Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelunds velkomsttale til konferencen "I krigens skygge: Danmark, Norden og geopolitikkens genkomst" arrangeret af Nordic Humanities Center på Christiansborg den 15. januar 2025.
Det talte ord gælder.
Kære alle sammen
Gemt inde i en baggård på Esplanaden i København ligger der en videregående uddannelse.
Uddannelsen er en del af Det Kongelige Akademi, og de studerende, som går der, læser konservering. Konservering af kunst, konservering af kulturhistorie, konservering af grafik og konservering af naturhistorie.
Det er en lille uddannelse, som kun optager få nye studerende hvert andet år.
Og hvis man ikke lige færdes i museumsverdenen – eller tilfældigvis er minister for de videregående uddannelser – så er det ikke sikkert, man nogensinde tænker over, at konserveringsuddannelsen faktisk findes.
Måske tænker man ikke engang over, at der er mennesker i Danmark, som hver dag arbejder på at bevare vores danske kulturarv. For at beskytte den mod klima, tid og andre trusler.
Men det er meget relevant at tale om kulturarv lige nu. Og om, hvordan vi beskytter vores kultur.
Både teknisk med kemikalier og klimaregulering. Men også i et bredere perspektiv.
Jeg har i de seneste år – og særligt i forbindelse med EU-formandskabet – holdt virkelig mange taler, om den nye geopolitiske situation.
Om hvordan alt det, vi har taget forgivet om verdens orden, nu er til en slags forhandling. Om Ukrainerne, som kæmper for vores allesammens frihed. Om at Europa skal stå på egne ben og gøre os uafhængige af russisk energi, amerikansk sikkerhed og kinesisk teknologi. At forskning og innovation er svaret og løsningen på de store globale problemer.
Det er alt sammen helt rigtigt. Og det er også alt sammen meget vigtigt. Men det er også afgørende, at vi husker på, hvorfor vi gør alle de her ting.
Den oldgræske tragediedigter, Aischylos, sagde som bekendt, at sandheden er krigens første offer.
Det har vist sig at være en meget skarp analyse gang på gang i krig efter krig. I krige og konflikter bliver propaganda, løgn og misinformation brugt aktivt til at vildlede befolkninger og retfærdiggøre helt forfærdelige handlinger.
Men en del af at miste sandheden er også at miste sig selv. Når sandheden forvrænges, forsvinder også kompasset for, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi står for – og dermed bliver kultur og historie et oplagt mål.
Og det ved invaderende magter udmærket godt. Vi har set det utallige gange op gennem historien, hvordan kulturarv både bliver mål og middel i konflikter.
Hvis man vandaliserer, destruerer og undertrykker kulturen – monumenter, religiøse bygninger, sproget – så kan man svække et samfunds identitet og dermed også modstandskraft.
Kulturen er den fælles fortælling, der giver et samfund vilje til at stå imod – og derfor er den et strategisk mål.
Vi så det under Balkankrigene, vi så det ved Islamisk Stats ødelæggelser i Syrien, i utallige terrorangreb mod vestlig kultur. Og nu ser vi det i Ukraine.
Det startede allerede med Ruslands annektering af Krim i 2014. Putin overtog ikke bare kontrollen med et landområde og de mennesker, som boede der.
Umiddelbart efter overtagelsen gennemtrumfede han en lov, som erklærede russisk ejerskab over alle museumsartefakter og kulturelle monumenter på Krim.
Dermed låner Putin fra Sovjetunionens gamle strategi, som gik ud på at russificere medlemsstaterne ved at overtage eller fjerne kulturmarkører og svække den nationale identitet.
Og nu skal det her ikke blive en historietime – for det er jeg helt sikkert den mindst kvalificerede i rummet til at give. Men min pointe er, at historie, kultur og sikkerhedspolitik hænger helt uløseligt sammen.
Det gjorde det i det antikke Grækenland, og det gør det stadig i dag.
Derfor er det også så afgørende, at vi husker det humanistiske aspekt.
At vi husker den humanistiske forskning. At vi husker at bevare og beskytte, alt det, som gør os til en kultur. Til et samfund.
Når hele verden – inklusive os selv – opruster. Når EU stempler ind i det teknologiske kapløb. Når vi investerer massivt i innovation og strategiske forskningsområder, så har vi brug for nogen, som spørger:
Hvor efterlader det mennesket og samfundet? Hvordan påvirker det vores kultur? Vores magtstrukturer?
Det er mere end abstrakte spørgsmål. Det er fundamentet for vores samfund. Det er netop de spørgsmål, som kunst, humaniora og samfundsvidenskab er særligt rustet til at udforske.
Derfor betyder jeres arbejde i Nordic Humanities Center også så meget lige præcis i den her tid.
Samfund, som er bygget på tillid, er mere robuste. Samfund med en stærk kultur og kulturarv er mere robuste.
De humanistiske perspektiver giver os retning. De giver os mening. Og i sidste ende giver de os legitimitet.
Danmark og Europa er ikke gået ind i et globalt innovationskapløb bare for at vinde. Vi går ind i det for at forme fremtiden i overensstemmelse med de værdier, som vi tror på. For at beskytte alt det, der kendetegner Europæiske samfund.
Respekt for individet, respekt for grundlæggende frihedsrettigheder, respekt for demokratiet.
Vi konkurrerer ikke kun for at vinde. Vi konkurrerer for at sikre, at den fremtid, vi skaber, afspejler vores værdier. Det er Europas styrke.
Det er Europas unikke bidrag i en ustabil verden. Og det er et bidrag, som verden har brug for.
Det er afgørende i en usikker global situation, at vi beskytter det, som gør os til os. Vores autonomi, kreativitet, frihed og værdighed. Vores nationale og kulturelle identitet. Alt det, som gør os danske. Alt det, som gør os europæere.
For at gøre det, er vi nødt til at anerkende, at de største udfordringer i vores tid ikke kun er tekniske eller sikkerhedspolitiske. De er sociale, etiske, kulturelle og politiske.
Hvilket betyder, at de ikke kan løses uden de discipliner, der er repræsenteret her i dag.
Humaniora og samfundsvidenskaberne er uundværlige for vores fremtid.
De er ikke en eftertanke. De er ikke et blødt supplement til det rigtige arbejde inden for naturvidenskaben og de tekniske fag.
Det er jeres discipliner, der hjælper os med at forstå mening, identitet, adfærd, etik, institutioner, kultur, tro og tillid.
Kort sagt alle de kræfter, som i sidste ende afgør, om vores samfund og værdier kommer til at bestå, eller om de kommer til at forgå.
Lige nu kæmper de for at være ukrainere i Ukraine. For at få lov til at orientere sig mod Europæisk demokrati og frihed i stedet for russisk autokrati og undertrykkelse. For at bevare deres territorium, deres sprog, deres kultur og deres historie.
Krig handler på den måde om mere end militær styrke alene. Den handler om fortællinger. Om identitet. Om hvem der har retten til historien og til sandheden.
Derfor er det ikke tilfældigt, at kultur, sprog og historie er blandt de første mål i moderne konflikter. Og derfor er det heller ikke tilfældigt, at netop forskningen i kultur, historie og samfund er helt central, når vi skal forstå og navigere i en verden præget af geopolitisk usikkerhed.
Jeg vil gerne takke jer for jeres arbejde og for jeres insisteren på, at kultur, mening og menneskelighed hører hjemme i samtalen om sikkerhed og oprustning.
I en verden i opbrud har vi brug for soldater. Men vi har også brug for konservatorer.
Både dem ude på Esplanaden, som helt konkret lærer at konservere. Og jer, som på andre måder arbejder med at bevare og beskytte gennem historie og kultur.
Det, vi ikke formår at bevare, risikerer vi at miste. Og vi har ikke råd til at miste sandheden om, hvem vi er.
Tak for ordet.
