Et hårdt slag over næseryggen

Det talte ord gælder. 

I folkeskolen skulle jeg vælge, om jeg ville gå på matematisk eller sproglig linje på gymnasiet. Jeg sagde til min folkeskolelærer, at jeg ville gå på sproglig linje, fordi det kunne jeg mærke, at det med sprog var rigtig spændende, og det var jeg god til. 

Men min skolelærer sagde ”nej, Christina. Det der med sprog kan du forfølge i din fritid, men du er alt for god til matematik til at lade de kompetencer gå til spilde”.

Og jeg gjorde som de voksne sagde, så jeg indskrev mig på matematisk linje på Hjørring Gymnasium og blev en rigtig pauver matematisk student. Men min passion for sprog overlevede heldigvis. 

Det synes jeg, er bemærkelsesværdigt, og det siger noget om, at sprog er noget, vi har taget for givet.

Så på den baggrund, tak for alle jer, der tager sprog alvorligt og har stablet det her arrangement på benene.  

Alle jer, der insisterer på, at sprog er vigtigt. Og det er det i den grad i den verden, vi lever i nu.

Dybe relationer

Verden er blevet mere urolig. Der er krige, konflikter og globale spændinger, som påvirker Danmark og Europa.

Samtidig går vi alle sammen rundt med telefoner i lommen, der døgnet rundt kan sætte os i kontakt med mennesker på tværs af landegrænser og tidszoner.

Vi er på én gang blevet mere forbundne og mere adskilte.

Og netop derfor står én ting klart: At vores evne til at tale sammen og forstå hinanden på tværs af sprog og kulturer aldrig har været vigtigere. 

Den norske forfatter, Erlend Loe, skriver i sin bog, Volvo Lastvagnar, at hvis du stiller en dansker et spørgsmål på norsk, og danskeren svarer dig på engelsk, så er du i din fulde ret til at slå ham hårdt over næseryggen. Og nu vil jeg ikke stå her og opfordre til vold, men der er måske noget om snakken. 

Danmark er en del af en Europæisk Union med flere sprog end nogensinde før. Europa har aldrig haft større behov for at kunne tale sammen. Og Danmark har aldrig haft større behov for at kunne tale med Europa.

Det burde alt sammen betyde, at sprogkundskaber automatisk fylder mere. At vi bliver bedre til at tale med de mennesker og de kulturer, vi er kommet tættere på, og at vi i det hele taget tillægger sprog en større værdi.

Sådan burde det være. Men virkeligheden er desværre en helt anden.

Sprogkompetencerne i samfundet bliver dårligere. Antallet af studerende på sprogfagene falder.

De fleste danske unge taler engelsk, men færre og færre kan kommunikere på tysk, fransk eller spansk med vores store samarbejdspartnere mod syd.

Og som Erlend Loe skriver, så fylder engelsk nu så meget, at selv det at forstå vores svenske eller norske naboer, kan være en udfordring, selvom vores sprog er meget nært beslægtede.

Teknologien forbinder os, men måske er den også blevet en slags sproglig sovepude.

Vi kan tale ind i vores telefon, som oversætter for os, når vi rejser. Vi kan lade kunstig intelligens klare enhver tekst for os – og langt hurtigere end vi selv kunne gøre det.

Og vi kan altid slå over i engelsk i stedet for at lytte grundigt efter, hvad nordmanden prøver at sige.

Og det er jo grundlæggende ret fantastisk, at vi har fået mulighed for at oversætte og forstå gennem teknologien, men det er og bliver noget andet end at mestre et sprog og forstå den kultur, som sproget er en del af.

At tale sammen gennem et oversættelsesprogram kommer aldrig til at være det samme som at have en samtale med et menneske på deres modersmål.

En AI-oversættelse er ikke det samme som at læse og forstå en tekst på originalsproget. 

Sprog er meget mere end simpel oversættelse.

Det handler om langt mere end at gøre sig forståelig.

På samme måde som at læse er meget mere end at sammensætte enkelte bogstaver til ord.

Det handler om den dybere fælles forståelse. Om flydende samtaler. Om nuancer. Om stærkere relationer mellem mennesker.

Jeg taler selv fransk derhjemme med min franske kæreste. Det får vi nogle gange skældud for. For hvorfor taler vi ikke dansk, når nu vi bor i Danmark?

Svaret er, at vi mødte hinanden i Paris. Vi kender hinanden på fransk. Det er vores fælles sprog.

Og det ville være lige så unaturligt for os at tale dansk sammen – selvom vi selvfølgelig godt kan – som det ville unaturligt for et dansk par at tale engelsk sammen.

For sprog er jo ikke bare et middel til kommunikation. 

Sprog har en enorm betydning for, hvem vi er, og hvordan vi relaterer til hinanden,

Sproget har op igennem historien været med til at definere kulturer, nationalstater og folk.

Det handler om kultur

Langt de fleste lande i Europa har paragraffer i deres grundlove, som handler om sprog.

Fra Vatikanstaten, hvor den nye pave Leo netop har fjernet latin som hovedsprog, til Belgien, hvor sproglige rettigheder til de forskellige sproglige fællesskaber er en hjørnesten i deres samfund.

Frankrig fik sin første officielle sproglov allerede i 1539. Og det var en ret væsentlig del af Reformationen i Danmark, at sproget i kirken skiftede fra latin til dansk.

Sprog er historie. Sprog er magt. Sprog skaber relationer. Sprog danner mennesker. Sprog former samfund og kulturer.

Det er derfor afgørende for Danmark og vores relation til resten af verden, at vi er dygtige til sprog. Til dansk og til engelsk, selvfølgelig. Men i høj grad også til andre sprog.

Vi er et lille land og sprogområde på et stort kontinent med en meget stor sproglig mangfoldighed.

Vi har brug for mennesker, der studerer fremmedsprog. Ikke mindst, så de kan give dem videre til de næste generationer gennem undervisning.

Og vi har brug for, at mennesker, som ikke arbejder direkte med sprog, alligevel har mulighed for at tilegne sig en sproglig kunnen.

Det giver en enorm værdi for en virksomhed, hvis ingeniøren eller konsulenten kan tale med de spanske eller franske kunder på deres modersmål i stedet for et forsimplet engelsk.

Forskeren får en helt anden forståelse for sit felt, hvis hun kan læse de tyske eller græske originalkilder.

Journalisten kan lave mere nuanceret og præcis dækning af europæiske begivenheder – og dem er der mange af – hvis han selv kan læse og forstå lokale medier på italiensk, russisk eller et andet sprog.

Helt grundlæggende har vi brug for, at det at mestre et fremmedsprog udover dansk og engelsk bliver en helt naturlig ting for mange flere danskere.

Men hvordan gør vi så det?

Nu gør vi nogle ting fra regeringens side på de videregående uddannelser.

Vi har afsat midler til en flerårig indsats på de videregående uddannelser for at styrke især de store europæiske sprog – tysk, fransk, spansk og italiensk – og for helt grundlæggende at sætte fokus på nødvendigheden af fremmedsprog.

Det betyder for eksempel, at man fremover får mere praktisk sprogundervisning, når man læser sprogfag på universitetet eller har tysk eller fransk som undervisningsfag på læreruddannelsen.

Men hvis vi både skal gøre sprogfagene mere attraktive og helt generelt få flere til at åbne øjnene for værdien af fremmedsprog, så kommer det til at kræve en gennemgribende kulturel oprustning.

Jeg tror ikke, at de fleste mennesker forelsker sig i et sprog. I hvert fald ikke i første omgang. Jeg tror, at man forelsker sig i kultur.

Jeg drømte ikke om at lære fransk, fordi jeg har en stor kærlighed til Le Bescherelle og uregelmæssige verber.

Jeg forelskede mig i Paris og fransk kultur og historie. Senere i en franskmand. Det franske sprog fulgte med.

Unge mennesker falder for spanske ”Pedro Almodóvar”-film, det italienske køkken eller subkultur i Berlin.

Og den ild, som kulturen tænder, det er den, som giver energien til at lære sproget.

Nu har vi i mange årtier importeret størstedelen af vores kulturelle inspiration fra Amerika. Måske er det på tide at udvide horisonten? At lade europæisk musik, film og kultur fylde mere i Danmark.

I skolen kan man lære sin être og avoir og sin akkusativ. Men man skal bruge sproget for at gøre det levende og for alvor forstå værdien af et sprog. Man skal tale med indfødte, se film og læse bøger.

Man skal dykke ned i kulturen.

Det betyder ikke, at formel uddannelse er uvigtigt, men det betyder, at vi skal forstå, at kultur og sprog hænger uløseligt sammen.

Og at begge dele er helt afgørende for Europas fremtid. 

Vi lever i en kompleks tid med mange store og komplekse udfordringer.

Teknologien har forbundet os. Men vi skal ikke lade teknologien kommunikere for os.

Ligesom vi heller ikke skal forfalde til at bruge engelsk, hver gang noget bliver lidt svært.

Vi trænger nok lidt til et sprogligt slag over næseryggen fra en sur nordmand – om ikke andet så metaforisk. For vi må ikke risikere at lade sprogkompetencerne forsvinde ud af vores samfund. Slet ikke nu.

Med sproget kan vi holde fast i hinanden. På tværs af kulturelle og geografiske skel.

Med sproget kan vi skabe ægte forbindelser og bygge stærke broer – i Europa og i verden.

Med sproget kan vi finde Europas fælles stemme.

For i sidste ende er sproget det sted, hvor vi møder hinanden. Og når ordene bliver stærkere, bliver fællesskaberne det som regel også.

Tak for ordet.