Gå til indhold

Regeringen modtager Reformkommissionens første anbefalinger

06. april 2022
Efter mere end et års arbejde har Reformkommissionen i dag præsenteret første del af sine anbefalinger 'Nye Reformveje 1', der blandt andet har fokus på de videregående uddannelser.

Regeringen nedsatte i oktober 2020 Reformkommissionen, der med professor Nina Smith i spidsen har fået til opgave at foreslå løsninger på en række komplekse udfordringer, som årtiers reformpolitik ikke i tilstrækkelig grad har løst.

Rapporten 'Nye Reformveje 1' er den første rapport med anbefalinger og ligger i forlængelse af Reformkommissionens første publikation 'Erkendt, forsøgt løst, uløst' fra maj 2021.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen siger:

- Gode uddannelser for alle er måske det vigtigste fundament under vores velstand og et afgørende bidrag til den samfundsmodel, vi har i Danmark. Og når vi kigger 10 år frem, bliver det kun vigtigere. I dag har vi fået kommissionens rapport og anbefalinger. Der er altså ikke tale om et udspil fra regeringen, og et forslag som omlægning af SU til lån gror ikke i regeringens baghave. Men der er mange anbefalinger, relevante problemstillinger bliver belyst, og der ligger et omfattende arbejde bag. Jeg ser frem til at dykke ned i det, og til at tage del i den debat, der forhåbentlig kommer i forlængelse af kommissionens arbejde.

Medlemmerne af Reformkommissionen er:

  • Nina Smith, professor ved Aarhus Universitet (formand)
  • David Dreyer Lassen, Prorektor og professor ved Københavns Universitet
  • Philipp Schröder, professor ved Aarhus Universitet
  • Per B. Christensen, formand for Danske SOSU-skoler
  • Jørgen Søndergaard, forskningsleder (emeritus) i VIVE
  • Jon Kvist, professor ved Roskilde Universitet
  • Agnete Raaschou-Nielsen, bestyrelsesformand for Arkil Holding og Danske Invest

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside