammenlignelig fastansat. 

En arbejdsgiver kan beslutte, at bestemte ansættelsesvilkår først gælder efter opnåelse af en given anciennitet, såfremt dette også gør sig gældende for fastansatte.

Forlængelse af en tidsbegrænset ansættelse

Det er muligt at forlænge en tidsbegrænset ansættelse, dog med hensyntagen til lov om tidsbegrænset ansættelse. Af lovens § 5, stk. 2 gælder der en særlig regel, som giver mulighed for at forny tidsbegrænsede ansættelser for forskere og undervisere to gange, således at der i alt er tre ansættelsesperioder med en vis tidsmæssig sammenhæng.

Det betyder, at den ansatte forsker eller underviser efter tre ansættelsesperioder ikke kan ansættes tidsbegrænset i yderligere perioder i den samme stilling. Dog er det fortsat muligt at ansætte forskeren eller underviseren i en ny stillingen ved universitetet.

Ved afgørelse af, om der er tale om fornyelse af et eksisterende ansættelsesforhold eller en ny selvstændig tidsbegrænset ansættelse, må der hver gang foretages en konkret vurdering af det pågældende ansættelsesforhold.

De forhold som kan få betydning for vurderingen kan være: 

  • Indholdet i den nye ansættelse
  • Tidsforløbet mellem de to ansættelser
  • Om ansættelsen på trods af sit nye indhold og/eller tidsforløbet mellem de to ansættelser kan betragtes som et forsøg på omgåelse af lov om tidsbegrænset ansættelse.

Kontakt

Natasja Stahl Madsen
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 83 40
Email: nsm@ufm.dk
Lone Kjær
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 88 83
Email: lonk@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 09. januar 2023