Det talte ord gælder.
Kære Andreas
Kære Danes Worldwide – og kære Michael
Kære alle sammen
Tak for invitationen til at være med i dag, hvor vi skal fejre en verdensdansker.
Jeg synes, verdensdansker er et fedt begreb. Lad os endelig få nogle flere af dem. Flere danskere, der engagerer sig i verden. Det har Danmark brug for.
Alle os, som er med i dag, ved, hvad det vil sige at sige farvel til Danmark – for altid eller for en stund.
At lære nye sprog. At dykke ned i kultur og knytte bånd på tværs af landegrænser. At være den nye og begå sig i internationale sammenhænge.
Det kan selvfølgelig godt være svært og udfordrende. Man kan savne alt det og dem derhjemme. Men det, man får igen, er en helt uvurderlig gave.
Halvfemseroptimisme
Da jeg var 18 år gammel, flyttede jeg til Paris. Jeg havde ikke nogen mobiltelefon. Der var ikke noget internet. Jeg havde heller ikke nogen plan. Jeg havde faktisk ikke engang et sted at bo eller noget at leve af.
Men det gik alligevel. Jeg fandt ud af det, og min tid i Frankrig – som ikke blev ved det ene år, jeg havde lovet min mor, men nærmere 10 år – var spændende, lærerig og på mange måder definerende både for mit eget liv og også for min opfattelse af verden.
For tiden tænker jeg meget på den grundlæggende optimisme, som definerede min egen – og mange andres – livsanskuelse dengang i 1990’erne.
Verden åbnede sig. Jerntæppet var faldet. Og vi var sikre på, at vi hele tiden var på vej imod noget bedre. At verden ville blive ved med at gå mod mere åbenhed, mere frihed, mere demokrati.
Når vi så i dag kigger tilbage på de år, og ved, hvad vi nu ved om verdens udvikling, så kan den opfattelse selvfølgelig godt se lidt naiv ud. For verden er igen under heftig forandring.
Verden er blevet et mere usikkert sted. Den verdensorden, som tog sin form i årene efter den Anden verdenskrig og som virkelig foldede sig ud efter afslutningen på den kolde krig, er under forandring.
Værdier og alliancer, vi tog for givet, kan man ikke regne med længere.
I sådan en situation kan det være fristende at lukke sig inde i sin egen lille boble. At blive hjemme, låse døren og holde vejret indtil stormen lægger sig.
Men jeg vil argumentere for, at vi skal gøre det helt modsatte. Vi skal kæmpe for åbenheden og optimismen. Og prøve at forstå de forandringer, der sker.
Vi skal insistere på åbenheden, friheden og det internationale fællesskab. Og til det formål har vi brug for verdensdanskere.
En mand med en mission
Og i dag er vi samlet for at fejre en person, som netop står for alt det.
For i de samme år, hvor jeg flakkede rundt i Paris uden noget særligt mål eller retning. Så var der en ung mand fra Gentofte, som også forlod Danmark.
Men i modsætning til mig, så havde han en helt anden og mere målrettet mission.
Det var selvfølgelig dig, Andreas.
Du havde store drømme. Drømme, som dengang var for store til at de kunne udleves i Danmark.
Så du rejste ud.
I første omgang til London for at læse rum- og luftfartsteknologi. Senere til Austin, Texas for at skrive din Ph.d. i rumfart.
Du rejste på din første rummission i 2015 og senest selvfølgelig Huginn Missionen, som bragte dig til den internationale rumstation i over et halvt år – oven i købet som kaptajn.
Under den mission var vi mange som sad herhjemme og var ved at revne af stolthed. Ikke kun fordi det er stort at være den første dansker i rummet. Eller fordi du af både NASA og ESA betros store opgaver.
Men også fordi du i alt det, er den, du er. Går til det på den måde, du gør.
Andreas, noget af det, der gør dig helt særlig – og som vi er mange, der beundrer dig for – er ikke kun de meritter, som jeg lige har nævnt, eller at du har rejst længere væk end de fleste overhovedet kan forestille sig.
Det er, at du bliver ved med at være så utroligt jordnær, imens du gør det.
Du har en sjælden evne til at bære dine store præstationer med en helt naturlig ydmyghed.
Du udstråler ro.
Du er generøs, ordentlig, imødekommende og nysgerrig. Uanset om du står i Experimentarium med hundredevis af fascinerede børn, om du bliver passet op hver halve meter på Folkemødet for at få taget en selfie, eller om du kredser 400 kilometer over Jorden.
Du plejer at sige, at når man ser Jorden udefra, så kan man ikke se landegrænser. De er usynlige deroppefra – for grænser er noget, vi mennesker selv har opfundet hernede.
Set fra rummet er det tydeligt, siger du, hvor små vi egentlig er – og hvor meget vi har til fælles.
Jeg synes lige præcis den betragtning er utroligt sigende for dit syn på fællesskab.
Og netop det perspektiv går også igen i din tilgang til videnskab, til samarbejde – og til mennesker helt generelt. Du er drevet af nysgerrighed, men aldrig af ego.
Du er optaget af at finde svar – men du insisterer på, at vi skal finde dem sammen. Du ser ikke forskelle – du ser fællesskaber.
Du minder os om, at dét at udforske rummet ikke bare handler om teknologi og fremdrift – men om forståelse, samarbejde og håb. Du repræsenterer det bedste af den danske ånd – og du inspirerer os andre.
Du har taget os med
Netop derfor er du et forbillede for os alle sammen. Du viser os, at man godt kan nå langt ud i verden og længere – uden nogensinde at miste jordforbindelsen.
Som en ægte verdensdansker er du nemlig ikke draget ud uden at se dig tilbage. Du har taget os alle sammen med på rejsen. Du har fået os til at kigge op og tale om de muligheder, som er derude.
I en tid med usikkerhed, misinformation og konflikter, er du med til at minde os alle sammen om forskningens og videnskabens uendelige potentiale.
Du viser os, at verden altid kommer længst med ordentlighed, generøsitet, nysgerrighed og samarbejde.
Dermed er du den fineste repræsentant for Danmark ude i verden – og derfor også en vaskeægte verdensdansker.
På den baggrund er jeg glad for – på vegne af Danes Wordwide – at kunne overrække dig prisen som Årets Verdensdansker 2025.
Kæmpe stort tillykke