Du er her: Forside Uddannelse Videregående uddannelse Universiteter Nyheder universiteter Minister glæder sig over genåbning på videregående uddannelser – berørte studerende får direkte besked fra deres uddannelsesinstitution

Minister glæder sig over genåbning på videregående uddannelser – berørte studerende får direkte besked fra deres uddannelsesinstitution

Med torsdagens aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning åbnes der fra 18. maj for aktivitet på videregående uddannelser, hvor fremmøde er nødvendig. Uddannelses- og forskningsministeren drøftede fredag åbningen med uddannelsessektoren. I den kommende uge får studerende og ansatte besked.

08. maj 2020

Med få undtagelser har alle aktiviteter på de videregående uddannelsesinstitutioner siden midten af marts 2020 været lukket ned på grund af COVID-19. Det har berørt stort set alle omkring 250.000 studerende og 40.000 ansatte på de videregående uddannelser.

Med torsdagens politiske aftale om anden fase af en kontrolleret genåbning er det besluttet at åbne for aktivitet på de videregående uddannelsesinstitutioner, hvor fysisk fremmøde er nødvendig.

Størstedelen af de studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner har fortsat mulighed for at fortsætte deres studier hjemmefra – bl.a. via online undervisning og digitale prøver og eksaminer. På en række uddannelser har de studerende imidlertid brug for fysiske faciliteter som laboratorier, klinikfaciliteter eller værksteder, hvis de skal færdiggøre eller undgå at blive forsinkede i deres uddannelse. Det samme gælder for en række ph.d.-studerende og forskere på uddannelsesinstitutionerne.

- De studerende og ansatte på de videregående uddannelser har udvist stort samfundssind. Selvom det er under forandrede vilkår, vil mange i den kommende tid kunne fortsætte studie, undervisning og forskning uden at møde fysisk op på uddannelsesinstitutionen. Samtidig er der grupper i uddannelsessektoren – fra ingeniører over sygeplejersker til maskinmestre – som har brug for at få adgang, hvis vi skal undgå store forsinkelser og studerende, der falder fra. Derfor er jeg utrolig glad for, at et bredt flertal i Folketinget torsdag har prioriteret de steder, hvor fysisk fremmøde er nødvendigt, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Det er de enkelte uddannelsesinstitutioner, der vurderer, hvilke uddannelser, studerende, undervisere og forskere der har brug for fysisk fremmøde. Det kan f.eks. dreje sig om:

  • sygeplejerskestuderendes adgang til faciliteter, der simulerer virkelige forløb
  • værkstedsundervisning for maskinmestre, vvs-installatører og ingeniører
  • adgang til fysiklokaler for lærerstuderende
  • adgang til laboratorier for naturvidenskabelige studerende
  • adgang til avanceret teknologi for studerende på it- og tekniske uddannelser.

Studerende og ansatte får melding i den kommende uge

Uddannelsesinstitutionerne har gennem de seneste uger gennemført et stort stykke arbejde med at kortlægge, hvor behovet for fysisk fremmøde er størst. Forberedelserne til anden fase af genåbningen, der starter 18. maj, er således allerede nu i gang. De berørte studerende og ansatte på uddannelserne kan se frem til at få nærmere information i den kommende uge, fortæller uddannelses- og forskningsministeren, der i dag har drøftet genåbningen med rektorerne for uddannelsesinstitutionerne.

- Uddannelsessektoren har forberedt sig godt og ved, hvem det er, der har brug for at møde fysisk op. Derfor vil de i den kommende uge kunne give direkte besked til de enkelte studerende og ansatte. Jeg har stor forståelse for, at der er mange tusind engagerede studerende, der gerne vil vide, om det er dem, der får mulighed for at møde ind. Her vil jeg opfordre til, at man fra næste uge henvender sig til uddannelsesinstitutionen, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Tredje og fjerde fase af genåbningen

I første fase af genåbningen blev der allerede i april åbnet for studerende på sidste semester af en række sundhedsfaglige uddannelser samt for en delvis åbning af vigtig forskning i laboratorierne på universiteterne.

Hvis det samlede smittetryk i befolkningen holdes i ro, lægger den politiske aftale om tredje og fjerde fase af genåbningen op til, at der kan ske yderligere genåbning af de videregående uddannelser og forskning.

Det indebærer blandt andet fuld genåbning af forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse, fra 8. juni og en fuld åbning for alle videregående uddannelser fra starten af august sådan, at man er klar til de mange nye studerende efter sommerferien.


For yderligere oplysninger, kontakt:

Ministeriets pressetelefon: 7231 8181

Senest opdateret 09. maj 2020