Nu kan du få et forskerbesøg hjemme i stuen
Forskere, der brænder for at dele deres viden, står klar til at komme på besøg på i dit hjem, på din arbejdsplads eller et helt tredje sted, hvor de kan fortælle om deres fascinerende viden og forskning. Besøgene foregår i lyset af corona online i år, de er gratis og kan bestilles gennem Bestil en Forsker-ordningen, som er en del af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn.
Uddannelses- og Forskningsministeriet arrangerer festivalen, og der er omkring 200 forskellige foredrag med forskere fra hele landet at vælge imellem.
- Jeg håber, at der er mange, der vil gøre brug af tilbuddet. Det seneste år har vist alle, hvor vigtig forskningen er. Forskere har i kapløb med tiden udviklet vacciner og behandlingsmetoder for at bekæmpe coronavirus. Hvor ville vi være i dag uden dem? Bestil en Forsker-ordningen er særlig, fordi den bringer forskningen helt ud til danskerne og gør den endnu mere nærværende. Når det offentlige alene i 2021 investerer 24 milliarder kroner i forskning, er det også vigtigt, at folk kan se relevansen uanset, hvem du er, og hvor du bor, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Har du forsamlingen, har vi forskeren
Du kan bestille en forsker til at holde foredrag for din virksomhed, skole, forening, institution og endda også privat i dit eget hjem. Alle kan bestille en forsker. De eneste betingelser er, at man kan stille med et lyttende publikum på mindst 20 personer, og at man har adgang til en online platform, som kan bruges. Med henvisning til gældende corona-restriktioner må publikum følge med virtuelt hver for sig eller i mindre grupper, inden for de gældende retningslinjer.
Det er muligt at bestille en forsker til Forskningens Døgn frem til den 31. marts 2021.
Foredragene afholdes under Forskningens Døgn, der kører fra den 23. og frem til den 29. april.
Om Forskningens Døgn
Forskningens Døgn er en videnskabsfestival og foregår hvert år i uge 17. I år stiller omkring 200 forskere op med gratis foredrag i Bestil en Forsker-ordningen. Derudover står et væld af arrangører for forskellige events rundt om i landet. Arrangørerne er primært universiteter, uddannelses- og kulturinstitutioner, virksomheder, formidlings- og forskningscentre, offentlige institutioner og organisationer.
Forskningens Døgn:
- Hylder forskningens helt grundlæggende element af ’nysgerrighed’
- Etablerer samtaler og mødesteder for forskere og befolkning
- Sætter fokus på, hvordan forskning og innovation er med til at løse samfundets udfordringer
- Inddrager borgerne i forskning og skabe flere relationer mellem samfund og forskere.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Pressekonsulent Hans Øbing-Thomsen, tlf.: 7231 8125, e-mail: hoet@ufm.dk
Projektleder Lotte Skov Holm, tlf.: 7231 8075, e-mail: lh@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside