Tocifret millionbeløb til læreruddannelsen
Et tocifret millionbeløb er nu på vej til landets læreruddannelser. I alt 65 mio. kr. skal styrke kvaliteten af undervisningen på læreruddannelsen. Efter sommerferien vil de første studerende således opleve at få flere undervisningstimer og mere vejledning og feedback.
En grundig evaluering af læreruddannelsen har blandt andet vist, at der er brug for at hæve kvaliteten og styrke studieintensiteten på uddannelsen. Derfor valgte regeringen og partierne bag finansloven for 2022 (SF, RV, EL, ALT og KD) at afsætte det tocifrede millionbeløb direkte målrettet læreruddannelsen.
I aftes er partierne blevet enige om at fordele de 65 mio. kr. mellem professionshøjskolerne mv. ud fra antallet af studenterårsværk på læreruddannelsen, som det fremgår af Tabel 1.
Til juni vil uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen invitere til forhandlinger om en ny og bedre læreruddannelse. I den sammenhæng skal der fordeles 125 mio. kr. i et varigt løft af uddannelsen fra 2023.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen siger:
- Folkeskolen er en af velfærdssamfundets kronjuveler, og dens kvalitet bygger blandt andet på dygtige lærere. Derfor skal vi styrke læreruddannelsen. Det kan ikke fremhæves nok, hvor vigtige lærerne er for vores samfund og vores børn og unge. Vi sørger nu for, at de lærerstuderende får flere timer på skemaet og mere vejledning og feedback fra deres undervisere. Det er første skridt på vejen, inden vi tager hul på forhandlinger om en ny og bedre læreruddannelse.
Uddannelsesordfører Katrine Robsøe, Radikale Venstre, siger:
- Det var en klar radikal prioritering til finansloven, at vi fik penge til bedre læreruddannelser. Derfor er det også helt afgørende for os, at de penge nu kommer ud til gavn for de studerende, deres undervisere og alle de børn de skal være lærere for. Jeg havde håbet, at pengene var kommet sammen med en ny og bedre læreruddannelse, og det er mega ærgerligt, at regeringen endnu ikke har indkaldt til forhandlinger om det, men pengene til flere timer og en bedre uddannelse skal ud uanset hvad.
Uddannelsesordfører Astrid Carøe, Socialistisk Folkeparti, siger:
- Nu kommer der penge til at lærerstuderende kan få flere undervisningstimer og mere feedback allerede i det kommende skoleår, for det er der desværre alt for lidt af på læreruddannelsen i dag. Samtidig skal vi selvfølgelig fortsætte arbejdet med udvikling af en ny læreruddannelse. Men indtil det bliver en realitet er jeg glad for at vi kan hæve undervisningstimerne for de studerende der allerede går på uddannelsen i dag.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside