Gå til indhold

Flere lægestuderende på vej til Esbjerg

22. august 2024
Regeringen foreslår at oprette 20 nye studiepladser på kandidatuddannelsen i medicin på Syddansk Universitet i Esbjerg. Det skal bidrage til at sikre en bedre lægedækning i regionen.

De studerende på Syddansk Universitets kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg kan allerede fra næste år se frem til at få flere medstuderende. Det er ambitionen i regeringens nye landdistriktsudspil Sammenhæng og balance: Frihed, fremtid og muligheder i hele Danmark.

I dag bliver der optaget cirka 30 studerende på kandidatuddannelsen i medicin. Det antal vil regeringen nu hæve til 50. Regeringen vil samtidig se på muligheden for, at der oprettes en bacheloruddannelse i medicin på Syddansk Universitet i Esbjerg.

Som det fremgår af Sundhedsstrukturkommissionens rapport fra juni i år, er det vanskeligt at tiltrække alment praktiserende læger til den sydjyske del af Region Syddanmark. Ved at uddanne flere læger i Esbjerg, er det forhåbningen, at flere vil søge arbejde i de områder af Syddanmark, hvor der er behov.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

- Det er lykkedes at skabe en velfungerende og eftertragtet medicinuddannelse i Esbjerg. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi øger antallet af pladser på uddannelsen. Jeg glæder mig både på de studerendes vegne, der nu får bedre muligheder for at læse i Esbjerg, men også for hele regionen, som fremover vil opleve at endnu flere læger uddannes i Syddanmark.

Fakta

  • Som en del af landdistriktsudspillet Sammenhæng og balance: Frihed, fremtid og muligheder i hele Danmark vil regeringen oprette 20 studiepladser på kandidatuddannelsen i medicin på Syddansk Universitet i Esbjerg.
  • I 2018 fik Syddansk Universitet godkendt deres ansøgning om at oprette 30 pladser på kandidatuddannelsen i medicin i Esbjerg. De første studerende begyndte på kandidatuddannelsen i Esbjerg i 2022. 
  • Det er forventningen, at SDU vil kunne udbyde de nye pladser allerede fra 2025.

For yderligere oplysninger:

Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsministeriet