Glæden ved at lære

Det talte ord gælder. 

Mange tak for invitationen.  

Verden omkring os forandrer sig med en hast, vi kun sjældent har set. 

Nye teknologier omskriver hverdagen. Konflikter og klimaforandringer flytter grænserne for tryghed. Og udviklingen på arbejdsmarkedet kræver kompetencer, der ikke fandtes for få år siden. Når virkeligheden er urolig, skal vores uddannelser og forskningsmiljøer være det stabile holdepunkt.

Det sted, hvor fakta, faglighed og fællesskab kan oversætte usikkerhed til indsigt, hvor viden bliver til dømmekraft og ikke mindst håb.

Et stærkt system i forandring

Vi har i Danmark et uddannelsessystem, som vi med rette kan være stolte af: Gratis adgang, stærke videregående uddannelser, engagerede undervisere og forskere, der hver dag gør en forskel for vores børn, unge og voksne. Men selvom vi kan være stolte, må vi også erkende, at forandringerne omkring os stiller nye krav til både viden og værdier.

Vores uddannelser skal i endnu højere grad ruste de unge til at kunne navigere i en kompleks og omskiftelig verden. Lære dem at tænke kritisk, engagere sig i samfundet og tage ansvar for fællesskabet og demokratiet. Det stiller store krav til både de studerende og underviserne. Men det forpligter også os andre.  

De seneste års reformer på uddannelsesområdet er netop et svar på den forandring, vi er en del af. Reformerne handler ikke om forandring for forandringens skyld – de handler om at skabe et stærkere fundament for fremtiden. 

At vi fortsat kan tilbyde vores unge en uddannelse, der både er tidssvarende og tidløs. Uddannelse er ikke kun et middel til et mål, men også et mål i sig selv – både for samfundet og for den enkelte.
Det er vigtigt at huske på, når vi skal løse udfordringerne.
Vi skal skabe mere fleksible veje gennem uddannelsessystemet. Bygge bro mellem teori og praksis, mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv og mellem forskning og virkelighed. 

Men vi skal også have uddannelser og undervisning af høj kvalitet, der understøtter, at de studerende lærer, og at de trives. 

Anstrengelsens poesi 

Vi taler meget om trivsel – både i uddannelsesverdenen og på Christiansborg. Og med god grund. Alt for mange unge oplever et krydspres mellem krav, forventninger og tvivl om eget værd. 

Når krav og forventninger vokser, bliver det tydeligt, at vores uddannelses- og arbejdsliv ikke bare er rammer for vores hverdag – de er en forudsætning for vores trivsel. 

Men trivsel alene fanger ikke hele billedet. I dag taler vi om uddannelsesglæde, og for mig at se, rækker det videre end følelsen af ’at trives’. Uddannelsesglæde er et positivt ladet begreb, men ligesom trivsel, skal det ikke forstås sådan, at man skal være glad hele tiden. 
Vi må gerne have det svært. Der må gerne være udfordringer, som kræver noget af os, og som vi skal overkomme for at nå hen til det sted, hvor vi gerne vil være. Det handler om engagement, mening og lysten til at lære, også når det bliver svært. 

Som Stefan Hermann beskriver i den antologi, som danner bagtæppet for dagens emne, er uddannelsesglæde en varmere og krævende form for glæde. Det, han kalder ’anstrengelsens poesi’. 

Det er glæden, der opstår, når man overvinder modstand. Når man fordyber sig og pludselig ser sammenhænge, man ikke så før. 
Uddannelsesglæde kræver undervisere og institutioner, der ikke blot underholder, men også tør udfordre. 
Som inspirerer til fordybelse, nysgerrighed og vedholdenhed.

Når krav følges af støtte og vejledning.
Når progression betyder mere end præstation og karakterer.
Og når læring bliver et fælles projekt. 

Hvis reformerne skal lykkes, skal vi holde fast i anstrengelsens poesi som ideal. De studerende skal møde en undervisning, der kræver noget af dem, men som også opleves som meningsfuld. 

Den skal være funderet i den virkelighed, de skal ud og være en del af, og den skal udfordre og inspirere dem til at mestre deres fag. 

Når viden bliver til håb

Der er al mulig grund til at være optimistiske for fremtiden, selv når verden omkring os forsøger at fortælle os noget andet.

Når verden bevæger sig hurtigt, må vi turde stå fast på det, der giver retning. Viden, nysgerrighed og troen på, at mennesker kan lære og vokse gennem fællesskab og faglighed.

Reformerne skal ruste os til fremtiden, men de skal også minde os om, hvorfor vi overhovedet har et uddannelsessystem. 
For at skabe muligheder. For at danne mennesker, ikke bare medarbejdere. For at give hver enkelt mod til at bruge sin viden til gavn for andre.
Det er dér, uddannelsesglæden lever, i mødet mellem krav og mening. Mellem anstrengelsen og poesien.
Og så længe vi kan holde fast i den glæde – i troen på, at læring forandrer både mennesker og samfund, så er der al mulig grund til at være optimistiske.

For forandringerne omkring os er store.
Men vores vilje til at lære er større. Og glæden ved at gøre det, den er allerstørst. 

Tak for ordet.