125 millioner kroner fra politisk aftale fører til flere uddannede tandlæger
Hvert år skal 140 nye tandlæger træde færdiguddannede ud i samfundet, hvis der skal være tandlæger nok til at dække hele landet. Sådan lyder anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen. Den brede politiske aftale Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark baner nu vejen for, at målsætningen kan nås.
Med tillægget til aftalen fra marts 2022 blev der afsat 125 mio. kr. til at uddanne flere tandlæger. Nu er Københavns Universitet og Aarhus Universitet kommet med planen for, hvordan de vil øge optaget i de kommende år.
Fra 2023 og fire år frem vil de to universiteter øge antallet af pladser på bacheloruddannelsen til tandlæge med i alt 120. Dermed kan de to universiteter komme op på at uddanne omkring 140 nye tandlæger i Danmark om året.
Derudover er der afsat 40 millioner kroner til at fremme, at der fremover vil være flere tandlæger uden for de største byer. En udviklingsgruppe skal komme med forslag til, hvordan pengene kan bidrage til at øge den regionale forankring af tandlægeuddannelsen, så man f.eks. fremover kan gennemføre dele af tandlægeuddannelsen flere af de steder i landet, hvor der er mangel på tandlæger.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen siger:
- Tandlæger er vigtige for vores sundhed, velvære og livskvalitet. Enhver, der har haft problemer med tænderne, kan skrive under på, hvor vigtigt det er med hurtig og let adgang til tandlæge. Derfor er jeg glad for, at vi med det ekstra optag bidrager til at løse manglen på tandlæger. Det er resultatet af en bred politisk aftale og et godt samarbejde med de nuværende tandlægeuddannelser i Aarhus og København.
Fakta
- Optaget på tandlægeuddannelsen vil blive øget med 20 studerende årligt på KU i perioden 2023-2025 og 15 studerende årligt på AU i perioden 2023-2026.
- Samlet øges optaget med 120 bachelorstuderende fra 2023-2026.
- Det giver et samlet årligt optag på cirka 200 studerende. Med det nuværende frafald svarer det til cirka 146 dimittender.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181
Handlinger tilknyttet webside