Gå til indhold

Rektorkollegiet for professionshøjskolernes indstilling af Henriette Lorenzen til Undervisningsprisen 2021

Motivation for Henriette Lorenzen, lektor på bioanalytikeruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Henriettes undervisning har et højt, fagligt niveau og har blik for helheden. I tilbagemelding på fx skriftlige opgaver ses, at hun altid opfordrer og opmuntrer de studerende til kritisk refleksion. Hun tålmodig og evner at få de svage studerende med – et billede, der bekræftes af evalueringer gennem årene. Hun har desuden været en højt værdsat SPS-kontaktperson. Henriette kan formidle komplicerede ting, så de studerende forstår det. Studerende: ”I dialogen fremmer hun, at vi selv skal reflektere. Hun får mig til at føle mig klog nok til selv at tænke mig frem til svaret – det er meget motiverende. For mig går tryghed og kritisk refleksion hånd i hånd”.

Henriette er en driver i udviklingen af undervisningen. Hun er nysgerrig og afprøver nye ting læringsmæssigt, pædagogisk og didaktisk. Henriette er nysgerrig efter, hvordan undervisningen hele tiden bliver bedst mulig, også ift. digitale teknologier. Hun er ikke ukritisk, men har blik for nye metoder. Henriette får desuden nemt forsknings- og udviklingsaktiviteter i gang, er god til samarbejdet med eksterne praksispartnere, har stor iver, er initiativrig, opsøgende og handlekraftig. Henriette inddrager ofte konkrete og aktuelle eksempler i undervisningen: ”Fx ifm. immunologi – her brugte vi corona som eks., da der kom ny viden frem vedr. måling af antistoffer. Det gav anledning til en dialog om måleudstyr, teknologiforståelse og -udvikling".

Henriette opsøger feedback på sin undervisning til egen læring og udvikling. Hun er udviklingsorienteret og inviterer både de studerende og kollegaer til feedback, hun åbner op for sin undervisning og vil gerne lære. Henriette inddrager forskellige læringsmetoder, spil, aktive powerpoints og tavler: Har en helhedstilgang til tilrettelæggelse af undervisningen og er god til afveksling. Fx er hun opmærksom på vores koncentration – og bruger også pausen som redskab. Hun tænker meget over opbygningen af hele semestret og tilpasser efter de studerendes behov: ”Som oplæg til særlige efterlæsningstimer lægger hun ud til os at skrive spørgsmål om det, vi er i tvivl om, hvorefter hun skræddersyr et oplæg ud fra spørgsmålene”.

Henriette er en stor drivkraft for udviklingen inden for sit speciale. Hun er nysgerrig, har en naturlig autoritet og er den samlende skikkelse, der sørger for, at alle har det godt og altid kan ringe til hinanden om spørgsmål, såvel faglige som vedr. samarbejdet. Hun er en dygtig vejleder og kan skabe forbindelse mellem klinikophold og teoriundervisning.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. september 2021