Gå til indhold

Danskerne er som plastikblomster

- et speciale om følelser i den grønlandske sprogdebat

Danskere som plastikblomster! Farvestrålende, dominerende, men døde, rodløse og uden forbindelse til livet selv. Dette billede fra Camilla Kleemann-Andersens vinder-speciale er et herligt eksempel fra den grønlandske sprogdebat, der viser, hvordan sproget i Grønland er blevet et af de mest kontroversielle fænomener i rigsfællesskabet.

Sprogdebatten bruser tit op i Grønland. Den antænder iltre diskussioner om identitet, historie, kolonitid og magthierarkier. Camilla Kleemann-Andersens speciale vrimler med sår, smerte og ofre, og stridighederne er langt fra ovre.

I skrivende stund debatteres det eksempelvis i Grønland, om det bør være et krav til fremtidens offentligt ansatte i Grønland, at de tager kurser i grønlandsk, hvis de ikke mestrer sproget, eller om det vil skabe nye problemer, og om forslaget i virkeligheden dækker over et irrationelt ønske om at udgrænse mennesker, der ikke taler grønlandsk.

Sprogdebatten skaber hovedbrud og følelser, følelser og atter følelser. Præcis her sætter Camilla Kleemann-Andersen, 33, fra Institut for Sprog, Litteratur og Medier på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, ind med sit speciale. Som hun skriver indledningsvis:

“Når man spørger folk, hvad de mener om sprogdebatten i Grønland, er der en tendens til, at de siger at ‘sprogdebatten tit kommer til at handle om følelser’. Men hvorfor må det ikke handle om følelser? Handler sprog ikke også om følelser? Hvorfor vækker det egentlig så mange følelser? Fokus i dette speciale er at undersøge hvilke følelser sprogdebatten bringer frem i folk og hvorfor den gør det.”

Da vi taler sammen, er hun særligt optaget af at skelne mellem det, hun opfatter som stærke legitime følelser på den ene side, og på den anden side den politisering af følelserne i sprogdebatten, der fører til udgrænsning af udvalgte grupper, hvad enten det er grønlændere, der ikke taler flydende grønlandsk eller kun dansk, eller grønlændere, der kun taler grønlandsk, eller danskere, der ikke taler grønlandsk. I alle sammenhænge kan følelserne anvendes til sprængfarligt politisk håndværk, og Camilla Kleemann-Andersens speciale indeholder en række eksempler netop på det fænomen.

40 timers tv

For at beskrive mekanismerne foretager hun diskursanalyse af en omfattende empiri: 40 timers tv-optagelser af politiske møder i Grønland, stabler af avisartikler og tilsvarende fra den offentlige debat. Liv og død er i tungens vold, som der står i bibelen og i specialet. Det betyder noget, hvordan vi taler om tingene. Og de følelser, der sættes i svingninger, opstår ikke nødvendigvis på mystisk vis i vores individuelle indre kemi. Camilla Kleemann-Andersens metodiske prisme er den nyere affektteori, hvor særligt den australske teoretiker Sara Ahmed citeres flittigt. Her anskues følelser i højere grad som produkter af sociale processer og gentagelser af diskursive mønstre.

“Følelserne kommer udefra og binder den sociale enhed sammen,” skriver Camilla Kleemann-Andersen. “Følelser cirkulerer, og jo mere de cirkulerer, des mere vokser merværdien.” Følelser kan i dette rammeværk orkestreres, kapitaliseres og instrumentaliseres politisk, og det er sådan, hun går til dem i sit speciale.

Magtens sprog

Med en omfattende historisk redegørelse for sprogdebattens udvikling i Grønland skuer hun tilbage til begyndelsen af forrige århundrede. I 1921 ville Grønlands Styrelse i København bl.a. forny skolevæsenet i Grønland, og de tre grønlandske repræsentanter i den relevante kommission argumenterede for indførelse af dansk i folkeskolen. Det skete dernæst i 1928, og en institutionaliseret udvikling af det danske sprogs rolle i Grønland fortsatte i de følgende årtier. Grønlandske undervisere, meningsdannere, intellektuelle og politikere argumenterede for stadig mere undervisning i dansk. Kun via det danske kunne grønlænderne blive dus med det moderne, mente man dengang.

Camilla Kleemann-Andersen kortlægger metodisk, hvordan diskursen langsomt ændrede sig og til sidst pegede i næsten modsat retning. Fra 1960’erne blev det stadig mere centralt for nye politiske kræfter i Grønland at sikre det grønlandske sprogs placering øverst i sproghierarkiet. Som på Færøerne blev dansk også i Grønland nu set som de udefrakommende magthaveres sprog. Det var ikke længere alene et nødvendigt og positivt adgangstegn til uddannelse, modernitet og kontakt til omverdenen. Det danske sprog repræsenterede nu også det undertrykkende og fremmedgørende, ikke mindst for det flertal af befolkningen, der ikke taler eller forstår dansk, eller som kun delvist mestrer det danske.

“Følelsen af utilstrækkelighed og underlegenhed repræsenteres i det danske sprog som kolonisprog. Samtidig er det et sprog, der er nødvendigt for at få en uddannelse, i hvert fald, sådan som landet står i dag. Den dobbelte position, som sproget står i, giver ambivalente følelser, og endda frustrationer hos befolkningen,” skriver Camilla Kleemann-Andersen, og dilemmaet er topaktuelt. Behovet for mennesker med længerevarende uddannelser vokser i Grønland, og uden et fremmedsprog er det stort set umuligt at få en sådan i Grønland. Importen af udefrakommende og primært dansktalende specialister af alle slags fortsætter, og dermed udvikles dilemmaet stadig.

Sproget er knudepunktet

I sin 1. maj-tale i 1998 formulerede fagforeningsmanden og Siumut-politikeren Jess G. Berthelsen frasen ”danskere i Grønland er som plastikblomster”. Camilla Kleemann-Andersen bruger plastikblomsterne i titlen på sit speciale, og tilføjer Bertelsens beskrivelse af danskerne som uden grønlandske rødder og derfor mindre værdifulde samfundsborgere til rækken af eksempler på politisering af sprogdebattens følelser. Sprogdebatten er på denne vis kommet til at dække over langt mere end blot sproget:

“Sprogdebatten er et knudepunkt, hvor befolkningens problemer bliver udtrykt. Herunder problemer som social ulighed, dårlig uddannelse, postkoloniale syndromer som fremmedgjorthed, passivitet og mindreværdsfølelser,” lyder det i specialet.

Sproget blev instrumentaliseret i en kulturkamp, der hele tid får nye kontante udtryk. Grønlandsk blev fremmet i undervisningen, og der lød krav om forbud mod at tale dansk i landsrådet; et krav, der stadig hører ind imellem i dag, hvor landsrådet for længst har skiftet navn til Inatsisartut og grønlandsk er blevet Grønlands eneste officielle sprog. Det skete ved Selvstyrets indførelse i 2009.

Til sidst konkluderer Camilla Kleemann-Andersen, at den grønlandske sprogdebat ikke lader sig omfavne af et enkelt speciale, og hun er nu som studieadjunkt på Ilisimatusarfik på vej længere ind i materien. Hun forsker nu i, hvordan grupper med forskellige sprog og hvordan grupper med forskellig grønlandsk dialekter forholder sig til hinanden.

“Alle de følelser, der er blevet investeret i sproget, gør sprogdebatter til en bombe. Det er derfor, det er vigtigt at finde ud af, hvilke ting de følelser repræsenterer. Når man italesætter disse følelser og taler om hvilke ting, de virkelig repræsenterer, kan man som samfundet gå et skridt videre,” skriver hun i sit speciale.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 07. december 2020