Forskergruppen ENGRAVE har fundet svaret på et mysterium, som har optaget forskere i mere end et halvt århundrede; hvor stammer vi alle sammen fra? Opdagelsen indbringer gruppen en af verdens største forskningspriser Into Change Award på 8 mio. kr.
Den europæiske forskergruppe har fundet ud af, at de grundstoffer, der danner vores planet og vores kroppe, stammer fra kæmpemæssige kollisioner mellem universets mest ekstreme stjerner. Dermed er gruppen på sporet af intet mindre end de byggesten, som vores planet og vi selv er skabt af.
ENGRAVE har gjort det muligt at spore oprindelsen af universets tungeste elementer, der dannes under kæmpemæssige kilonovaeksplosioner. Disse sjældne sammenstød har vist sig at være universets fabrikker for de tunge grundstoffer, som udgør omkring halvdelen af det periodiske system. Stofferne inkluderer ædle metaller som guld og platin, sjældne jordarter samt uran, som er blandt de byggesten, der danner vores planet og vores kroppe.
Med prisen Into Change Award hylder uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund banebrydende og exceptionel europæisk forskning. Prisen er målrettet forskningsgrupper i Europa og skal fremme videnskabelige kerneværdier som nysgerrighed, samarbejde, ansvarlighed, respekt og åbenhed.
- ENGRAVE viser, hvad der kan opnås, når forskere på tværs af lande og institutioner samarbejder om at løse universets største mysterier. Deres opdagelse af de byggesten, der danner vores planet og os selv, er et strålende eksempel på europæisk forskning: nysgerrig, åben og ansvarlig. Samtidig har gruppen med stor generøsitet inviteret unge talenter med på rejsen og sikrer dermed næste generation af forskere, der kan fortsætte med at udforske universets hemmeligheder. ENGRAVE er et forbillede for fremtidens forskningskultur.
- Oprindelsen af r-proces-elementerne er en gåde, som generationer af studerende har lært om, og det er fantastisk at være en del af løsningen. Det er især glædeligt, at det har ført til dannelsen af en så dynamisk og fokuseret gruppe som ENGRAVE, som nu giver udfordringen med at drive dette nye felt videre til den næste generation af forskere.
- Det er imponerende at se, hvordan ENGRAVE har leveret en opdagelse, der rykker ved hele vores forståelse af universets tungeste byggesten. Udover at skabe viden med klar samfundsmæssig betydning, bliver de et stærkt eksempel på, hvad europæisk forskning kan, når et samarbejde på tværs af 13 lande får de rette betingelser. Det er netop sådan et forskningsmiljø, Into Change Award skal anerkende, og for os er det vigtigt at fremhæve et gennembrud som deres, der styrker Europas vidensgrundlag og flytter vores fælles forståelse fremad.
-Vi er i Carlsbergfondet glade for at kunne være med til at hylde forskergruppen ENGRAVE med Uddannelses- og Forskningsministeriets nye pris Into Change Award. I en tid, hvor grundvidenskab udgør et afgørende svar på tidens udfordringer, er det vigtigt at hædre det store arbejde, som forskere i samarbejde og med fælles indsats gør for at udvide vores horisont og give os nye indsigter i fundamentale spørgsmål.
- Villum Fonden er stolt af at være med til at støtte og hylde Europas dygtigste forskere og innovatører. Vi har brug for den grundlagsskabende forskning i alt, hvad fremtiden bringer. Med priserne viser vi, at viden og innovation er vejen frem mod et stærkere og mere bæredygtigt Europa.
Into Change Award uddeles den 15. december i Operaen i København.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk