Den lille by Saksun hører til Færøernes mest notoriske turistmål, men tæt på ved gården og museet Dúvugarðar bor Jóhan, som ikke bryder sig om den måde, turismen har udviklet sig på. Han bryder sig for eksempel ikke om, at nogle turister vandrer i grupper ind over private enge, fårehegn og fjeldskråninger. Han har ikke noget imod turisterne som sådan, men han mener, der bør være en rimelig balance, og at også den menige færing bør have mulighed for at deltage frit i diskussionen om, hvordan turismen skal reguleres og indrettes.
Besøger man Færøerne som turist, støder man hurtigt på rygterne om folk i Saksun, der truer med at skyde turisternes droner ned, hvis de flyver over det pittoreske landskab lidt for tæt på de lokales egne hjem. Udsigten fra Saksuns berømte kirke vestover mod fjorden mellem de stejle fjelde tager pusten fra de fleste, og da droner giver de bedste foto netop her, er konflikten ikke svært at forestille sig.
Truslerne mod dronerne hører til den ydre ende af et voksende dilemma på Færøerne, som Annika Isfeldts vinder-speciale fra Institut for Antropologi ved Københavns Universitet kortlægger og udforsker; den egentlige konflikt er bred og dyb.
Problemet er kort sagt, at Færøernes energiske og innovative erhvervsliv sammen med øernes politiske ledelse har formået at gøre udviklingen af turismen til et fælles nationalt anliggende i en sådan grad, at en del færinger især langt fra hovedstaden føler sig tilsidesat og latterliggjort som mindre gode borgere eller “bad subjects”, som Annika Isfeldt betegner fænomenet i sit speciale, der er forfattet på engelsk. Der er stærke kræfter på spil: Det er den samlede effekt af indsatsen fra den politiske ledelse, det stærke nationale turistkontor og dets lokale afdelinger, der fører til stemplingen af “bad subjects”.
“The overall argument of the thesis is that in light of increased tourism, a new national subject is created in which nationality is conflated with support of tourism whereby some Faroese are positioned more squarely than others in the Faroese society,” lyder det i specialet.
Hastig vækst
Problemet vokser lige så hastigt som antallet af turister på Færøerne. Ligesom i Grønland sigter Færøernes politiske ledelse på at gøre turismen til en bærende søjle i økonomien og dermed mindske den stærke afhængighed af det omskiftelige fiskeri. Som resultat er nye flyforbindelser opstået, nye hoteller, restauranter og andre tilbud til turisterne skyder op, og mange færinger arbejder i dag i turismeerhvervet.
Annika Isfeldt forklarer, hvordan den politiske ledelse på Færøerne allerede i 2012 besluttede at Færøerne skulle forsøge at surfe med på en tydelig bølge - og forklarer dermed også indirekte, hvorfor hendes forskning givetvis vil vække interesse uden for Færøerne.
Turismen eksploderer mange steder i Nordatlanten og Arktis. På Island har turismen overhalet fiskeriet som det økonomisk vigtigste erhverv. Op mod to millioner turister gæster Island hvert år (når en pandemi ikke lige kommer i vejen.) I det finske Lapland flokkes titusinder af turister også fra Asien nu om Nordlyset og de små bycentre, og selv på Svalbard, den norske øgruppe langt nord for selve Norge, flyver turister ind hver dag året rundt. Den rene luft, naturen, undertonen af det eksotiske, den høje grad af sikkerhed, fraværet af kriminalitet og terror, gør Nordatlanten og Arktis til attraktive turistmål.
Dilemmaerne opstår, fordi det ikke nemt at sikre bæredygtighed og de rette balancer, når bolden skal gribes.
For at vinde en del af dette lukrative marked har det offentligt ejede turistråd på Færøerne, Visit Faroe Islands, som står for koordinering af en omfattende indsats til promovering af turismen både på Færøerne og i udlandet, vedtaget en brandingstrategi, som i Annika Isfeldts analyse har klare, postkoloniale nuancer.
Retorikken og især de tre kodeord, der skal brande Færøerne — unspoiled, unexplored, unbelievable — bliver i Annika Isfeldts speciale “colonially sounding and exotifying because it bears resemblance to the way in which colonialist annexation of land that was already inhabited by native populations was talked about as a ‘discovery’ of new territory.” Færingerne, som nok synes, at de kender deres egne øer udmærket i forvejen, får også at vide, at Færøerne er “Europas bedst bevarede hemmelighed”.
Hertil kommer, at alle færinger som et led i denne brede indsats for at fremme turismen opfordres til at optræde som ambassadører for Færøerne, udleve strategien, behandle turisterne som velkomne gæster og sikre, at de får et positivt indtryk af Færøerne, så de efter endt ophold kan fortælle andre potentielle turister, hvor attraktive øerne er. Færøernes politiske ledere deltager i kampagnen ved at understrege, hvordan turismen er politisk prioriteret som væsentligt redskab til sikring af den færøske nations økonomi og velstand. Indvendinger, kritik, modstand eller blot passivitet bliver i denne sammenhæng ensbetydende med illoyalitet og manglende forståelse for det fælles gode.
I Saksun driver Jóhan og hans kone Sonja selv et museum ved Dúvugarðar, og de tager gerne imod turister. Jóhan er ikke modstander af turismen, men han og Sonja føler sig nu som “bad subjects”, efter at Johan offentligt har tilkendegivet sit ubehag ved de krav om aktiv og kritikløs opbakning, han mener, at turistrådets og myndighedernes udvikling af turismen stiller.
“It is not tourism per se that Jóhan challenges. Rather, he challenges the naturalness with which nationality and support of tourism are conflated in VFI’s encouragement of all Faroese to consider themselves ambassadors of The Faroes,” skriver Annika Isfeldt. Som straf møder Johan ikke bøde eller fængsel, men rygtesmede og latterliggørelse. På Færøerne er det en klassisk social afstraffelsesform over for dem, der vover af færdes uden for hovedstrømmen, forklarer Annika Isfeldt.
Ny dialog?
I krydsfeltet mellem den nationale kampagne, den legitime trang til at udvikle turismen og den enkelte færing, hvor nogle altså kommer i klemme, finder Annika Isfeldt flere sprækker. Hun beskriver, hvordan narrativer om nationen, borgeren og identiteten på Færøerne helt fra 1800-tallet udviklede sig i mødet mellem den danske administration, magten og den enkelte færing. På baggrund af tre en halv måneds antropologisk feltarbejde, interviews og ophold i turismesektoren på øerne, herunder et arbejdsophold hos Jóhan og Sonja i Saksun, dokumenterer hun, hvordan turismebranchens individuelle aktører i mødet med turisterne gerne fortæller deres egen, specifikke version af Færøernes historie og vilkår. Det er ofte narrativer, der afviger fra de gængse fortællinger fra turistkontoret, som ofte hviler på danske kilder eller måske ligefrem er skrevet af danskere. Mødet med turisterne bliver på den måde et rum, hvor den enkelte kan gøre sit til at forme historien om samfundet, og det udnyttes flittigt til udfordring af øvrighedens fortællinger.
Annika Isfeldt beskriver til sidst, hvordan en dialog om mere bæredygtig udvikling af turismen måske - og forhåbentlig - er på vej mellem de stærke aktører i hovedstaden og de udsatte på de små steder. Selv blev hun inviteret til tale for 200 af turistbranchens aktører på en af de årlige turistmesser. Under corona-pandemien fortalte en række af hendes kontakter langt fra hovedstaden, at de udover bekymringen for covid-19 også havde følt en vis lettelse over, at presset fra turisterne udeblev for en periode. Også her ser Annika Isfeldt håb:
“Perhaps the current emergency situation caused by the pandemic can serve as a point of reconsidering the path of Faroese tourism”, skriver hun.