Ny teknologi skal gøre dansk erhvervsliv mere grønt
I dag leverer de syv Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS’erne) teknologiske ydelser til omkring 16.000 danske virksomheder og 1.000 offentlige kunder. GTS’erne har i mange år hjulpet virksomheder med at implementere ny viden og teknologi i deres produkter og tjenester.
Danske virksomheder spiller en vigtig rolle i hele den grønne omstilling. Virksomhederne er nøglen til at nå målet om at reducere Danmarks CO2-aftryk og i de kommende år, skal GTS’erne have et særligt fokus på at udvikle serviceydelser, der kan bidrage til en grøn omstilling af danske virksomheder.
- Vores GTS’er skaber et unikt bånd mellem vores dygtige forskere og virksomheder. Det giver nye muligheder for dansk erhvervsliv for at komme helt i front som det gode, internationale eksempel på, hvordan virksomhederne kan bidrage til grøn omstilling, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
I efteråret vedtog alle Folketingets partier en forskningsaftale, der giver en saltvandsindsprøjtning til den grønne forskning. Forventningerne er store. Men det tager tid at nå fra forskning til den faktiske udnyttelse af forskningsresultaterne. Her kan GTS’erne hjælpe.
Uddannelses- og Forskningsministeriet forventer at uddele 310 millioner kroner om året i en 4-årig periode, som skal gå til at styrke innovation og grøn omstilling af danske virksomheder. Det er de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS), der har mulighed for at søge pengene.
Nu kan GTS’erne begynde at formulere deres forslag til indsatser for den kommende 4-årige periode. Mange danske virksomheder og danske og udenlandske videninstitutioner vil i de kommende måneder blive involveret i forberedelsen af de kommende resultatkontrakter.
Til maj vil alle GTS’ernes forslag til indsatser blive lagt til offentlig debat på hjemmesiden bedreinnovation.dk Her vil alle kunne kommentere og præge udviklingen af de nye teknologiske services, som skal skærpe danske virksomheders muligheder for at komme på forkant i forhold til at udnytte de nye teknologiske potentialer, der er. Det skal i sidste ende være med til at skabe vækst, beskæftigelse og hjælpe virksomhederne med at løse samfundsmæssige udfordringer.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181
Handlinger tilknyttet webside