nemStudie - selvbetjening

På opfordring fra de deltagende uddannelsesinstitutioner i Projekt esas, bliver der udviklet en selvbetjenings-funktionalitet til esas. Funktionaliteten, der har fået navnet 'nemStudie', vil understøtte aktiviteter for både ansøgere og studerende.

I første udgave af nemStudie er der fokuseret på de vigtigste funktioner. Her vil ansøgere kunne ansøge om optag (top-up-uddannelse, efter- og vinteroptag, EVU mm.), indsende dokumentation og følge status på deres ansøgninger. Studieadministrationen vil kunne kommunikere med ansøgere, fx hvis dokumentationen er mangelfuld. Og studerende vil kunne hente en karakterudskrift for nuværende og eventuelt tidligere uddannelser. Andre funktioner, der knytter sig til esas, vil kunne prioriteres i senere udgaver af nemStudie. Fx vil det kunne prioriteres, at de studerende kan søge valgfag i nemStudie.

Ansøgningsaktiviteter og nemStudie

nemStudie kan i forhold til ansøgningsaktiviteter sammenlignes med optagelse.dk. Ansøgerne vil som i dag udforske uddannelsestilbud og finde markedsføringsmaterialer på institutionernes hjemmesider eller på ug.dk, jobcentre, hos studievejledere mm. Når ansøgerne har besluttet sig for at ansøge, ledes de fra institutionernes hjemmesider hen til nemStudie, hvor de vil kunne indsende deres ansøgninger. Institutionerne vil også kunne linke fra nemStudie tilbage til institutionens hjemmeside og specifikke uddannelsessider.

Ansøgere kan også via nemStudie følge status på deres ansøgninger, supplere dem og kommunikere med studieadministrationen omkring dem. På den måde kan nemStudie tillige sammenlignes med eksisterende optagelsesportaler, der i dag benyttes af flere erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Senest opdateret 26. juni 2020