Gå til indhold

November 2019: esas testes på kryds og tværs

I disse uger har mange fra både institutionerne og esas-projektet ’fingrene nede i esas’. Der køres funktionelle test med deltagelse af repræsentanter fra institutionerne, og der køres prøvekonvertering for pilot- og bølge 1-institutioner med datakontrol fra både institutionernes og projektets side.

Indhold


    esas testes på tværs

    De seneste uger er der afholdt flere funktionelle testsessioner á to dages varighed. De funktionelle test har til formål at teste arbejdsprocesser på tværs af esas, herunder også nemStudie. Deltagerne er en god blanding af styrelsens forretningsspecialister, repræsentanter fra esas-projektet og testdeltagere fra institutionerne. Sidstnævnte er meldt ind af institutionerne som testdeltagere enten til at teste specifikke områder på baggrund af deres speciale, eller til at teste mere bredt på baggrund af generelle kompetencer.

    Billede fra funktionel test af esas
    Billede fra funktionel test af esas

    Som aktivitet er de funktionelle test en lidt svær størrelse. Der er mange nye ting i esas, og testdeltagernes forhåndskendskab til systemet er varieret – for manges vedkommende er det første gang, at de ’har fingrene nede i esas’. Da der samtidig fortsat udvikles på systemet og arbejdes på at rette fejl mm., er mødet med esas ikke kun fyldt med gode oplevelser. Alle testene giver dog ikke desto mindre en værdifuld viden til esas-projektet, og de fejl, der identificeres, bliver enten rettet undervejs eller bragt videre ind i projektet.

    De funktionelle test fortsætter i denne uge. Her bliver blandt andet en række af de tidligere indberettede fejl testet af testdeltagerne, efter de er blevet rettet og testet af esas-projektet (såkaldt ’gentest’). Derudover er enkelte yderligere fokuserede test ved at blive planlagt på baggrund af de afholdte funktionelle test. Sideløbende med de funktionelle test afholdes desuden mere tekniske og kvantitative test – bl.a. performancetest.


    Prøvekonvertering

    Mens nogle institutionerne tester esas på tværs, sidder andre med fingrene nede i egne konverterede data. I uge 46 blev der nemlig afholdt prøvekonvertering for pilotinstitutionerne og bølge 1-institutioner. Pilotinstitutionerne har tidligere været igennem prøvekonverteringer, men for bølge 1-institutionerne er det første gang.

    Ved prøvekonverteringerne konverteres data fra SIS til esas på en række udvalgte områder. I denne omgang blev også SU og STÅ-indberetninger konverteret. Arbejdet består herefter både for institutionernes og styrelsens forretningsspecialister i at kontrollere, om data lander de rigtige steder i esas. Det arbejde er fortsat i gang.


    Plan om udvidelse af pilotperiode 

    Den 25. oktober godkendte esas-projektets styregruppe, at projektet arbejder videre med en plan om udvidelse af perioden for pilotimplementering. Baggrunden for projektets ønske om at udvide pilotperioden er blandt andet, at der har vist sig et behov for mere tid til - både fra projektets og institutionernes side - at afdække og sikre et velfungerende samspil mellem esas og de øvrige kritiske systemer på institutionerne.

    Projektet arbejder nu på en samlet plan, hvor esas udrulles på pilotinstitutionerne fra februar og frem til sommerferien, mens udrulningen på alle øvrige institutioner sker efter studiestart 2020. Alle institutionerne er orienteret om hovedelementerne i planen, og de nærmere detaljer i tidsplanen er ved at blive planlagt. I første omgang er der fokus på at få udrulningsdatoer på plads for pilotinstitutionerne og efterårets første udrulningsbølge. Efter tæt dialog med institutionerne er disse detaljer ved at falde på plads og vil blive drøftet på de kommende styregruppemøder. Når planen er godkendt udsendes mere information.


    Video om hold i esas

    Har du set esas og tænkt: Hvor er hold blevet af? Så kan du nu se en kort introduktionsvideo, der forklarer sammenhængen mellem studerende, hold og fag i esas. Videoen er lavet med henblik på slutbrugerne af esas – studieadministrative medarbejdere mm. De mere tekniske afdækninger af hold drøftes blandt andet på de tekniske workhops (læs mere nedenfor).

    Se videoen ved at klikke på billedet:

    Introduktionsvideo om hold i esas (klik på billedet)
    Introduktionsvideo om hold i esas (klik på billedet)

    Du finder også videoen under 'Materialer' på esas-projektets hjemmeside:


    Tekniske workshops og afklaringer

    For at understøtte det lokale integrationsarbejde og svare på tekniske spørgsmål, har der siden august været afholdt tekniske workshops hver 14. dag for institutionernes teknisk implementeringsansvarlige og eventuelle tredjepartsleverandører. Mange spørgsmål er blevet drøftet og besvaret med det samme, andre har krævet nærmere afklaring. Nogle spørgsmål læner sig mere op ad forretningsmæssige emner, derfor deltager også Niels Kølle, projektets PO, fremover. På esas-projektets hjemmeside ligger redigerede videoer fra de tekniske workshops. Alle har adgang til videoerne.

    På den tekniske side er der også nedsat et teknisk board med repræsentanter fra esas-projektet samt pilot- og bølge 1-institutionerne. Boardet har til formål at bidrage med at afdække konkrete tekniske- og integrationsmæssige problemstillinger, der er blevet rejst i projektet.


    Kort nyt

    Testdata på integrationsmiljøet
    Testdata i form af konstruerede data på omkring 27.000 studerende/personer har siden august været tilgængelige på integrationsmiljøet. De er nu suppleret med testdata på hold og PUE’er samt bevisgrundlag, som kan bruges til test af 3. partsintegrationer mv.

    Status på esas-miljøer
    På opfordring har projektet oprettet en side med information om status på de forskellige tekniske esas-miljøer (test, integration, konvertering, præprod og prod). Statussiden kan tilgås via esas-projektets hjemmeside:

    Implementeringshåndbog
    Implementeringshåndbogen er for nyligt blevet opdateret (vers. 4.0) blandt andet med information om nemStudie og opdateret uddannelseskoncept. Implementeringshåndbogen ligger på Toolkittet og på esas-projektets hjemmeside:


     

    Handlinger tilknyttet webside

    Senest opdateret 26. november 2019