Gå til indhold

Ny finansuddannelse kommer til Esbjerg

21. januar 2022
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har netop godkendt en ny finansuddannelse i Esbjerg. Allerede fra i år bliver det muligt at tage en professionsbachelor i finans på Erhvervsakademi SydVest.

Nu bliver det muligt at læse en finansbachelor på Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg. Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen har godkendt uddannelsen, der kan optage de første studerende i løbet af 2022.

Der har været et stigende ønske om at kunne ansætte finansbachelorer, men arbejdsgiverne har haft udfordringer med at hente dem til Esbjerg-området fra andre steder i landet.

Jeg er meget tilfreds med, at EA SydVest nu får mulighed for at forsyne erhvervslivet med lokalt uddannede finansbachelorer. Den nye mulighed for at tage en finansbachelor i Esbjerg stemmer helt overens med regeringens ønske om at skabe flere og bedre muligheder for uddannelse i hele landet. Og den brede aftale om netop dette medfører også et større tilskud pr. studerende fremover, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

EA SydVest fik i forbindelse med efterårets ansøgningsrunde afvist sin ansøgning om at oprette en professionsbachelor i finans i Esbjerg. Nu har EA SydVest imidlertid med udbygget dokumentation vist, at der er et behov for uddannelsen. Det vurderes desuden, at et udbud af professionsbacheloruddannelsen i Esbjerg vil kunne fastholde dimittender i regionen.

- EA SydVest har arbejdet godt med at dokumentere behovet for finansuddannelsen i Esbjerg. Der er blandt andet kommet støtteerklæringer fra flere store arbejdsgivere i finanssektoren, der har behov for arbejdskraft, og flere lokale virksomheder har forpligtet sig på at levere praktikpladser til de studerende. Jeg glæder mig på lokale unges vegne over endnu en god mulighed for uddannelse – og på Sydvestjyllands vegne over endnu et bidrag til en positiv udvikling fra den uddannelsespolitik, der føres i disse år, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

Fakta om uddannelsen:

EA SydVest forventer at optage 30 studerende på professionsbacheloruddannelsen i Finans. Det er en 3 ½ årig videregående uddannelse, hvor den studerende i løbet af uddannelsen er i 6 måneders praktik i en finansiel virksomhed.
Uddannelsen retter sig mod rådgivende og administrative funktioner i finansielle virksomheder, som f.eks. i pengeinstitutter, hos ejendomsmæglere eller i revisions-branchen.

Fakta om ansøgning og prækvalifikation:

Uddannelsesinstitutionerne har to gange om året mulighed for at ansøge om udbud af videregående uddannelser.

For at sikre et solidt fagligt grundlag for de nye uddannelsesudbud skal ansøgningerne igennem såkaldt prækvalifikation hos ’Det rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser’ (RUVU). RUVU behandler uddannelsesinstitutionernes ansøgninger og vurderer dem ud fra f.eks. arbejdsmarkedsefterspørgsel og konsekvenser for andre uddannelsesinstitutioner. Når RUVU har gennemgået en ansøgning indstiller de enten en godkendelse eller en afvisning til uddannelses- og forskningsministeren, som træffer den endelige beslutning.

Prækvalifikation blev indført i 2013 og betyder, at relevansen af alle nye uddannelser og udbud af videregående uddannelser skal vurderes. Prækvalifikation skal understøtte, at udviklingen inden for de videregående uddannelser er hensigtsmæssig i et samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk perspektiv.


For pressehenvendelser, kontakt: 

Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 72 31 81 81

Kontakt

Dina Bloch
Kontorchef
Tlf.: 72318053
Email: dibl@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside